For 5 år siden i 2003 skrev Pia denne artikel i anledning af Dansk - Indisk Børnehjælps 5 års jubilæum. I år fylder foreningen 10 år og er stadig i fuld vigør.
Af Pia Niebuhr, leder af Dansk - Indisk Børnehjælps lokalgruppe i Lynge
Som bekendt er det sådan alle gode eventyr starter. Der var altså engang planer om en forening, der hed “Bundroserne” og et børnehjem, der hed “De indiske blomster”.
Men for nu at begynde med begyndelsen, så har jeg ofte tænkt på, hvad det var der ramte mig der for knap 6 år siden? Jeg havde et halvt år forinden truffet Tine E. Larsen gennem en fælles studiekammerat, og vi var blevet enige om at læse til afsluttende eksamen sammen i teologi. Tine manglede kun to fag, så hun blev færdig et halvt år før mig og tog på 4 måneders studietur til Indien.
Da Tine kom hjem, hentede jeg hende i lufthavnen. Hun var ikke helt, som da hun tog af sted. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive det. Hun var nærmest sitrende og virkede også ked af det.
Jeg tænkte, at hun skulle nok lige akklimatiseres, så jeg foreslog, at vi tog ind til byen og fik en øl (det plejer at kunne klare det meste). Og så pludselig væltede det ud af hende. På det tidspunkt tror jeg ikke, vi var nået længere end til midt på Amager. Så fik jeg hele historien om kvinderne og børnene i Indien. Om kastesystem, medgift, mord på kvinder og pigebørn, fattigdom, sygdom, børnearbejde, manglende skolegang osv. osv. Hun sluttede med at sige: “Vi må gøre noget. Vi starter et børnehjem!”
Min første tanke var: “Det her kræver vist mere end én Tuborg” og dernæst: “Man kan da ikke bare starte et børnehjem”. Men Tine holdt på sit. Hun havde lovet dem nede i Indien, at hun ville gøre noget. “Vi starter bare en forening”, sagde hun - “og du skal være formand”. Det var på det tidspunkt, jeg også syntes, jeg trængte til en øl. Jeg havde godt nok aldrig hørt om nogen, der bare havde startet en forening - men jeg havde jo heller ikke kendt Tine så længe - for så havde jeg været klogere!
Men det blev starten på mange lange samtaler om, hvordan et sådan projekt rent praktisk kunne gribes an. Og vi havde virkelig mange overvejelser. Både mere overordnede og helt ned i små detaljer. Jeg kan huske, at vi talte meget om kulturelle forskelligheder. Om i hvor høj grad vi skulle gå ind og diktere/bestemme f.eks. opdragelsesmetoder og videregive vestlige etiske normer og værdier. Vi havde mange overvejelser med hensyn til valg af en indisk samarbejdspartner. Det kom også på plads takket være god hjælp fra ulandsforeningen Svalerne. Økonomien var da et helt kapitel for sig selv. For hvor skulle vi få penge fra, og hvordan sikrede vi, at der blev ved med at være nogen?
Da vi begyndte, troede vi, at det var babyer og helt små børn, der ville komme til børnehjemmet. Vi prøvede at regne ud, hvor mange bleer, sutteflasker, vugger, tæpper, talkum osv. vi skulle bruge og hvad det kostede. Sikke et mas. Og så der kom ingen babyer.
Det var en spændende og intens tid da vi begyndte. Men også en tid fuld af overvejelser, fordi alting skulle foregå så langt væk. Vi regnede med at skulle bruge de første 3 - 4 år på at samle penge nok ind til, at kunne åbne et lille børnehjem. Men sådan gik det ikke. Allerede efter halvandet år var vi i gang. Og man må jo sige, at det er gået meget godt.
Så mon ikke slutningen på eventyret bliver: “Og de levede alle lykkeligt til deres dages ende”.
Jeg har i øvrigt fundet ud af, hvad det var der ramte mig dengang. Det var Tines helt usædvanlige organisationstalent, stædighed, beslutsomhed, hitte-på-somhed og arbejdsomhed. Der er ingen tvivl om, at hun er den akse, foreningen drejer om.
Så til hende og alle jer der er med til fortsat at holde dette fantastiske projekt kørende: Tillykke med Dansk - Indisk Børnehjælps 5 års fødselsdag.
Læs mere om Dansk-Indisk Børnehjælp
