“Synet på kvinder må ændres. Piger skal have uddannelse. De burde have flere muligheder for at finde arbejde og de burde blive respekteret. ” Sådan siger en 20-årig kvinde i Bangladesh. Hun blev smidt ud af sin svigerfamilie, fordi hun aldrig kom med den medgift, som de havde regnet med, da de narrede hende til at gifte sig med sønnen i huset. Et 6 måneders daghøjskolekursus med almen undervisning og håndværksmæssig træning ændrede hendes livssituation.
Af FFD, Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Da jeg var barn, var vi meget fattige, kan jeg huske. Vi havde ingenting. Jeg har to søstre og en bror, og jeg er den yngste. Da jeg var 7 år gammel sendte min moder mig af sted til et hus. Jeg skulle arbejde der som hushjælp og aftalen var, at de skulle give mig mad og mulighed for at gå i skole. Familien var fra vores landsby. Jeg blev i hjemmet i et år. Men der var ikke tale om at få fri til at gå i skole, så jeg kom hjem igen.
Min mor ville også have mig til at lære syning, men jeg ville fortsætte min uddannelse efter BRAC-skolen. Vi var bare så fattige dengang, så da jeg gik i BRAC-skolens 2. klasse, blev jeg optaget på Gonobidyalaya. Efter opholdet på Gonobidyalaya tog jeg tilbage til BRAC-skolen og gik der intil 5. klasse. Jeg fik en symaskine fra Gonobidyalaya, som jeg brugte til mit arbejde, så jeg kunne tjene penge. Så sendte Gonobidyalaya mig til Dhaka for at blive videreuddannet, og det lærte jeg en masse af. Derefter tog jeg 6. klasse på skolen i Uchai.
Min bedstefar havde tre brødre. En af mine onklers sønner, eller rettere sagt hans mor, holdt meget af mig og ville gerne have mig gift med hendes søn. Jeg syede godt og tjente derfor penge, så jeg fik en del frierier. Da et af dem blev overvejet, sagde min tante, at hendes søn ville begå selvmord, hvis jeg ikke ville gifte mig med ham. Så blev jeg narret til at besøge dem og gifte mig med ham. Selv min mor vidste ikke noget om det.
Jeg skulle have haft noget jord fra min far, men der var nogle ondsindede folk fra landsbyen, der rådede min mor til ikke at give mig noget, fordi jeg havde giftet mig mod deres vilje. Samtidig var min svigerfamilie utilfreds med, at jeg ikke fik nogen medgift, så de mishandlede mig. Jeg blev hos dem i tre år og så smed de mig ud.
Jeg rejste anklage i det lokale landsbyråd. Jeg tog endda til Jaypurhat for at anlægge sag. Min svigerfamilie snød mig igen, da de sagde, at de ville tage imod mig. For da jeg vendte tilbage til dem, afslog de igen at acceptere mig. De begyndte at bagtale mig, så jeg var nødt til at forlade min mands hjem.
Jeg blev i min fars hjem halvandet år. Der var så meget strid omkring mit ægteskab, at landsbyens ledere sagde, at det var bedst at blive skilt fra min mand. Jeg har en datter, som på det tidspunkt var to år. Jeg fik en symaskine fra Gonobidyalaya. Alt hvad jeg tjente dengang, blev brugt på min fars familie. Men nu prøver jeg at spare lidt op til fremtiden.
Min mor bor hos min bror. Jeg bor alene sammen med min datter og uanset hvad jeg tjener, skal jeg kunne klare mig for det. Min indtjening på syning er sæsonbestemt. I de måneder, der høstes ris, tjener jeg mere. Og så er der også en indtægt, når der er Eid-fest to gange om året. I vores landsby er det min søster, mig og en anden pige, der udfører syarbejde.
Jeg kan leve nu af det jeg tjener på min syning, men det bliver svært at overleve kun på syningen, når min datter bliver større. Det er begrænset, hvad der er af arbejde, og det er ofte en usikker levevej. I fremtiden vil jeg måske have høns eller opdrætte køer og geder. Jeg sparer sammen til at købe dem nu.
Min mand har ikke giftet sig igen, men han holder slet ikke kontakt til mig eller vores datter. Nogen gange besøger hun min svigermor, men de hjælper aldrig økonomisk. Mens jeg boede hos min far i halvandet år, gav de mig heller aldrig penge til at dække mine udgifter. Hovedårsagen til, at min svigerfamilie ikke kunne tolerere mig var, at jeg ikke fik nogen medgift med.
Tidligere, da mit barn var lille, kunne jeg ikke arbejde så meget. Men nu regner jeg med at opdrætte køer og geder. Hvis jeg ikke havde lært at sy på Gonobidyalay, ville jeg have endt mit liv som tjenestepige. Da min svigerfamilie smed mig ud, havde jeg den styrke, at jeg trods alt kunne tjene til livets opretholdelse. Uden at have lært et fag på Gonobidyalaya ville jeg være blevet hånet og have skullet leve af andres barmhjertighed.
Læs mere om FFD
