Historien om gadebørnene

Historien om gadebørnene? Det er en kedelig histore. Vi kommer ikke uden om historien bag denne historie. Tekster og billeder er resultatet af en workshop, hvor mennesker fra voksenfællesskaberne på Marjatta arbejdede sammen med Else Slagebro fra Solens Børn. Marjatta er institution for udviklingshæmmede på Sydsjælland. Solens Børn er støtteforening for Inti Runakunaq Wasin. Inti Runakunaq Wasin er gadebørnsprojekt i Cusco, Peru.

   

Af Else Slagebro, Solens Børn

   

I stedet for selv at skrive fik vi den idé i Solens Børn at bede nogle mennesker på Marjatta om at skrive historier. Og nu nærmer vi os det egentlige: Først fortalte Else Slagebro om Peru og om gadebørnene. Arbejdsopgaven var derefter at forvandle “en kedelig historie til en god historie”. Hvad skal der til, for at gadebørnene får et bedre liv? Det er interessant og en rigtig god historie: at det først og fremmest er kærligheden, der ændrer livet for gadebørnene: Melissa, Carlos, José og Maria.

   

Og hvad skete der så? Ja vi var kommet ind i en stime af gode historier:
Redigeringen af dette hæfte er nemlig en donation. Hæftet er trykt på Haandtryk, og vi har blot skulle betale for materialer. Haandtryk i Alken ved Skanderborg er et trykkeri, der beskæftiger udviklingshæmmede voksne.
Alle indtægter ved salg af dette hæfte vil komme de 6 udviklingshæmmede unge på Inti Runakunaq Wasin til gode.

   

Og nu begynder historien om gadebørnene endelig:

   

   

Der var engang en pige, der hed Melissa. Hun var meget ulykkelig. Da de havde gæster, blev hun lukket inde i et skab. Der var mange mennesker, som ikke kunne lide hende, fordi hun var anderledes. Tit var hun alene. Hun tegnede med en pind i jorden og lavede flotte mønstre af sten og glasskår i mange farver.
Melissa kunne se med hjertet. Hun kunne se, at der stod en engel bag ved hvert et menneske.
Jeg kender Melissa fra mit eget hjerte. Jeg havde en drøm, hvor jeg var inde i skabet sammen med Melissa. Vi var veninder. I drømmen så jeg Jesus sammen med Melissa og mig. I drømmen kom hun til Danmark og besøgte mig. Vi sov sammen på mit værelse. Vi dansede også sammen. Jeg kunne mærke, at Jesus var hos os og hjalp os.
Melissa kom til et hus, der hed Inti. Her var der voksne, som tog sig af børnene. Hun fik mad og spillede teater, dansede og spillede musik. Melissa malede også et billede af sin skytsengel.
Jeg ønsker for Melissa, at hendes mor vil behandle hende godt.
Jeg ønsker for Melissa, at hun finder en sød fyr, som giver hende masser af kærlighed og varme.
Jeg ønsker for Melissa og hendes kæreste, at de ligger og ser op i stjernerne og føler kærligheden fra Jesus i deres hjerter.
Amalie

   

Bjerge med mønstrede kanter
Himlens sol der skinner
De firkantede mønstre
Med prikker
Huset er af mønstrede ting
Det er Melissas mønstrede hus
Der vil hun være
I disse år
I solens mønstre
Stine

   

Jeg drømte om, at jeg var i Sydamerika.
Der slog jeg og min veninde et telt op og fangede fisk fra floden.
Stegte den over bålet med fedtet på panden.
Vi boede der et stykke tid. Derefter blev vi fløjet til Zürich i Schweiz.
Der boede vi ved en flod som hed Rhinen.
Det var så min drøm.
Stine

   

Elisabeth og jeg vandrer en tur i de høje bjerge i Peru.
Vi finder os et sted, hvor vi slår vores telt op.
Vi fanger en fisk i floden og gør den klar til bålet.
Og steger den til den er mør.
Jens Peter

   

