Dansk - Indisk Børnehjælp foretager evalueringsrejser hos vore partnere og andre interesse-organisationer mht. piger og kvinder. Her et uddrag om børnehjemmet fra januar 2004.
Af Pia Niebuhr, leder af Dansk - Indisk Børnehjælps lokalgruppe i Lynge
Alle pigerne har en historie
Danish Indian Childrens Home drives af foreningens samarbejdspartner WEEDS ved K. Mala. Der er 26 piger på børnehjemmet i alderen 3-13 år. Børnene er hovedsageligt forældreløse, men nogen af dem har én forælder tilbage, som dog ikke er i stand til at forsørge dem.
1) Nogle af børnene, deriblandt to søstre, er “forladte” børn. De er resultatet af et intercast marriage, hvor deres far var lavkaste og deres mor højkaste. Altså et kærlighedsægteskab. Dette tillader deres familier ikke, og de afbryder kontakten til dem. Faderen døde, og moderen kunne ikke forsørge dem. Hun tog den barske beslutning at forlade dem og gifte sig igen i håb om bedre muligheder. Det ikke muligt at tage børn med i et nyt ægteskab og alternativet som enlig mor er en hård tilværelse. Moderen har senere prøvet at kontakte den ældste af sine døtre på børnehjemmet, men datteren ønsker ingen kontakt.
2) Der er to andre søstre på børnehjemmet, hvor moderen er død og faderen meget syg - måske som følge af en blodprop/hjerneblødning, da han er lam i store dele af kroppen. Ingen har hørt fra faderen i 5 måneder. Nogle naboer bar ham hen til bussen, så han kunne tage hen til sin søn, som forsørgede ham, men han er ikke nået frem. Mala mener, at det er sandsynligt, at han er blevet smidt af bussen og er død. Hun har prøvet at finde ham, men det er svært, da han er lavkaste ¬og politiet derfor ikke vil bruge ressourcer på at hjælpe.
Det er tydeligt, at børnene trods deres tab af deres familier er trygge og glade for at bo på børnehjemmet. Mala kalder de for “mor”, og de anser hinanden for at være “søstre”. Børnene er også klar over, at de er meget privilegerede. Jeg oplevede, at de i forbindelse med Pungalfesten (høstfesten, red.) deltog i danse- sang- og dramakonkurrencer. Da de vandt, skænkede de præmierne, - som var forskelligt skoleudstyr, til byens fattige børn.
Kvindeskæbner blandt de ansatte
Der er 7 kvinder og en vagtmand ansat på børnehjemmet. At høre disse kvinders historier, giver et udmærket indtryk af hvilke problemer Indiens kvinder generelt har.
Forladt: Der er en kvinde på 24 år ansat på børnehjemmet. Hendes forældre arrangerede ægteskab for hende. Aftalen var, at der ikke skulle være medgift, da familien er meget fattig. Hendes mands familie ombestemte sig efter ægteskabets indgåelse, og da hendes familie ikke kunne betale blev hun smidt ud, efter at have været udsat for hustrumishandling. Han er nu gift igen. Hun vil blive på børnehjemmet, men risikerer at familien finder en ny mand til hende.
Sygdom f.eks. AIDS: Der er en bedstemor ansat på børnehjemmet. Bedstemor havde 2 døtre. Den yngste begik selvmord for 2 år siden, fordi hun var blevet gravid uden at være gift. Den anden datter blev for 8 år siden gift med en enkemand, der var 28 år ældre end hende og havde 5 børn. Bedstemors datter er i dag enke, og sidder tilbage med en datter på 7 år. Ad omveje har Mala fået at vide, at bedstemors datter har AIDS. Det var det, den første kone døde af, og det var det, manden døde af. Emnet er meget tabubelagt og svært at tale om.
Enker: For nogle måneder siden kom en kvinde på 33 år til børnehjemmet. Hun græd og tryglede om at få lov at bo og arbejde på børnehjemmet. Hun blev gift da hun var 15 år, men hverken hun eller hendes mand ønskede ægteskabet. Han var forelsket i en anden og efter 5 måneder begik de sammen selvmord. Kvinden var dermed enke. Der er ingen svigerfamilie og hendes egen familie opfatter hende som en byrde, da man i landsbyen ikke tillader andet ægteskab. Én gang enke altid enke. Havde hun ikke fået ophold på børnehjemmet, havde hun formentlig taget sit eget liv.
Alt i alt fik jeg, hvad jeg kom efter. At se Dansk - Indisk Børnehjælps projekter, og et indblik i forholdene for mange kvinder og børn i Indien. I tilgift har jeg oplevet en utrolig åbenhed og gæstfrihed, som nok kan få en dansker til at krumme tæer. Rejsen har helt bestemt åbnet min horisont og forståelse for andre menneskers måde at leve på. Nu er det så op til mig, at få formidlet det videre her i Danmark.
Læs mere om Dansk-Indisk Børnehjælp
