En rejseberetning fra en venskabsrejse til Senegal.
Af Kirsten Jansbøl, Cykler til Senegal
Foreningen Cykler til Senegal arrangerede venskabsrejse til det sydlige Senegal med udgangspunkt i landsbyen Faoune. På en sådan venskabsrejse var jeg sammen med Hanne Klinge Wulff, som allerede havde været der året før. Da havde hun, som gammel folkeskolelærer, interesseret sig meget for den lokale landsbyskole, og i den sammenhæng også fået at vide, at der tre til fire km. ude i bushen, skulle ligge en meget lille skole. Den ville hun gerne, at vi skulle besøge sammen.
Vi forberedte os hjemmefra med bl.a. indkøb af farveblyanter, kuglepenne og et stort verdensatlas til at hænge op på en væg. Den lille landsbyskole var ikke særlig kendt, så det tog nogen tid, før vi fandt én, som kendte til den. Og så skulle lederen af skolen kontaktes med henblik på at få en aftale om besøg. Men den dag var han ikke på skolen, for lærerne strejkede, fordi de ikke havde fået løn i mange måneder.
Men endelig oprandt formiddagen, hvor en guide og tolk kunne vise os vej til skolen. En lille grå bygning med plads til to relativt store klasselokaler, som var fyldt med skoleborde- og bænke, og hvor der på flere af dem sad tre børn. I skolelederens eller førstelærerens klasse var der 53 børn i alderen 8-10 år. Børnene rejste sig op, da vi kom ind, og mens vi havde en kort snak med førstelæreren, sad børnene stille, men kiggede nysgerrigt på os med forventningsfulde smil.
Vi gik ud fra dette klasselokale for at besøge det andet lokale, hvori der kun var 42 børn. Her fortalte de to lærere, at børnene talte fem forskellige stammesprog, men at al undervisning foregik på fransk. Det må man sige er en pædagogisk udfordring! Al skolegang er gratis i Senegal, men forældrene skal betale materialer og en skål ris dagligt. Og så vil forældrene helst kunne give deres børn sko på. Så der er mange forældre, som ikke har råd til at lade deres børn gå i skole.
Mens vi stod der, slog det mig, at jeg ikke kunne høre børnene fra førstelærerens klasse. Det undrede mig, og da vi hen til hans klasseværelse igen, var der helt stille indenfor. Jeg spurgte førstelæreren, hvad børnene lavede, og han svarede, at de arbejdede med den opgave, han havde givet dem. Og det var rigtigt. Der sad 53 børn bøjet over deres tavle, blot småmumlende, og da vi kom ind, løftede de deres hoveder og smilede til os.
De sang en sang for os, og vi en for dem. Og så tog vi atlaset frem og rullede det ud. En pige blev bedt om at komme op, og jeg viste hende, hvor Senegal var på kortet og hvor Danmark var. Og så holdt hun sine to hænder i ca. en halv meters afstand, kiggede på dem, kiggede på læreren og kunne ikke forstå, at Danmark blot lå en halv meter borte.
Læs mere om Cykler til Senegal