Solens Børn og gadebørn er venner med hinanden.
De er i familie. De går en tur sammen
Og ser ud over vandet. Ser at solen spejler sig i vandet.
Imens de går hører de fuglene synge så lystigt og glade.
Et lille barn som en moder bærer. De er også med til at gå tur.
De ser på en solnedgang.
Solens børn og gadebørn. Går i skole sammen og går i samme klasse.
De bliver gode til at spille. Fløjte og synge nogle sange.
De går til korsang hver dag, og de skal lære at synge spanske sange, og de skal lære spansk sprog.
Det skal de lære i skolen.
Når de kommer hjem har deres moder aftensmad parat til dem.
Og da de havde spist, gik de alle sammen i seng.
Eline

   

Melissa levede i sult og nød.
Hun var indianer.
Hendes mor låste hende inde i skabet.
Hun kunne ikke lide hende, fordi hun var anderledes.
Camilla

   

Englehjælpen kommer fra himlen til jorden.
Til Melissa.
For at hjælpe og trøste.
Og de hviskede til moren: luk Melissa ud af skabet!
Derefter lukkede moren aldrig Melissa inde i skabet mere.
Camilla

   

Jeg drømte, at jeg var sammen med en anden pige, som hed Milagros.
Hun er en smuk pige. Hun kan væve fine mønstre. Hun vil få et bedre liv, hvis hun vil sælge alt det, hun har lavet. En skønne dag spiller hun med i et teater. Hun er rigtig glad. Hun vil være ligesom solen, og hun spiller god musik. Der kommer en engel frem og siger til hende, at hun skal flytte hjemmefra.
Hun finder nye forældre. Der vil hun få det godt. Der er en ny mor og en far. De har to børn, der hedder Silvester og Maria. Og moren hedder Anna og faren hedder Alfredo. De går ud og sælger små køleskabsfigurer og tjener så godt, at får et godt måltid. Men Melissa var ikke som de andre, men alligevel vil hun være sammen med nogle af de andre. Hun tegner i sandet med en pind. Klimaet er forår og vi har vinter herhjemme. Men dernede levede de et godt og langt liv. De levede lykkeligt til deres dages ende.
Stine

   

I sult og nød kan man ikke leve.
Man må gå ud på gaden og tjene til føden.
De var så bange for at blive pisket med et ris.
De var så ulykkelige.
Stine

   

Historien om hvordan det var dengang:
Der var engang en mand og en kone, der der ikke var så søde.
De drak sig fulde. De havde en indianerpige, som hed Maria. Hun skulle ud på gaden og tigge, og der skulle hun sælge små fingerdukker. Hun turde ikke komme hjem til sine forældre. Hun blev ved med at sige: Kom og køb! Kom og køb!
De hørte hende og købte så mange, at hun nu turde komme hjem. Hendes far og hendes mor fortalte, at de var så stolte af hende. De blev så glade, at de tog ud og spiste godt.
Stine

   

Der var en lille dreng, som hed Alfredo.
Han måtte hver aften gå ud i gaderne og sælge cigaretter.
Ellers blev han slået af sin far
Michael

   

En pige som dig, Melissa.
Du er så smuk som nogen.
Maler du din skytsengel som ravhjerte.
Peter Gammelgaard

   

Melissa lever i en familie.
Fattigdom havde de.
Mad. Men ikke nok til alle sammen.
Faderen var alkoholiker.
Han drak stærk majs øl.
Så døde han af drukkenskab.
Melissa kom til en rig familie, og hun blev smukkere for hver dag.
Der kom en ung mand på hendes egen alder.
Den første dag blev de kærestefolk.
De levede lykkeligt til deres dages ende
Peter Gammelgaard

   

Der var engang en dreng, der blev slået af sin far. Drengen hed Carlos. Faren drak masser af øl og blev fuld. “Du skal gå ud og sælge cigaretter, og du skal ikke komme hjem uden penge”
Peter Jensen

   

Det var sommer og solen skinnede hele dagen. Alle gadebørnene var glade, og de legede sammen og gik i vandet for at bade. De gik i skole for at få musik undervisning. De var gode til at spille musik og danse for at tjene penge, som de kunne købe mad for. De var lykkelige og glade den dag. Men om aftenen ved solnedgang skete der noget. Der kom nogle mennesker og tog deres penge. Da havde de det ikke så godt. De lavede noget mad, som de kunne spise. Men lidt penge havde de til at købe tøj for. Alle gadebørnene var klædt på i det nye tøj, og de var rigtig flotte. De holdt fest for solen. De dansede hele natten lige til solopgang.
Eline

