Af en repræsentant for ULD-80
Atuneta er en gammelkone på 66 år med dårlige knæ og en del andre skavanker. Men hun er også mor for mellem tyve og tredive børn. Det startede i Koboko i Uganda, da Atunetas søster døde og efterlod hende fire børn. Hun havde da lige forladt sin mand og var alene med tre børn. Kort efter blev Idi Amin styrtet, og da han var fra Koboko området, var der mange, der drevet af had mod hans stamme gik til angreb mod folkene der. Atuneta flygtede sammen med alle hendes børn, og store dele af den
øvrige befolkning, til Sudan. Der ernærede hun sig selv og børnene ved at lave lokal gin og arbejde i markerne for de lokale bønder. Samtidig var hun også fødselshjælper. Det gav ingen penge, for det var tit meget unge og fattige piger der søgte hendes hjælp. En del af de unge mødre klarede ikke fødslen og bad Atuneta om at tage sig af deres børn, og på den måde voksede flokken støt og roligt.
Da der efter ti til femten år igen var fred i Koboko, rejste Atuneta hjem igen med de mange børn og fik sig etableret i nogle lerhytter, hvoraf hun lejede nogle ud for at tjene lidt penge. Efterhånden som hun blev ældre kneb det med at tjene nok til at forsørge børnene og betale for deres skole. Flere kirkelige organisationer ville godt hjælpe, men forlangte, at alle børnene skulle konvertere, og det ville Atuneta ikke være med til, da hun gør meget for, at børnene skal opdrages i den tro, deres mor havde. I Koboko og omegn er der en del medlemmer fra Mellemfolkeligt Samvirke, der fik kendskab til børnehjemmet og fandt det værd at hjælpe. Så der gik bud til familie og venner i Danmark om, at her var der virkelig noget at støtte, og det blev til pæne beløb. Men det største var nok, da en flok unge mennesker i landsbyen blev enige om, at det da ikke kun skulle være de hvide, der hjalp “deres” børn.
De besluttede sig for at gå i gang. Børnehjemmet lå meget indeklemt af industri, bygningerne var gamle og faldefærdige, og der var heller ikke udvidelsesmuligheder, så det var meget trangt. Der blev fundet et stykke jord uden for byen, og med hjælp fra diverse donorer og flittig lokal arbejdskraft blev det nye børnehjem en realitet. En dejlig oplevelse at se, hvordan mennesker, der ikke selv ejer meget, gerne vil gøre en indsats for andre.
Læs mere om ULD-80
