Irulaerne er en befolkningsgruppe, som kæmper for deres rettigheder i det sydlige Indien. Det er også én af de befolkningsgrupper, som Svalerne forsøger at skabe bedre forhold for. En sej kamp mod anerkendelse for Irualerne via samarbejde og hårdt arbejde
Af Louise Nolle, frivillig i Indiens-udvalget, U-landsforeningen Svalerne
På vej til landsbyen Vengadapuram stopper vi for at spørge om vej, men alle i området synes at vide, hvor Irulaerne bor. En landsby er måske for meget sagt, for det er snarere en række meget små lerklinede huse med tilhørende haver, der ligger som perler på en snor langs med en lille skråning, ikke så langt fra en asfalteret vej. Irulaernes huse adskiller sig markant fra områdets mange moderne cementhuse, og det er måske den korte afstand til den asfalterede vej og de moderne huse, der gør Irula landsbyen endnu mere iøjnefaldende. Der er ingen elektricitet i de små huse, hvoraf det største hus er på omkring 15 kvadratmeter. Her bor lederen af den kvindelige selvhjælpsgruppe, som vi er kommet for at besøge, sammen med sin familie på fem medlemmer. Hun inviterer os indenfor, og vi skal bukke os rigtig meget for at komme ind ad den lave døråbning. I det sparsomme lys fra indgangen kan man se nogle få ejendele hænge på en snor langs væggen ved siden af et falmet familiefoto.
Sammen med en kollega fra Svalerne er jeg på den årlige kontaktrejse til den sydindiske delstat Tamil Nadu for at besøge vores partnere. De er alle små organisationer med fem til seks medarbejdere, som kæmper for at oplyse nogle af de mest fattige og marginaliserede grupper i Indien om deres rettigheder som borgere i det indiske samfund. Den indiske lovgivning er udformet således, at landets mange kasteløse og indfødte folk, som ofte udgør den fattigste del af befolkningen, har mulighed for at få basale goder som vandtanke, elektricitet, veje og reserverede pladser i lokalråd, uddannelsesinstitutioner og på offentlige arbejdspladser. Det største problem er dog at få de certifikater, der skal til for at bevise, at man tilhører den ene og den anden gruppe, hvilket er et område, der ofte besværliggøres af mistroiske og korrupte bureaukrater, og det faktum at man skal ansøge skriftligt for at få et certifikat eller en vandtank. Det kan være svært, hvis man kun kan skrive sit navn.
Irulaerne er et eksempel på en af de målgrupper som Svalernes partner SEAS (Social Education & Action Society) arbejder med. De er en indfødt befolkningsgruppe, som har boet mange generationer i Tamil Nadu uden at blive anerkendt som indfødte folk af myndighederne. Derfor mangler mange det essentielle ID-kort, som de skal bruge til at opnå den velfærd og de forbedrede levevilkår, som de er berettigede til. SEAS har tidligere arbejdet med at mobilisere kasteløse, men siger selv, at det er meget sværere at mobilisere Irulaerne. Et af de største problemer er, at de lever meget spredt. Nogle bor i skovklædte bjergområder langt væk fra andre mennesker og lever af skovens produkter, mens andre, som beboerne i Vengadapuram, lever i lavlandet side om side med andre folk og arbejder som kulier i landbrug og stenbrud. Samtidig synes Irulaerne ikke at have den samme evne til at mobilisere sig politisk, som de kasteløse har gjort med stor succes. Derfor forsøger SEAS at få kasteløse og Irulaer til at samarbejde, for sammen kan man opnå mere end hver for sig.
Tilbage i Vengadapuram sidder vi under et halvtag sammen med kvinderne i selvhjælpsgruppen, et par mænd og en hel flok børn. Gruppen har eksisteret i 2 år, og det er i den periode lykkedes dem at få de vigtige certifikater på, at de tilhører en indfødt befolkningsgruppe. Nu vil gruppen kæmpe for at få ejerskab på den jord, hvor deres huse ligger og elektricitet til husene. De fleste af børnene går i skole, og kvinderne arbejder som husholdersker i de nærliggende cementhuse eller som 
arbejdere i stenbrud, mens mændene er sæsonarbejdere i landbruget. Men det er ikke mange penge, de kan skrabe sammen om måneden, og mange efterlyser alternative indkomstmuligheder. Den kvindelige formand for det lokale kommuneråd og hendes mand kommer forbi under vores møde. De er selv kasteløse og fortæller, hvordan de prøver at hjælpe Irulaerne med at få skøder på deres jord. Et samarbejde synes at være i gang, og man kan kun håbe, at det lykkedes. Solen er ved at gå ned og en enkelt gadelygte drevet af solenergi lyser op i mørket. Vi siger farvel og bliver fulgt på vej af landsbyens glade børn, som synes det har været spændende at få besøg udefra. Forhåbentlig vil deres generation opleve bedre forhold for Irulaerne.
Læs mere om Svalerne
