En beretning fra Tanzania om mødet med Thomas, som i sit sygdomsforløb måtte stifte bekendtskab med det tanzanianske sygehusvæsen eller manglen på samme.
Af en repræsentant for ULD-80, Ulandsdebat af 1980
Jeg boede på en skråning, da jeg opholdt mig i Tanzania. Nede i bunden af dalen var der frugtbart. Gennem århundrederne var jorden skyllet derned fra bjergsiderne, så der var mange små hytter og bananplantager. Sidst på dagen, når jeg trængte til motion og frisk luft, tog jeg ofte en tur derned ad en lille sti.
Lige der, hvor stien forsvandt ind i bananplantagerne, lå en lille hytte. Der var de sædvanlige lerklinede vægge, bliktag og en pæn ryddet og fejet plads foran huset. Idet jeg går forbi, hører jeg en stemme: “Hello, how are you?”. Der var ingen at se, men der var en mørk døråbning. Ved nærmere eftersyn lå der en mand indenfor døren under et tæppe. Jeg blev budt indenfor på fejlfrit engelsk, så jeg sagde ja tak. Det var sjældent at høre bønder tale engelsk. Thomas hed manden, og han var syg og sengeliggende. Havde ligget på ryggen på samme sted i 4 måneder. På jorden på en halmmadras. Det så ud som om hans venstre ben var lammet. Musklerne var svundet ind til ingenting, så benet var tyndt og slattent. Han var heller ikke selv for velnæret. Men han var glad for selskab, så jeg fik at høre om hans tid som lærer i en landsby 30 km borte. Han havde undervist i engelsk, derfor hans gode sprogkundskaber.
Hans sygdom var tilsyneladende ikke blevet behandlet, og det forstod jeg jo ikke helt. Det koster penge sagde han, og dem har jeg ingen af. Men da jeg forklarede, at jeg nok kunne skaffe penge til behandlingen og måske også transport til hospitalet, ville han da godt gøre et forsøg. Men da jeg kom næste gang og skulle aftale, hvornår det skulle finde sted, var hans søster lige ankommet med den stedlige kloge kone. Hun havde medbragt urteafkog og nu skulle det altså prøves først.
3 uger senere var det værre. Benet var nu tykt, opsvulmet og meget ømt. Han havde tabt sig endnu mere og havde tabt livsviljen. Han ønskede nu kun at blive flyttet hjem til sin søster, så han kunne dø i fred og blive begravet på familiegravstedet. Jeg mente jo, at når vi alligevel skulle flytte ham, så kunne vi ligeså godt køre forbi hospitalet først. Det kunne jo være, at de kunne gøre noget for ham.
Jeg fik så aftalt med Susanne, der var dansk missionær, at vi skulle hente ham et par dage senere. Hun havde en firehjulstrækker, der godt kunne klare turen ned i dalen. Vi startede en tidlig morgen. Vejen var elendig med store rullesten. Regntiden havde været meget voldsom, så sandet var vasket væk fra stenene og der var grøfter både langs vejen og tværs over. Nede i dalen havde regnen skyllet en fem meter dyb slugt tværs over vejen, så da måtte selv landcruiseren give op. Efter tre km til fods nåede vi frem.
Vort problem var at få transporteret den syge mand hen til bilen. Men de fremmødte naboer gik efter nogen diskussion i gang med at lave en båre. Et par yngre mænd tog båren på hovedet og af sted gik det. De småløb, så vi havde svært ved at følge med.
Det var først på eftermiddagen, før vi nåede hospitalet. Den stakkels mand havde lidt meget under strabadserne, så han bad så mindelig, om ikke han blot måtte blive liggende helt stille i bilen. Men vi mente nu, at når han var kommet til hospitalet, så skulle han også behandles. Men først måtte vi hen til lugen og betale 5000 shilling. Det lyder af meget, men svarer til 60 kr. Men for de lokale er det et stort beløb, en dagløn er på fra 500 til 1500 shilling. Så det er ca. en uges løn for at komme ind på hospitalet. Hvis man altså har arbejde, hvad de fleste ikke har. Skal man opereres er taksten den samme, mens indlæggelse koster 1000 shilling eller 11 kr. om dagen.
Nu regnede vi med, at Thomas var i gode hænder. Men to dage senere, da jeg besøgte ham, så det ikke for godt ud. Han havde fået skåret hul i benet, så betændelsen flød ud i sengen, gennem lagnet og ned i madrassen. Det lugtede ikke godt. Han var ikke blevet vasket, så gammelt snavs lå overalt i sengen og selve stuen så ikke ud til at være blevet fejet i flere dage. Men Thomas var ved godt mod. Smerten var væk nu, da han havde fået lukket op til betændelsen. Så han havde fået et håb om måske at kunne blive rask igen.
Nogle dage senere var han stadig ikke blevet vasket, Så jeg spurgte ham, om jeg ikke skulle vaske ham. Men det ville han alligevel ikke have. Og ved næste besøg havde personalet taget sig sammen og fået ham og stuen gjort ren. Jeg tror endda han havde fået ren madras. Tålmodighed er en dyd, især når man er i Afrika. Thomas fik kun hospitalets mad. Og den er ikke noget at prale af. Slet ikke når man er afkræftet og skal komme til kræfter. Senere kom hans søster og lavede mad til ham. Da jeg rejste hjem, havde Thomas ligget der i 3 uger, og der var ikke de store fremskridt. Han havde også et grimt liggesår, som ikke ville hele, og benet blev ved med at være betændt. Der var meget småt med penicillin, så det blev kun brugt i yderste nødstilfælde.
Da jeg et halvt år senere kom tilbage, var der en regning fra hospitalet på indlæggelse og ekstra mad. Thomas traf jeg ude i en landsby. Han var i gang med genoptræning. Senere har han skrevet til mig, at de kalder ham Lille Jesus. Han var næsten død, og nu er han levende. Han begyndte at undervise igen i juli i år.
Læs mere om Uld-80