   

Peru er et land, hvor der er fattigdom. Børnene går på gaderne og tigger til maden, så det er ikke let. Men der er et sted, hvor de kommer om formiddagen, og nogle andre om eftermiddagen. Oppe i bjergene er der huse af ler. Når de skal transportere ting, bruger de lamaer, når de skal ned til byen. Men der kører også minibusser. Når det er vinter herhjemme, er det sommer derovre. Jeg synes, det er dejligt at støtte dem. Det vil jeg blive ved med at gøre, så de kan få det bedre. Jeg har meget ondt af dem og synes, at de fortjener at få det godt. Hvis jeg havde været i Peru, ville jeg hjælpe dem ligesom Else gør.
John

   

Melissa er et udviklingshæmmet barn. Hun er ikke ligesom de andre, og der er nogle af de andre børn, der driller. Hendes mor er flov over hende. Når gæsterne kommer på besøg, bliver hun sat ind i et skab. Når de er gået, kommer hun ud. Hun kan mærke at skytsengelen beskytter børnene, så de ikke driller hende. Men nogle hører ikke efter deres engel.
John

   

Maria er en pige, som også trænger til hjælp. Hun går til musik for at kunne spille på gaden og sælge ting, så hendes familie kan få mad. Der er nogle børn der dør, når de er små, 2 eller 5 år, hvis de bliver forkølet eller syge.
Det er fint, at man kan støtte dem. Solens Børn er en forening, som støtter og hjælper dem.
John

   

Carlos kan få et bedre liv med en ny far, som ikke slår og skælder ud, men tager sig godt af ham og er glad for ham. Faren kan tage sig af salget af cigaretter. Og så er det rart, hvis man kan lade være med at slå sit barn. Det er bedre at snakke om tingene.
John

   

