I årtier har vi, hvor ‘vi’ hovedsageligt er os fra den vestlige verden, forsøgt os med mere eller mindre heldige hjælpeprojekter i Afrika. Alt for mange ulandsmedarbejdere oplever, hvordan deres projekter falder fra hinanden kun ganske få år efter, at de har overladt driften til de lokale. Dette gør, at troen på nytten af meget ulandsarbejde nogle gange kan virke noget medtaget blandt dem med personlig erfaring.
Af Pia Valentine, Tukae
Der er ofte mange gode grunde til at et projekt, der på papiret ser fornuftigt ud fejler, men en af dem der går igen er for meget fokus på trendy’e ‘buzz words’ indenfor ulandsstrategien, og for lidt fokus på praktisk snusfornuft og lokal forståelse. I øjeblikket er det f.eks. civilsamfundsstrategien, “good governance” og ‘demokratisk participation’, som ofte bliver fremhævet, og mens disse begreber naturligvis har deres ret i visse sammenhænge, så kan de, som historien nedenfor viser, virke noget malplacerede og meget fjerne fra vores dagligdag nær Amani i de østlige Usambarabjerge i Tanzania.
Et æsel og en masse god vilje
Igennem årene har vi haft en del frivillige tilknyttet Tukae, og da vi som et forsøg sidste år besluttede at give dem medbestemmelse i en del af vores arbejde, lærte vi hvorledes demokratiske beslutningsprocesser og uovervejet eller overdreven “participation” måske ikke altid er hensigtsmæssig i et udviklingsprojekt, selvom det principielt og ideelt set ville være at foretrække.
Et af vores tiltag er Emau Hill Lodge, et naturbeskyttelses- og jobskabende projekt, der samtidig også fungerer som indkvartering for frivillige. Lodgen ligger på en bakketop midt i Usambaras smukke regnskov, og selvom vi har været med til at skaffe rindende vand til de omkringliggende landsbyer, har det indtil videre ikke været økonomisk muligt for os selv at få indlagt vand, da det skal pumpes ca. 200 meter op fra floden. Derfor har kvinderne i flere år, måtte bære vandet den lange vej op til lodgen. Vandet bliver brugt til madlavning, vask af tøj og brusebade. I perioder skal der bæres meget vand, hvilket er en besværlig og uhensigtsmæssig dagligdag for mange kvinder overalt i Afrika. Når man som vesterlænding får disse kvinders hårde arbejde tæt ind på livet, er det derfor nærliggende at ville finde et alternativ.
Vores gruppe af frivillige mente, at den rette løsning måtte være at skaffe et æsel til at bære vandet. I lavlandet havde de set et par æsler med trækærrer, og da en af de frivillige også var hestetræner mente både hun og de andre, at det sagtens ville kunne lade sig gøre på få uger at træne et æsel til at transportere vandet op fra floden og samtidig oplære en medarbejder til arbejdet med æselet. Der var en hel del skepsis blandt de medarbejdere, der havde været længere på Emau, men det blev alligevel besluttet at afprøve flertallets æselønske.
Der blev indsamlet penge til køb af æsel og bestilt seletøj fra England. Flere ture blev brugt på at lede efter det rette æsel i Muheza og Tanga, som ligger nogle timers kørsel fra Amani. Dette var ikke var helt billigt. Engagementet var til gengæld stort, og flere var involveret i denne søgen. Første problem kom imidlertid da ingen tænkte på at fylde den tomme bil med madvarer, cement, makuti eller petroleum, hvilket betød, at der til sidst kun var ris og bønner tilbage. Frustrationen over madmanglen var så stor, og der måtte ofres tid og penge på en ekstra indkøbstur til Tanga.
Til sidst blev et æsel dog fundet, købt og installeret på Emau. Den første opgave var at vænne æselet til at bære seletøj og gå turen frem og tilbage mellem floden og lodgen. Dernæst skulle æslet vænne sig til at bære vand og de rette vandbeholdere findes. Der gik et par uger med denne træning. Et æsel har behov for meget vand, så der var dage, hvor der blev mangel på vand til personlig vask og madlavning. Det betød, noget ironisk, at kvinderne derfor måtte bære ekstra meget vand op fra floden.
Endelig kom dagen, hvor Mama Khadidja og en af de andre ansatte skulle begynde at lære arbejdet med æselet. Det var imidlertid ikke så let, de fleste i denne bjergegn er ikke vant til æseler og heste, og de blev ret usikre, når æselet begyndte at skryde og selv ville bestemme hvordan, hvornår og retning. Et par gange lykkedes det helt fint og selv de mere erfarne medarbejdere begyndte at se potentialet i æslet. Da vi bor i et område med megen regn, skulle der også bygges et skur til æselet og sættes en pæl op ca. 100 meter fra floden, hvortil æselet kunne tøjres, for det var ikke muligt for æselet at gå helt ned til floden, hvilket man måske skulle have overvejet forinden. Til dette arbejde skulle der bruges et par frivillige og en ansat til i flere dage, det kom dog ikke så langt, for æselet havde sin egen vilje og var ikke let at styre, adskillige gange rev det sig løs fra tøjret og galoperede ned ad vejen eller syntes at spisehytten var det eneste rigtige sted at opholde sig. De ansatte og især Mama Khadija syntes både det var morsomt, men også trættende med dette æsel, som de ikke kunne styre, og som de ikke var taget med på råd om.
Der opstod også et andet problem: hvem skulle fjerne alle de efterladte hestepærer, der nu lå rundt omkring på lodgens plæner og fælles arealer? De lokale ansatte var absolut ikke entusiatisk ved udsigten til dagligt at skulle gøre det. Og, hvem skulle passe æselet og sørge for mad og vand, når vi “hvide” ikke var der i nogle dage. De frivillige forsøgte at hjælpe til, men en mere permanent løsning skulle findes for tiden var ved at rinde ud. De seks uger hestetræneren skulle opholde sig på Tukae, var ved at være ovre, og det hele blev mere og mere kaotisk. Lidt ironisk foreslog vi, at man jo kunne skaffe penge til at hyre en fuldtidsansat med æsel kendskab!
Nødtvunget måtte de frivillige indse at introducere et æsel og bryde gamle vaner ikke var så let, specielt ikke når man blot havde få uger til projektet. Æselet blev foræret til en lokal nabo, som blev lykkelig for gaven, men her et år efter står æselet stadig blot i naboen mark og kræver vand og mad og bliver ikke brugt som nyttedyr. Men æselet er sikkert lykkelig for dets nye driverliv liv i smukke frodige omgivelser.
Hvis man vil læse om vores vellykkede projekter, kan man læse mere om Tukae her
