Uddannelse i Ørkensandet

I Nigers golde landskab er nye oaser begyndt at vokse op; ørkenskoler skal være med til at skabe en lysere fremtid.

Af Anders Pilmark, frivillig på Operation Dagsværks sekretariat, Niger februar 2008

Når man først forlader hovedstaden Niamey og begiver sig ud gennem Nigers enorme landskab, er det første, der slår én, vegetationen - eller mangel på samme. Spredt over kæmpe sletter står der hist og her enkelte træer, som en gang for længe siden har kæmpet sig op gennem jordens røde sand, og som nu udgør det allersidste vidnesbyrd om livets kampvilje og modstandskraft. Netop viljen til modstand og til at ændre sig i takt med skiftende vilkår virker essentiel for Niger og dets indbyggere. Om man er nomade og derfor nødt til at vandre fra sted til andet for at græsse ens kvæg, eller man er fastboende, og derfor må bruge årets 9 tørre måneder på at arbejde i Nigeria, så er fleksibilitet afgørende for, at man kan tjene til dagen og vejen og dermed holde den allestedsnærværende sult fra døren.

Men én ting er cykliske forandringer, som er oplært og mestret gennem adskillige generationer, en anden ting er de langt mere vidtrækkende forandringer som de globale klimaforandringer har sat det skrøbelige vestafrikanske land for dagen med tiltagende styrke: tørke, ørkenspredning, fødevaremangel, etc. Det er forandringer, som ikke ligefrem lysner situationen for et af verdens fattigste lande. En tur gennem Niger kan da også meget let blive en maraton i håbløshed - ikke bare for landet som helhed, men især for den enkelte borger, som udover den materielle fattigdom, er viklet ind i et spind af afhængighed og undertrykkelse. Lyspunkter er der få af. Men ude på landet syd for provinshovedstaden Maradi findes de - gemt væk bag lerhytter og hirsemarker.

Ørkenskoler hedder de. Der er dog intet tørt ved dem - tværtimod. I et land hvor børn må knokle fra barnsben af, og hvor piger bliver gjort til koner fra 12-års alderen, udgør disse skoler i stedet en oase af lærdom og en fremtid uden sult. Fra tidligt om morgenen, når skolerne ringer ind, kan man se store grupper af børn, der spurter langs stier og over marker for ikke at misse deres undervisning. Indenfor klasseværelsets fire vægge stilner ivrigheden ikke af: trods lærerens omfattende autoritet, rejser der sig en skov af fingre, så snart eleverne ser muligheden for det. Og en stor del af disse fingre tilhører klassens piger, hvis stemmer ikke er vant til at blive hørt i et yderst patriarkalsk samfund som det nigerske. Blandt pigerne sidder de ellers så generte nomadedrenge, som med aftagende skepsis rejser deres hænder i vejret: her bliver de rent faktisk hørt.

I deres frikvarter kommer eleverne ud til os andre, som i mellemtiden har slået os ned foran den langt fra prangende skolebygning. De vil gerne vise os deres elevråd. Lidt efter lidt stiller de sig generte op i en næsten uendelig række af udvalgsposter. Formanden er en ældre pige, som smiler ud bag sit lyserøde slør. Bag hende står både næstformanden og kassereren. Med stolthed i stemmen fortæller de, at en tredjedel af klassens elever er organiseret i elevrådet. De har bare ikke taget nogle beslutninger endnu - det kommer først senere. Men selvom både deres franskkundskaber såvel som deres organisatoriske erfaringer er sparsomme, kan man se, at de brænder for at komme i gang: i gang med undervisningen, i gang med organiseringen og i gang med en lysere fremtid.

Læs mere om Operation Dagsværk

Dette indlæg blev udgivet den lørdag, 23. februar 2008 kl. 15:48 og er gemt i Historier. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.