Melissa sad uden for sit hus og tegnede i sandet med en pind, da en fremmed mand med langt sort hår kom. Han så Melissas fine billede i sandet. “Du er meget dygtig”, sagde han. Han tog hende i hånden. “Vi skal nok blive gode venner, vi to”, sagde han. Jeg skal bo hos jer og arbejder inde i byen. “Hvad hedder du”, spurgte Melissa. “Carlos hedder jeg” sagde manden. Sådan en dygtig pige skal gå i skole og komme i rang med andre børn og lære noget, og de fine billeder kan sælges til turister”. Melissa kom så i skole hver dag, men det kunne hendes mor ikke lide. “Hun kan jo ingenting”, sagde hun. En aften hvor Melissa tog noget garn for at strikke fingerdukker, kom hendes mor bag på hende og gav sig til at slå løs på hende. Melissa blev helt vild. Hun skreg og bed og sparkede. Da hendes mor syntes, at hun havde fået nok, blev hun låst inde i et skab. “Lig nu der og brøl færdig”, råbte hendes mor “så kanske du holder op med de hundekunster en anden gang. Melissas mor hed Luz. Hun var så forpustet, at hun måtte sætte sig ned, og da hun senere kom for at lukke Melissa ud af skabet, var hun væk.
Melissa var løbet ned til byen. Carlos sagde: “Hvad gør du her, min pige? Nu du er her, så kan du hjælpe mig”. Da arbejdsdagen var forbi, og de gik hjem, sagde Carlos: Fortæl mig nu, hvordan det skal forstås, at du render her på vejene og tosser?” Så måtte Melissa fortælle, om garnet, hun havde taget ud af sin mors kurv, skabet hun var blevet låst inde i, og pryglene. “Men du siger det vel ikke til Luz . Til mor”, rettede hun sig selv. “Du skal ikke være bange”, var det eneste Carlos sagde. Da Carlos kom hjem, var han længe om at fodre sine to lamaer. Han beholdt Melissa ude hos sig. Luz kom ud og talte til Carlos, men han svarede ikke, og Luz skyndte sig ind. Senere kom Carlos ind med Melissa. Han var grå i ansigtet og havde en tyk kæp i hånden. Luz flygtede fra hans blik og pressede sig helt op i hjørnet. “Ja, du kigger på os,” sagde Carlos og gik frem i stuen, “men der er også et barn, der anklager dig.” Han løftede op i Melissas kjole. Hun havde røde opsvulmede striber overalt. “Det gør ondt endnu. Du er flink til at lægge i. Lad os nu se om du er lige så flink til at læge igen. Kom og kys den lille lige så mange kys, som hun har fået slag”. Han sad og ventede: “Nå!” Luz skar ansigt af væmmelse, “Så du holder din mund for god til at kysse, hvor din hånd har slået,” sagde Carlos og langede hen på bordet, hvor stokken lå. Luz rakte armene bedende frem, men Carlos så ubønhørlig ud og lignede ikke sig selv. Så gik Luz hen og kyssede Melissa. Resten af aftenen undgik Luz at se på dem.
Men næste morgen var Carlos igen den gamle. Han gik og nynnede og vækkede Luz med et kys, som han plejede. “Min slægt var nok ikke så meget at regne,” sagde Carlos. “Kanske den ikke er det værd, men aldrig blev der lagt hånd på os børn, skal jeg sige dig. Jeg husker, hvordan min bedstefar så på sine hænder og sagde: De har måttet tage i meget, men aldrig har den indianerhånd været vendt mod de værgeløse. Sådan vil I også sige engang, så det vil jeg råde dig til at tænke på.” Luz tog alt det til sig. Hun ønskede ikke at se Carlos, som aftenen før.
En dag hvor Carlos var på vej hjem fra arbejde, kom der en rig turist og fortalte om en rig enkefrue i Frankrig. Hun havde et helt gods. Der skal du flytte hen og få fem raske drenge.” Jeg har en datter god nok til mig”, sagde Carlos afvisende. “Hun er jo udviklingshæmmet”, sagde den rige turist, og sådan nogle skal man ikke have med at gøre, om man ikke vil”. “En har nok hørt om det”, sagde Carlos, “men i min familie gør vi ikke forskel, og Melissa skal have nogen, der elsker hende”. “Det gør du med din samvittighed, Carlos”, sagde den rige turist. Men loven siger intet sted, at man skal elske og tage sig af en udviklingshæmmet, og flytter du til Frankrig, så bliver godset også dit.” “En svigter aldrig Melissa,” råbte Carlos. “Nu ved du det”.
Lise

   

Der var engang en indianerfamilie, en mor, en far og 5 børn, hvor af de 2 var tvillinger. Tvillingerne hed Melissa og José. Den familie var så fattig, at de ikke ejede salt til et æg. Tvillingerne var inde i byen for at sælge små strikkede fingerdukker, så de kunne tjene lidt penge til mad.
I byen var der to turister i byen, som havde mange penge på lommen. De 2 små indianerbørn gik derhen for at sælge fingerdukker til dem. Den ene turist ville ikke af med nogen af sine penge. Han købte ikke så meget som en eneste fingerdukke. “Sådan nogle tiggerunger.” Men den anden, hun var ikke sådan. Hun købte 50 fingerdukker. Så havde de 2 små tjent så meget, at familien kunne købe mad.
Den rige turistdame indså, hvor mange fattige børn, der var i det land, og hun besluttede sig for at hjælpe og støtte dem. Hun rejste rundt i små landsbyer i bjergene, og besøgte den ene fattige familie efter den anden. Hun så hvor elendigt de havde det, og at børnene gik tiggergang for at tjene til føden. Så var der 5 små indianerbørn, der spillede musik på gaden for at tjene penge til mad. Den rige dame sagde til sin søn: “Se de fattige børn, jeg vil give dem nogle penge. Har du noget at give dem?” “Ja”, sagde hendes søn “Jeg har 50 soles”. Han lagde pengene ned i deres musik hat, og damen sagde til sin søn: “Det er synd for dem, de mangler meget.”
Lise

 

Læs mere om Solens børn

   

Dette indlæg blev udgivet den fredag, 22. februar 2008 kl. 12:05 og er gemt i Historier. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.