En cykelhistorie

Der var en gang to cykler, en herre og en dame. De stod langt ude på landet ved siden af en tredje cykel med en seddel, hvor der stod: til Senegal.

   
Af Mariama Elise Guldagger, Cykler fra Senegal

   

Cyklerne kom i en anhænger bag en bil som to herrer fra en lille forening kørte. De kørte godt og roligt. De kom til en dejlig lade endnu længere ude på landet. Der var der mange andre cykler og mange andre ting. Alle cyklerne blev glade for at møde hinanden. De var ældre, godt brugte cykler og mange af dem havde været på vej til lossepladsen. Men de var blevet reddet af den lille forening langt ude på landet, som samlede cykler til fattige bondekvinder og mænd.

   

Nu skulle alle cyklerne pakkes og det var et stort arbejde og mange fra den lille forening kom og hjalp til, og solen skinnede. For det meste. De havde også dejlig mad med, som de spiste, fordi det gør man langt ude på landet. De to cykler, en herre og en dame kom ind i den store container. Der var trangt og mørkt og temmelig uoverskueligt. Men de to cykler, en herre og en dame forblev glade fordi nu skulle de gøre stor nytte blandt fattige bondekoner og mænd. De var så fattige at de ikke en gang havde en eneste cykel at cykle på. De gik med alle ting og sager på hovedet og de bar tungt og langt. Tænk at være en gammel cykel, en herre og en dame, og så komme til gavn og glæde på sine gamle dage. Det er et sandt eventyr.
Cyklerne og mange andre ting og sager kom ud på en lang rejse. Med lastbil, med båd og det var varmt og det var trangt men de glædede sig og holdt tappert ud.

   

I havnen i Banjul var det varmt, meget varmt og de to cykler, en herre og en dame blev temmelig trætte. Men ak så tålmodige og det var godt fordi afrikanske forhandlinger og dansk mistænksomhed tager meget, meget lang tid og kræver dybe vejrtrækninger og det gjorde de, de to cykler, en herre og en dame.

   

Så skete der noget. Igen kom de op og bag på en lastbil og blev kørt ud af rædselsfulde og skrækkelige veje. Man kan næsten sige at det slet ikke er veje, det er huller og skråninger, store og små og hele tiden. Igen viste de to cykler, en herre og en dame oceaner af tålmodighed og en overbærenhed som langt overgår cyklers evner. Men de vidste begge to at det skulle gøre stor og vigtig nytte og det var det vigtigste for de to cykler, en herre og en dame.

    

Lang historie kort, de kom helt op til en landsby som hedder Brikamaba. Toldfolket sagde at det var umuligt at komme helt derop men det kom de to cykler, en herre og en dame sammen med mange andre cykler og ting og sager. De kom alle og alt i menneskehænder og det var en stor fornøjelse og alle var ovenud glade. Luften var stegende varm og fugtig og jorden var rød og alle ville cykle med det samme.

   

På samme tid skete det hjemme i Danmark, at den lille forening blev ringet op og skældt ud, fordi en vred mand som ejede de to cykler, en herre og en dame, IKKE ville ha sendt de to cykler, en herre og en dame, til Senegal. Manden ville ha erstatning, rigtig mange penge og han ville anmelde det til politiet og meget andet. Forening sagde undskyld og vidste ikke sine levende råd. Så ringede den til Mango Travel som havde hjulpet med mangen en billet til Gambia. Gode råd var ikke dyre og den lille forening ringede til et import/eksport firma i England og talte med Mister Loyd som var venlig og hjælpsom. Mange faxe senere blev det afklaret at det ville koste ca. 2000 danske kroner at få transporteret de to cykler, en herre og en dame, til Danmark og den vrede mand.
 

Så blev der sendt endnu flere fax. De to cykler, en herre og en dame, påbegyndte deres lange rejse hjem. De var MEGET kede af det. Nu havde de fået et nyt godt nyttigt liv på deres gamle dage og alle var så glade og passede på dem.
Denne gang måtte de med bussen og det var en oplevelse. Der var så mange og så meget på bussen, både mennesker, geder, høns, halm og hø og sække med tusind ting. Til sidst var de fremme, en dame- og en herrecykel. De kunne ha fået mange nye glade ejere fordi ALLE på bussen ville ha en cykel fordi få havde en cykel. Endnu en lang venten, hvor de to cykler, en dame og en herre, stod og kedede sig hele tiden. Igen forhandlinger, forvirringer og meget andet. Den lille forening i Danmark fik en forfærdelig fax fra Gambia, hvori der stod at transporten ville koste 1200 DOLLAR. Den lille forening fik ondt i maven og bad til Gud.

   

Miraklet skete, pludselig var cyklerne, en dame og en herre, i Kastrup. Men der manglede dokumenter. Mister Loyd blev faxet og fortalte i svar-faxen at han selv havde fundet cyklerne ventende og lidende i Banjul og at han selv havde sat dem på et fly. Han faxede et dokument som hjalp lufthavnen til at finde de to cykler, en dame og herre. Så blev de hentet af den lille forening.

   

Det var dagen før dagen, da præsident Bush skulle komme så hele lufthavns området var undergravet og i stærk bevogtning. Selv kloakrørene var fulde af forsvarsfolk og terroristsøgere.
Den lille forening lod sig ikke skræmme men fortsatte og efter mange kontorer, en hel dags arbejde, blev de to cykler, en dame og en herre, kørt ud af rampen og kom i foreningens hænder. Den næsten græd og genkendte de to cykler, en dame og en herre, selv cykelkurven var kommet med tilbage. Cyklerne var IKKE glade men smilte svagt og sagde: os var det ikke forundt at gøre god og solid nytte.

   

Den lille forening søgte at trøste men var også selv ked af det.
Det sidste mirakel var, at hele eventyret KUN kostede i kroner 750 og det var for at “importere cyklerne fra et ikke-EU land”. Selve transporten lod sig ikke betale. Det er et sandt under og TAK for det!
Af dette kan man lære, fordi det skal man altid, at det ikke er dyrt at sende to cykler, en dame og en herre tilbage til Danmark.

   

Til sidst håber den lille forening, at den vrede mand er mindre vred, og at de to cykler, en dame og en herre, ikke er alt for kede af det. De fik dog en sjælden rejse tur og retur.
Slut. Og det hele er ganske sandt og vist ifølge den lille forenings forkvinde.

   

Læs mere om Cykler til Senegal

Dette indlæg blev udgivet den lørdag, 23. februar 2008 kl. 16:38 og er gemt i Historier. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.