Maj 2007. Van Gaio, landsby i Vietnam, 15 km fra grænsen til Kampuchea. Øjenvidneberetning fra et u-landsprojekt, som OVE deltager i, med at fremstille bedre trækul, bedre ovne, latriner og brønde.
Af Hans Pedersen, OVE
Han hedder Chau Mênh og er pensioneret skolelærer. Tidligere var han formand for den lokale afdeling af Folkets komite. Det er sådan en hædersmand, OVE har bedt om at være med til at bringe fremtiden ind i Van Gaio, en lille landsby i Vietnams Mekong-delta.
Fremtiden drejer sig om trækul. Introduktion af forbedrede metoder til at fremstille trækul, samt om ovne, der er langt bedre end de traditionelle - rent energimæssigt.
Projektet
Gennem fem år er OVE sammen med dansk-vietnamesisk forening og Care med til at hjælpe lokalbefolkningen i to vietnamesiske provinser Soc Trang og An Giang vest for Ho Chi Minh City. Provinserne bebos fortrinsvis af khmerer, der for år tilbage var et herrefolk i Kampuchea, Thailand og dele af Vietnam. Men det er mere end fem hundrede år siden. Nu bor der 1,2 mill. khmerer i den fjerne del af Mekong-deltaet op mod Kampucheas grænse. Khmererne er ikke i samme omfang som den øvrige del af Vietnams befolkning kommet med i den buldrende økonomiske udvikling. Derfor dette projekt, der er betalt af Danida.
Processen
Hidtil er trækul blevet lavet af træ, som sine steder er sparsomt udbredt, hvorfor der går ganske megen tid alene med at sanke træ til produktionen af trækul. Chau Mênh er med til at indføre, at man anvender skallerne fra kokosnødder, resterne af majskolber fra måltidet, den nederste træagtige del af forskellige palmeblade og andet træagtigt organisk materiale. Alt sammen materialer som hidtil har været upåagtede som ressourcer til produktion af trækul.
Ovnen til produktion af trækul, som Chau Mênh anvender, er også gjort langt mere effektiv end de tidligere ovne - isoleret med en skal af ler og cement. Man anvender endda røgen fra trækulsbrændingen!
Der er sat et bambusrør på trækulsovnen som skorsten. Bambusrøret står skråt, og der er savet en slidse i det og sat en plastikbøtte neden under slidsen. Når røgen kondenserer - som dug på en rude - lidt oppe i røret, drypper den kondenserede røg ned i bøtten. Denne eddikesyreholdige væske er stærkt koncentreret. Det øverste lag fortyndes tusind gange og anvendes som gødning for de planter, man dyrker i køkkenhaven. Væsken er tillige effektiv til at bekæmpe parasitter og svampe. Planterne bliver derved større og stærkere. Når planterne bliver stærkere, bliver de samtidig bedre foder for husdyrene, der dermed også bliver større og stærkere.
Det nederste lag i væsken er efter at have stået nogle måneder tjæreagtigt. Det anvendes til produktion af shampoo.
Alt i alt en win-win situation. En samlet energigevinst på 60-70% i hvert fald, hvis man regner gevinsten fra de forbedrede ovne med.
Ovnene
Det var helt tydeligt den gamle skolelærer, der kom op i Chau Mênh, da han stillede to ovne op for de forsamlede landsbybeboere. Den ene ovn var den gammelkendte type, den anden den ny type ovn. Der kom en gryde over med en liter vand i på begge ovne. Vandet i den nye ovn kom i kog på 10 minutter. Vandet i den gamle type ovn kom i kog på 20 minutter.
Når dertil kommer, at de nye trækul er langt renere, så de ikke i samme grad som de gamle trækul giver gener for åndedrættet, er det samlet noget af en succeshistorie. Nu mangler så udbredelsen af disse mere effektive metoder.
Latriner og brønde
“De varme lande er noget lort”, synger Shubidua i en af sine uafrystelige sange. Hårdt er det som hvid at opholde sig konstant i 38 graders varme. Men når det lige præcist drejer sig om lort, så er det intet mindre end en historisk begivenhed, da vi den dag i maj i Van Gaio er vidne til opbygningen af landsbyens første latrin nogensinde. Dækket står med skinnen det endnu våde cement og “pedallokumsskålen”. Huset er endnu ikke bygget. Hidtil har befolkningen besørget i det fri, med de muligheder for overførsel af diverse sygdomme, det giver. Når latrinerne er bygget, kommer næste trin: At bruge dem - og bruge dem korrekt, så de ikke netop bliver et sted, hvor parasitter og sygdomme koncentreres.
Vi er tæt på regntiden, og den er i sandhed kærkommen. Da vi ser ned i en af landsbyens brønde - et åbent cementrør, hvor vandet hejses op fra i en spand - ser vi, at der er så lidt vand, at spanden må væltes nede i bunden af brønden for overhovedet at kunne få nogle få liter vand op. Ikke underligt at befolkningen længes efter regn.
En anden af landsbyens brønde, der også tidligere var et åbent cementrør, er netop blevet til en pumpe med et cementstøbt område omkring. Det betyder, at pumpens rør kan nå dybere ned, og at der ikke er en mudderpøl omkring vandstedet, men at børn og voksne kan vaske sig på cementplateauet. Vaskevandet løber derfra ned i en tank i jorden. Dette hindrer malaria-moskitoerne i at lægge æg i vandpytterne omkring pumpen. Vandet checkes en gang årligt for blandt andet arsen.
Cikadernes sang lægger en nærmest tordenlignende kulisse. Et par hundrede meter længere henne i landsbyen lyder der dump fra støbningen af endnu en pumpebrønd. Den skal forsyne 100 mennesker med vand og vaskeplads. De mange børn følger med os over alt. De har ikke set hvide mennesker før. Da vi ankommer til arbejdspladsen ved den nye store pumpe, udvikler det sig på det nærmeste til en folkefest. Fremtiden er meget konkret ved at blive støbt for deres øjne.
PACODE-projektet er et allianceprojekt, hvor deltagerne er Dansk-Vietnamesisk Forening, Care og OVE. Projektet løber i fem år og er betalt af Danida.
Læs mere om OVE
