Biurakan ligger på bjergskråningen op mod Aragatsbjerget i hjertet af Armenien. Det er en landsby med cirka 5.000 indbyggere, hvoraf omkring 1.200 er mellem 16 og 30 år. De unge er målgruppen for et pilot-projekt Dansk Armeniermission har under planlægning sammen med deres partner, den Armenske Apostoliske Kirke.
Vi har inviteret til Valentinsfest på skolen. Andranik har sat et stereoanlæg op og armensk folkemusik sender indbydende toner ud i rummet. Bordet er dækket med kager, frugt og juice. Små hjerter med bånd ligger sirligt spredt rundt ud på dugen. Et halvhundrede unge er dukket op - eller er næsten dukket op - for de fleste er for generte til at komme ind. De bliver stående i små grupper ude i gangen, pigerne for sig og drengene for sig. De få, der har vovet sig indenfor, falder i et med væggen. Luften er tyk af skyhed og mistænksomhed.
Den lokale præst, Fader Mampre, går ud i gangen og hiver de unge med ind. Han holder en kort tale og fortæller om dagens program. Han opfordrer de unge til at smide genertheden over bord og benytte lejligheden til at snakke sammen. En ung kvinde tager ordet. Hun har iagttaget, at de unge ikke en gang hilser på hinanden, når de mødes: “Skal vi ikke sige at det er sidste gang vi ikke har hilst på hinanden her i Biurakan”, spørger hun ud i lokalet. “Jeg er også her fra landsbyen, jeg ved godt at vi har mange komplekser, men vi dør altså ikke af at sige ‘goddag’”. Flere rundt langs væggene nikker samstemmende.
Formålet med det pilotprojekt, som Dansk Armeniermission søger om støtte til, er at hjælpe de unge til at deltage mere aktivt i samfundslivet i landsbyen. Siden Sovjetunionens sammenbrud er livet i mange provinsbyer og landsbyer i Armenien nærmest gået i stå. Folk mistede deres arbejde og kom under et kæmpemæssigt pres, socialt og økonomisk. I dag har mange familier i de afsidesliggende områder ikke råd til at sende deres unge ind til storbyen for at studere, og de unge, der er så heldige at få en uddannelse, kan ofte ikke finde arbejde indenfor deres fag. Der er så godt som ingen sociale aktiviteter lokalt. Det er blevet en ond cirkel, som lokalsamfundene ikke selv har ressourcer til at bryde.
Og så alligevel… I projektstyregruppen tror vi på at de unge i Biurakan kan meget mere end de selv tror. Vi tror på at de kan motiveres til en mere aktiv deltagelse i samfundslivet, til at danne interessegrupper og tage initiativer til sociale aktiviteter, til at tage ansvar for deres egen og landsbyens udvikling, kort sagt: skabe bedre vilkår for sig selv.
Marine fra projektstyregruppen deler sedler og blyanter ud til de tilstedeværende og giver en opfordring: “Skriv, hvad I godt kunne tænke jer der skulle være her i vores landsby. Selv om I tænker, at det kan nok ikke lade sig gøre, så skriv det alligevel. I dag må vi gerne drømme. Måske bliver vores drømme en dag til virkelighed”.
På sedlerne stod der blandt andet: “Flere fester som den i dag”, “Et sted, hvor vi kan spille fodbold”, “Undervisning i syning og design”, “Computerundervisning og Internetcafé”, “Bibliotek”.
Til Valentinsfesten på skolen i Biurakan blev der taget forsigtige skridt i retning af fællesskab og venskab blandt landsbyens unge. Genertheden og den manglende selvtillid fik et knæk. Og mon ikke selv Sankt Valentin ville anerkende det som en ægte kærlighedsgerning?
Læs mere om Dansk Armeniermission
