Det var med sommerfugle i maven, at min mand og jeg stod ude i lufthavnen og skulle modtage Issah, som jeg på det tidspunkt kun kendte navnet på. Jeg tror faktisk ikke, at man kan blive klædt på til dette, for det er en helt speciel oplevelse.
Af Annie, Ghana-Venskabsgrupperne i Danmark
Når man har meldt sig til denne lærerudveksling, så tror jeg, at hele optakten, fra man søger, informationsmøde i Silkeborg, alle vores e-mails til hinanden osv., gør, at man langsomt tuner sig ind på at få besøg fra Ghana.
Og alligevel er det jo ikke så nemt. Kulturforskellene er enormt store, og man kommer nødvendigvis meget tæt på hinanden i en masse forskellige situationer. Hvordan sover man i en seng? Hvordan spiser man med kniv og gaffel? Hvordan bruger man et toilet? Hvor tisser man henne? Hvordan bader man? Disse er jo bare nogle af de helt praktiske ting, hvor man som vært er nødt til at være meget direkte. Her synes jeg, at jeg var blevet klædt godt på til informationsmødet. Og så er det jo dejligt at kunne grine sammen, bære over med hinanden og tale om, at når jeg kommer til Ghana, så skal jeg hjælpes i alle de situationer, der opstår, og som jeg ikke kender reglerne for.
Det blev nogle helt utrolige tre uger, og jeg er helt sikker på, at det lykkedes Issah og mig at slå bro og knytte venskab på trods af de store forskelle, der var både kulturelt og økonomisk. Det var en meget intens tid, men jeg følte det ikke på noget tidspunkt som nogen belastning. Det betød også meget, at min mand hver dag hentede Issah fra skolen kl. 13,00, så jeg kunne klare mine møder og være lidt mig selv. Hele min familie, børn, svigerbørn og børnebørn var alle meget positive og imødekommende, så for hele min familie har det været spændende og lærerigt at have Issah på besøg.
At det gik så godt er jo også Issahs fortjeneste, for dels er han er en meget høflig og venlig mand, der også er sig sit eget værd bevidst, og dels ville han også gerne vide så meget som muligt om mig og min familie og var interesseret i at høre en masse om Danmark og livsvilkårene her.
På et tidspunkt opstod der nogle problemer mht. gaver og de ting, som Issah skulle have med hjem. Det var vigtigt for mig at få råd og vejledning fra SfL. Rådet var, at jeg blev nødt til at tage en alvorlig samtale med Issah og fortælle ham hvem jeg er, hvad jeg synes er vigtigt her. Hvad vil jeg være med til? Hvad er hans forventninger i forhold til gaver, ting med hjem osv. I det hele taget at få rene linjer omkring dette med gaver. At jeg trådte i karakter på den måde i forhold til Issah og han også i forhold til mig, mener jeg, lagde det egentlige fundament for vores venskab. Men det er en svær samtale, som jeg dog ikke tror man kommer udenom.
For mig blev de tre uger, hvor Issah boede her hos os en helt særlig tid, som jeg altid vil tænke tilbage på med glæde og taknemmelighed, og som lagde grunden til en ærlig og ligeværdig kommunikation i vores forhåbentlig fortsatte venskab.
Issah var med mig i skole hver dag, og jeg havde forberedt hans besøg godt, både i forhold til de klasser jeg underviser i og også i forhold til ledelse og kolleger. Rønnevangsskolen er en stor skole med en specialafdeling, hvor eleverne har diagnoser indenfor autisme og ADHD. Der er klasser fra 1. - 10. kl., og jeg arbejder med de store elever i specialafdelingen.
Både elever og lærere tog vældig godt imod Issah, men det var nok lidt vanskeligt for ham at forstå at klasserne kun bestod af 6-7 elever og to lærere. Issah lærte dog hurtigt at tackle disse elever, og han var god til at få kontakt med dem og stille krav til dem. Det har været en berigelse for vores elever, at Issah deltog så meget i undervisningen, som han gjorde. Jeg har efterfølgende fået meget positiv respons. Både fra konsulenter og forældre til mine elever. Alle er meget overraskede over elevernes reaktioner på Issahs besøg, og jeg er blevet opfordret til at holde foredrag om dette i den lokale Asperger forening.
Issah var også på besøg i nogle af de almindelige klasser, og også her gik det rigtig fint. Alle eleverne glæder sig til, at jeg kommer ned i deres klasser og fortæller om, hvordan der var, der hvor Issah boede og om School for Life.
Mit ophold i Nwodua hos Issah var en helt fantastisk oplevelse. Jeg blev modtaget med interesse og venlighed, uden at det var for meget. Issah lignede sig selv, kun var den usikkerhed, som kunne præge ham i Danmark, erstattet af en naturlig sikkerhed. Han var meget respekteret af de andre lærere og headmasteren på den formelle skole, hvor han underviste om formiddagen, og også her blev jeg blev taget godt imod.
