Liste over PRs medlemmer
I Do Stafetten
Om kampagnen
Skabelon

M´baúlen er på markedet i Mozambique

OVE er gået sammen med den lokale organisation ADEL-Sofala i SEALAS projektet og har udviklet et trækulskomfur, M’baúle, som bruger væsentligt mindre trækul end de gængse. Mozambiquiske forbrugere har kunnet købe komfuret siden oktober 2007.

 

Af Malene Wiinblad, Cand. Techn. Soc., bosat i Mozambique, OVE 
 

Stemningen er forventningsfuld og præget af alvor. Cerâmica-gruppen, der producerer trækulskomfurerne, er samlet med ADEL-Sofalas ledelse og projektets danske leder Bjarke Rambøll fra OVE. Cerâmica-gruppen har nu mere end 80 komfurer på lager. “Vi har besluttet at sætte salget i gang i løbet af de næste 2 uger”, siger Bjarke Rambøll. “Nu gælder det business. Projektets succes afhænger af, at I kan producere tilstrækkeligt mange komfurer i en god kvalitet”.
“De er klar”, forsikrer lederen af Cerâmica-gruppen, Joaquim Azevedo. Cerâmica-gruppen skal på længere sigt fungere som en virksomhed, der selv styrer produktion, salg og fordeling af indtægterne. Joaquim Azevedo vil gerne bygge sit eget hus med bølgeblikstag. Salg af m´baúlen kan være med til, at drømmen går i opfyldelse. Hans kollega Pedro Zihenga vil spare op til sin pension. I dag får medlemmerne af gruppen løn fra projektet på 600 mts (130 kr.) månedligt. Der er lang vej til, at gruppen er selvkørende, men Hamid Taybo, ADEL-Sofalas direktør, mener, at medlemmerne er godt på vej til at kunne tage ansvar for hele processen.

   

OVE støtter lokale energiløsninger
Mozambique er et af verdens fattigste lande. Op mod 70% af befolkningen bor på landet, hvor energiforbruget er helt domineret af brænde og trækul. Flertallet af byboerne bruger også trækul. I Sofala-provinsen i den centrale del af Mozambique, hvor SEALAS-projektet foregår, har kun knap 3% af befolkningen adgang til elektricitet.
OVE og ADEL-Sofala har samarbejdet siden 2004. De to organisationer supplerer hinanden godt, da ADEL-Sofala har mange års erfaring med lokal økonomisk udvikling og indkomstskabende aktiviteter for de fattigste, mens OVE bibringer erfaringer fra sine miljø- og energiprojekter rundt om i verden.
Projektets formål er at udbrede bæredygtige energiløsninger til de fattigste befolkningsgrupper. “En stor del af befolkningen bor uden for de områder, som vil blive forsynet med elektricitet. Derfor er der behov for andre løsninger, som også sparer på træressourcerne,” forklarer Bjarke Rambøll.
SEALAS samarbejder både med energimyndighederne, NGO´er og lokalsamfundet for at introducere flere forskellige energiløsninger, som både er miljøvenlige og billige i brug for de mozambiquiske familier. Det kan fx. være solpaneler på de lokale skoler, så man kan studere om aftenen og etablering af energibutikker med gratis information og salg af trækulskomfurer, paraffin og flaskegas. SEALAS har fået 7,3 millioner kr. fra DANIDA til at gennemføre projektet.

Produktion af trækulskomfurerne er en del af projektets hovedindsats, nemlig at optimere forbruget af træ til energiformål. I dag er der et enormt spild af energi i produktionen og forbruget af trækul, men hvis hele processen optimeres kan der spares 80 procent af det nuværende forbrug.

   

Genplantning af mangroveskov
Det første skridt i optimeringen er at bevare træressourcen. Mangroveskoven, som vokser langs kysten omkring Sofalas hovedby Beira, er en væsentlig kilde til trækul og brænde. Der skal meget til for at forsyne byens 600.000 indbyggere.
ADEL-Sofala har undervist beboerne i landsbyen Nhangau i naturbevarelse og kontrol med ressourceforbruget. Det har ansporet 10 af landsbyens mænd til at danne en komite til kontrol med naturressourcerne. I 2007 har komiteen plantet 500.000 mangrove-skud på et 18 ha stort område for at genetablere mangroven. Komiteen patruljerer også i mangroven, og når de tager nogle i at fælde træer, bliver det stoppet. “Vi forklarer folk, at mangroven er vigtig. Hvis den er væk eroderer landsbyen bort, og fiskene har ingen steder at yngle”, siger komiteens vice-formand Afonso Santos Escova. “Det er i orden at fælde til eget forbrug, men ikke til videresalg”. Komiteen har selv skaffet penge til uniformer og de lokale myndigheder og traditionelle ledere har godkendt, at komiteen foretager patruljer for at reducere hugsten.

    

Besparende trækulsproduktion
ADEL-Sofala har sammen med Eduardo Mondlane Universitetet i Maputo undervist kulsviere i Sofala i at lave miler, som kan give 50% mere trækul fra den samme mængde træ. ADEL-Sofalas indsats har været at træne kulsvierne i at opbygge en forening og samarbejde om selve salget.
M’baúlen udnytter trækullet ca. 40% bedre end det traditionelle komfur. Den er en tilpasning af jiko-ovnen, som bruges i flere af Mozambiques nabolande. SEALAS begyndte at samarbejde med Cerâmica-gruppen i 2006. Det har ikke været lige ud af landevejen at sætte m’baúlen i produktion. Genbrugsmetal i store mængder er svært at få fat i og det isolationsmateriale, som nabolandene bruger, er meget dyrt. SEALAS har derfor været nødt til at tilpasse modellen.
Det tekniske er én side af sagen, men den virkelige udfordring har været den bagvedliggende proces. “Vi har arbejdet med udviklingen af konceptet mere end et år. Alt for mange projekter ser kun på det tekniske. Det betyder, at når projektmidlerne er væk, ja så stopper alle aktiviteter. Det tager rigtig lang tid at få noget til at køre af sig selv. Derfor har SEALAS fokuseret på mobilisering og organisering af de lokale grupper til at tage ejerskab og til at se det som en proces”, forklarer Bjarke Rambøll.

  

Prisen på m’baúlen skal ned
Nu er m´baúlen på markedet, men det er kun et skridt på vejen. Den sælges for 120 mts (26 kr.), så forbrugeren kan tjene udgiften ind på mindre end en måned. ADEL-Sofala mener dog, at prisen skal længere ned. “Den fattigste del af befolkningen skal kunne være med. Ellers ender vi med kun at sælge til middelklassen, som kun bruger komfuret til barbecue en gang i mellem”, siger Hamid Taybo.
Hamid Taybo vil satse på kvindelige sælgere. De kan bedre forklare m´baúlens fordele til brugerne, som hovedsageligt er kvinder, mener han. Kvindernes reaktioner på at bruge komfuret kan også medfører nye tilpasninger og ændringer af m’baúlen.

   

Læs mere om OVE


Skriv en kommentar

Nyeste kommentarer
  • engescemfex: Christmas was on restarting shells or governor’s as the couldn’t offered off from the...
  • Mie Kruuse Meineche: Kære Tania Rørende historie. Barsk, men med håb! Hilsen Mie
  • Sana: I totally agree with you, very nice written, all facts. It is heart breaking to see Afghanistan like this.
  • Sana: Sometimes we form an idea of who people are by generalizing them which is of course not good. But this...
  • jimmy jørgensen: hej karina,vi boede osse en overgang på skolen i juelsminde,vi rejste rundt og samlede ting ind...
Kommentér historierne