Sådan siger en kvinde, der har deltaget i en af basisaktiviteterne i Community School Project i Comilla, Bangladesh. Alfabetiseringskurset varede 2 timer dagligt i 6 måneder og fandt sted under et træ i den landsby, hvor hun bor. For hende blev dette kursus et vendepunkt i hendes liv. Her i hendes beretning.
Af Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Mine forældres hus ligger ca. 20 km fra min mands hjem. Jeg har 3 brødre og to søstre, og jeg er den 2. ældste. Jeg gik i skole til 5 klasse og var en ganske god elev. Derfor ønskede læreren, at jeg skulle forsøge at tage prøven for at komme i 6. klasse. Men mine forældre sagde nej, da de ikke ønskede jeg skulle rejse til eksamensstedet alene. Det lykkedes læreren og overtale mine forældre. Jeg bestod, men kunne alligevel ikke begynde i skolen på grund af mine forældres fattigdom.
Da jeg var 17, blev jeg gift. Nu er jeg 31. Brylluppet kostede mine forældre ca. Tk 30.000. Min svigermor bragte mig så til dette hus. Dengang var min mand fiskehandler. Der er to brødre og en søster, og vi levede som en stor familie. Nu er min svigermor død, og min svigerinde er blevet gift.
Min mand er den ældste i familien. Hans eneste bror har en universitetsuddannelse i kemi, men er arbejdsløs.
Min mand ejer noget jord, så meget at der selv efter vort eget brug kan sælges ris for 10.- 12.000 Tk. en gang om året. Min ældste datter blev født 2 år efter, vi blev gift. Nu går hun i 7. klasse. Min søn blev født 3 år derefter og går nu i 5. klasse.
Jeg kan ikke huske datoen nøjagtig, men for ca. 4- 5 år siden blev der åbnet et alfabetiseringscenter i nærheden, kaldet et Community Development Centre (CDC), organiseret af Protiggya Parishad (PP). Mange folk blev optaget på kurset, så jeg ønskede også at prøve det. Kort efter kurset var startet begyndte min svigerfar at protestere over det. “Jeg bryder mig ikke om det! Vi har aldrig benyttet os af nogen form for organisationer. Du kan leve uden det også. “Men jeg fortsatte med at deltage i undervisningen i al hemmelighed i 3 måneder. Jeg prøvede på at lære så meget som muligt i den tid.
Med baggrund i den undervisning, jeg modtog i CDCen, kan jeg lære mine børn noget. En person uden uddannelse har ingen plads i denne verden. Det er som at være blind, selv med et par gode øjne. Jeg blev klar over værdien af uddannelse efter jeg havde deltaget i undervisningen på CDCen. Jeg vil hjælpe mine børn det bedste jeg evner, så de kan studere så meget som de ønsker. Når deres onkel har en universitetsuddannelse, så må hans prestige bevares. Så jeg skal sikre, at mine børn når lige så langt som ham.
Jeg opfører mig pænt over for alle her i huset. Det er derfor jeg aldrig har haft et alvorligt skænderi med nogen. Folk her viser mig respekt, selv om jeg kun har gået kort tid i skole. Selv hvis der er nogen, der bliver vrede på mig, kan jeg få ham eller hende til at forstå situationen.
Jeg deltog også i et et-ugers kursus i hønseavl, organiseret af PP. Nu tjener jeg ca. Tk. 8.000 om året ved hønseavl. Ud over salget spiser vi ind imellem æg og også høns, og vi kan endda også servere det for gæster.
Pengene fra salget bruger jeg selv. For eksempel køber jeg bøger, kuglepenne og skoleuniform til børnene, og nogle gange køber jeg også tøj til mig selv.
Jeg videregiver også min viden om hønsealv til mine naboer. Jeg har fået lån fra PP 2 gange. Det første lån var på Tk 3.000, som jeg brugte til at købe fiskenet. Det andet var på Tk. 4.000, hvoraf halvdelen blev brugt på fiskenet og den anden halvdel på at investere i landbrugsafgrøder.
Jeg er tilfreds med mit nuværende liv, fordi jeg ikke har de store ønsker i familien lige nu.
Uden PP ville livet sikkert have været anderledes og værre end nu. Det ville på mange måder være dårligt. For eksempel ville jeg ikke have megen viden om nogen ting. Jeg ville ikke være så interesseret i mine børns uddannelse. Jeg ville ikke være i stand til at sidde sammen med mine børn ved bordet og læse. Mine fremtidsudsigter ville være værre. Jeg ville ikke være i stand til at tjene mine egne penge.
Jeg har mine drømme - at tjene flere penge, så jeg kan udvide min virksomhed. Jeg ønsker at bygge et nyt hus. Jeg vil gerne have nye møbler. Jeg vil have mine børn uddannet og derefter arrangere et godt ægteskab for dem.
Læs mere om FFD