School for Life klassen lå i en mindre landsby Tigi-Nyoring, hvor vi kørte ud på cykel ad en lille marksti gennem majsmarkerne. Første dag blev vi kørt derud, og Issahs supervisor var også med. Da jeg kom derud var stort set alle indbyggerne mødt op for at modtage Issah og mig. En af mændene holdt en tale som blev oversat til mig, og de gav udtryk for den store taknemmelig de følte overfor Issah. Hver eneste eftermiddag selv i den varmeste tid, så kom Issah og lærte deres børn at læse. Der var nedsat en lille forældregruppe, der bestod af to kvinder og en mand. Hvis der opstod nogle problemer, f.eks. at der var nogle børn, der ikke kom i skole, så opsøgte disse forældre hjemmet og fandt ud af, hvad grunden kunne være. Hvis der var sygdom, så prøvede de at hjælpe, og var der andre grunde, så undersøgte de forholdene, så børnene igen kunne komme i skole. Alle forældrene i Tigi-Nyoring sluttede op omkring denne ordning. Der var ingen af de voksne i denne landsby, der kunne læse, men som der blev pointeret, så var de ikke ignoranter af den grund. Forældrenes store ønske var, at deres børn kunne fortsætte i den formelle skole, men det ville blive vanskeligt for flere af dem at skaffe pengene.
Indbyggerne i Tigi-Nyoring gjorde et stort indtryk på mig, og det er et sted som jeg meget gerne vil besøge igen.
Jeg følte mig godt tilpas under hele mit besøg hos Issah, men vi syntes begge at en uge var alt for kort tid. Jeg kunne godt være blevet der en uge mere, men det tror jeg ikke er generelt, for det kan også være anstrengende aldrig at være alene og at falde ind i rytmen i hverdagen.
Issah tog sig godt af mig og jeg kunne gøre som jeg ville. For eksempel var det helt i orden, at jeg lagde mig ud på træstammerne sammen med mændene i eftermiddagsheden. Han skaffede også en motorcykel, som vi drønede ud over savannen på. Dels for at besøge hans barndomshjem, og dels for at komme til det lokale marked.
Der er jo en helt speciel stemning om aftenen i compounden, og det var også her, hvor Issah og jeg snakkede fortroligt med hinanden. Han fortalte om sin barndom, hvor brændende han havde ønsket sig en uddannelse, og hvor svært det var, da hans far døde, og der ikke var penge til hans skole. Han boede hos sin onkel, og han ville ikke betale til Issahs uddannelse.
Issahs kone Salamatu var meget syg, og det havde stået på i flere år nu. De havde mistet to små børn. Det ene barn ved en sen abort, og det andet kort efter fødslen. Issah overvejede at tage en kone nr. 2, da han ikke troede at Salamatu ville være i stand til at få børn, hvilket jeg tror, han har ret i.
Inden jeg kom til Ghana var jeg fantastisk imponeret over hele ideen bag School for Life. Tænk at dette har kunnet lade sig gøre. Og jeg har stadigvæk den samme følelse, nu hvor jeg har været dernede og med egne øjne set School for Life i praksis.
For mig at se er facilitatorerne en vigtig del af fundamentet i School for Life-undervisningen. Uden deres ildhu og engagement kunne det ikke lade sig gøre.
Jeg har ikke opfattet denne udveksling som en udveksling af pædagogiske ideer, selvom Issah og jeg selvfølgelig har drøftet undervisningsformer osv., da omdrejningspunktet jo har været, at vi begge er undervisere, selvom det er på forskellige planer. Det vigtigste har været at møde hinanden med så forskellige baggrunde, som det er for en dansk lærer og en ghanesisk facilitator og danne et venskab på tværs og på trods af alle forskelle.
For mig har mit besøg i Ghana været præget af voldsomme modsætninger. Lige så hårdt og håbløst det kan se ud, så er der samtidig også en styrke, en optimisme og en vilje til at klare sig, som er beundringsværdig og som sætter mit eget liv i voldsom relief. Og så var det fantastisk at opleve kvindernes farvestrålende tøj, musikken, trommerne, dansen, skønheden og ikke mindst humoren og latteren. Mit store ønske er at komme tilbage og blive der i en længere periode, hvilket jeg håber, kan lade sig gøre om et par år.
Læs mere om Ghana-Venskabsgrupperne i Danmark
1. september 2008 at 12:13
ved du hvor langt der er fra Ghana til Danmark?
jeg arbejder med sådan et projekt om Ghana.
tak for hjælpen.