Dansk - Indisk Børnehjælp blev etableret i 1998 af en gruppe danske kvinder med henblik på at gøre noget for piger og kvinder i Indien. Dette er et uddrag af en kronik bragt i Berlingske Tidende 22. september 1998 og viser, hvorfor det er vigtigt at hjælpe netop piger og kvinder.
Af Tine Elisabeth Larsen, formand for Dansk - Indisk Børnehjælp
I foråret 1998 rejste jeg igen til Indien bl.a. for at undersøge forholdene for børn og kvinder i delstaten Tamil Nadu. Jeg besøgte skoler, børnehjem, universiteter, kvindeorganisationer og landsbyråd samt forskellige Danida-støttede projekter. Det, der havde min interesse, var de følger, medgift forårsager for piger og kvinder. Medgift er den “gave”, kvindens familie skal betale ved indgåelse af ægteskab.
Èn af følgerne ved medgift er drab på pigebørn og fjernelse af pigefostre. Først i de senere år er der kommet fokus på pigedrab i Tamil Nadu. I 1993 kom et BBC produceret dokumentar-program “Let Her Die”, efterfulgt af flere tamilske film.
Synet på kvinden
På alle områder, socialt, økonomisk, religiøst og i familien, anses drengebørn for at være mere værd end pigebørn. Drenge fører familien videre. Sønnen tager sig af forældrene og er nødvendig i de hindu-religiøse ritualer. En pige derimod, betyder udgifter og bekymringer. Når hun bliver gift, flytter hun væk fra sin egen familie for at tilhøre sin kommende mands familie. Ved ægteskabets indgåelse skal hendes familie betale en medgift eller “gave”, som meget ofte betyder store økonomiske omkostninger. Medgiften består af penge, smykker og andre materielle goder. Prisen og antallet af varer afhænger af kaste, alder, uddannelse m.m.
Medgift er udbredt blandt stort set alle grupper i Tamil Nadu. Selvom den indiske regering i 1961 vedtog et forbud, så fortsætter praksisen med medgift og er i disse år stigende, fordi medgiften giver mulighed for at få del i materielle goder en familie ellers ikke ville have råd til. Omkostningerne ved medgift er bl.a. drab på pigebørn, tvangsaborter, mord og selvmord.
Manu, der betegnes som hinduismens lovgiver, skriver, at en kvinde skal være sin fars skygge i sin barndom, sin mands skygge i sin ungdom og i sin alderdom sin søns skygge. I et samfund, der så åbenlyst foretrækker mænd og drengebørn, er det ikke svært at forestille sig, hvilket pres kvinden udsættes for, når hun bliver gravid og i forvejen har en pige. “Kun hende, der har født en søn, er en sand hustru” står der i Manus lov. Når en dreng fødes er der fest i gaden, trommerne lyder og naboerne inviteres indenfor. Omvendt beskriver en kvinde sin fødsel: “Der var ingen fest, ingen slik, ingen astrologer til at forudsige hendes skæbne og lod. For hendes skæbne var kendt, hendes lykke beseglet. Hun var født som pige!”
Drab på pigebørn
“Den første pige har gode chancer for at overleve, nummer to og tre gør det sjældent”. Man foretrækker sønner, og kvinder har lav status. Det betyder at, kvinder slår deres pigebørn ihjel af medlidenhed. For at skåne dem for, hvad mange kvinder selv har været igennem af hustruvold, voldtægt og andre grusomheder. “Det er bedre, at pigen lider en time eller to og så dør, end at hun skal lide igennem hele sit liv” udtaler en kvinde, der har slået sit barn ihjel. Drabene på pigebørn foregår på forskellig vis. De kvæles, får saft fra giftige blade, brændes, smides i brøndene eller i vej kanten eller begraves levende.
Stort set alle landsbykvinderne havde flere drenge end piger, og de gav udtryk for, at de var ulykkelige, hvis de fødte mere end en pige. Ud fra den betragtning, at en pige var en økonomisk byrde, fordi der skulle bruges flere penge på hende i form af tøj og smykker i forhold til en dreng, og at der på et senere tidspunkt skulle betales medgift.
Fattigdom
Både blandt højere middelklasse og overklasse, altså i den “bedre stillede” del af befolkningen, vælger man pigebørn fra i form af abort. Dem, der har råd til det, får foretaget en scanning. Viser den, at fostret er en pige, og har familien i forvejen en pige, vil familien i mange tilfælde tvinge kvinden til abort. Alternative for India Development skriver: “Efter at have konstateret barnets køn, blev der i Bombay foretaget 8.000 aborter. De 7990 var pigefostre.”
At vælge sit pigebarn fra sker på tværs af kaste og klasse og kan derfor ikke udelukkende karakteriseres som et fattigdomsproblem, men i ligeså høj grad et symptom på et patriarkalsk systems opfattelse af drenge og piger, mænd og kvinder og deres rolle i samfundet.
Desværre er denne tekst stadig i høj grad aktuel, da Indien i dag iflg. undersøgelser mangler 50 mio. kvinder og praksis mht. medgift og spædbørnsdrab fortsætter.
Læs mere om Dansk-Indisk Børnehjælp
