Af Inge Strandby, Venskabsforeningen Danmark-Papua Ny Guinea
I 1998 afholdt venskabsforeningen Danmark - Papua Ny Guinea nogle højskolekurser i Papua Ny Guinea. Kirsten, Flemming og jeg havde undervist på to kurser i landsbyerne Ponelama og Birop. Vi havde boet i stråhytter, badet i floden og levet mest af søde kartofler, ris og bananer. Kurserne var meget intense. En rigtig god højskoleoplevelse, hvor vi var på fra tidlig morgen til sen aften. Nu trængte vi bare til at være os selv, slappe lidt af og se lidt andet. Efter at have sat Flemming på et fly hjemad, drog Kirsten og jeg til Tari for at opleve Huli-folket. Den dag i dag kan man stadig møde mænd på gaden, som er traditionelt klædt: malet gule i ansigterne og med en stor paryk.
Efter et par dage med gråvejr i et billigt kvinde-logi med kakerlakker i køkkenskabene, indlogerede vi os på Ambua Lodge - et af de fineste og dyreste hoteller i Papua Ny Guinea. Hytterne lignede godt nok de hytter, vi havde boet i ude i landsbyen, men indenfor var der badeværelse med varm bruser og vinduer 180 grader rundt med fuld udsigt over dalen og bjergene. Vi stod og kiggede på de grøntbeklædte bjerge med lavthængende skyer. Pludselig brød solen igennem, og vi kunne se ned i hele den langstrækte Tari-dal. En fantastisk udsigt, som bare var pengene værd.
Næste dag ville vi gå en tur i regnskoven og se det nærliggende vandfald. Vi var ikke nået længere end til hegnet omkring hotellets område, før vi blev stoppet af de to vagter. De spurgte, hvor vi skulle hen, og om der ikke var en af dem, der skulle gå med os. Jeg havde været i området én gang før med en katolsk søster, så jeg mente godt, at vi kunne finde vej selv. De var ikke meget for at lade os gå, for det kunne jo være farligt. Befolkningen overalt i PNG er meget venlige og gæstfrie, men de siger alle: “Hvis du tager til den næste landsby, så skal du passe på! Det er meget farligt”. Når man kommer derhen, så siger de det samme om de andre landsbyer. Der har været tradition for stammekrige, så dem på den anden side af bjerget blev altid betragtet som fjender.
Vi begav os afsted, men inden vi var nået særlig langt, hørte vi puslen i underskoven. Det lød som noget, der var større end et vildsvin. Pludselig stod der en ung mand foran os med et gevær i hånden. Han havde en grøn tornekrone på hovedet og var sværtet sort i ansigtet. Tøjet hang i laser. “Monin,” hilste vi. “Yupela laik go veh?”, spurgte han, som man gør på pidgin, som betyder: “Hvor går turen hen?”. Jeg tænkte, at det var godt, at jeg kunne tale pidgin og svarede, at vi skulle i skoven. Han spurgte, om vi var alene og sagde, at han ville gå med og passe på os. Vi afslog igen. Vi ville helst gå selv. Desuden havde vi ingen værdier med, kun vand.
Vi gik dybere ind i regnskoven. Træerne var høje som rundetårn, og de duftede af fugtig jord. Der var masser af lyde af fugle og insekter, og måske var der også en Paradisfugl?
Efter ca. et kvarters gang stod den unge mand pludselig foran os på stien med armene over kors og geværet i hånden. Han så meget alvorlig ud: “Jeg vil altså gå med!” “Hvorfor”, spurgte jeg. “For at passe på jer, for hvis der sker jer noget, så vil jeg få skylden”, sagde han.” “Hvorfor dog det?”, spurgte jeg forundret. “Jo, jeg plejer jo at lave ‘hands up’, og vagterne har set mig”. Det argument kunne vi ikke modstå, så vi lod ham gå med.
Undervejs tøede vi op, og vi fik os faktisk en god snak med den unge mand. Han fortalte at han havde gået i skole til 3. klasse. Så var han droppet ud, og han gik nu omkring med kammeraterne og lavede sommetider ‘road blocks’ og ‘hands ups’”.
Vi gik gennem regnskoven af små stier, der var blevet ryddet af hotellet. Der var grønt og fugtigt, og vi hørte alverdens fuglesang. Vi gik over en hængebro, ud på en klippe og stod pludselig ved et kæmpe vandfald. Vi gik så tæt på, at luften var mættet af fugt, så vi blev gennemblødte. Jeg kiggede op og så lyset, himlen og vandfaldet. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg blev overmandet af en stor glæde over dette fantastiske land, og jeg spredte armene ud, lo og følte mig fri.
På tilbagevejen kiggede jeg nærmere på den unge mands gevær. Det så noget hjemmelavet ud, men jeg undlod at spørge, om det virkede. Derimod fik vi et par gode historier. For eksempel én om, hvordan man kan få sin udkårne. Man skal følge efter hende og se, hvor hun træder i mudderet, når det har regnet. Når fodsporet tørrer i solen, skal man grave aftrykket op, bære det hjem og lægge det ved sin dør. “Så vil hendes fod finde vej til din dør”, sagde han.
Da vi nærmede os civilisationen igen, sagde han, at nu ville han ikke følges med os mere. “Hvorfor dog ikke?”, spurgte vi. “Jo, fordi mine venner vil grine af mig, når de ser os sammen”. Så vi takkede ham for turen, og sagde til ham, at det var godt han var med, for ellers var vi nok faret vild. Vi stak nogle små dannebrogsflag op i håret på ham og fik hans adresse, så vi kunne sende nogle billeder. Da vi kom til hotellets port kunne vi høre, at de grinede, så vi grinede med og gik ind i sikkerhed på hotellets område.
Læs mere om Venskabsforeningen Danmark-Papua Ny Guinea
