Af Marie Bennike, frivillig på Operation Dagsværks sekretariat, Niger 2008
I griber hånden og blotter jeres hvide gebis. Vender mundvigene op til det store blå i et beæret smil. Kaster klistrende blikke mod mig og glor. Jeg vender mig mod jer og smiler og husker jer. I vender jer bort fra mig, så jeg ikke fanger jer og jeres hænder, smil og blikke. Det er nysgerrige blikke fulde af håb om et glimt af det fremmede. Det er forsigtige smil bag kobbergule eller kongeblå klæder.
Det er støvede hænder, der holder skålen med rester af hirsegrøden fra i går, som I rækker op til mig; Madame, le cadeau. “Nej, jeg hjælper dig på længere sigt”. “Men det er jo nu, jeg er sulten.”
Du er kjole der knitrer når du flytter dine fødder i sandet; stilletter glider ned og gemmer sig i dybet.
Du er mand, som bukker knæene sammen af høflighed, når du hilser; rejser dig inden du falder til jorden. Du er automatisk mumlen, når du ser ham igen.
Du er ung, der ligger selvtilfreds på måtten, din mor har flettet, i hytten, din far har bygget. Du er dreng, der løber efter mig, når jeg styrter ind og ud af din mandag.
Du er rytme i hirse og fodtrin ved siden af. Du er pige, der smiler når du hører jeg ikke kan, men gerne vil, forstå hvad du mener. Du er sang i takt og tone med madlavningslyde. Du er skjult hud bag tørklæde, kjole og sko, men blottet ved babyens hulken.
Du er bål, der brænder det sorte af dine hænder, men alligevel flytter du dem ikke. Du er appelsin over klitten, der oplyser jeres hoveder.
Læs mere om Operation Dagsværk
