Af Christian Dørken, Dansk-Angolansk Venskab
Stablet op i et hjørne af plejehjemmet sammen med et par rolatorer og nogle gamle toiletstole stod en heller ikke helt ny kørestol. Rulle hed den. Og Rulle var vred. Det er jo ikke noget liv det her, vrissede hun. Skabt til fart og bevægelse, og så står jeg her og ruster. Mine dæk er efterhånden flade, og jeg mærker, hvordan jeg bliver mere og mere stiv i betrækket. “Nå, nå”, knagede det inde fra krogen, hvor også andre ting var kommet på pension, og nu stod sammenstuvet og næsten glemt. Det var den gamle kurvestol. Den havde hørt det hele. Også nogle spisebordsstole rørte på sig. De var stablet med den øverste omvendt, sæde mod sæde. “Relation, relation”. sagde de skurrende, og de kom da i det mindste hinanden ved.
Længst ude stod havestolene stablet op. De havde haft hele sommeren i haven, men var nu skubbet indenfor i oktoberregnen. Hvor vi dog savner vores lyse have, sang de i kor. “Så ti dog stille”, for det pludselig ud af Rulle. Hun ville egentlig ikke have sagt noget. Hun ville bare flytte lidt på sig, men et af de store hjul sad åbenbart fast, så det gjorde lidt ondt, og så lød denne piben lidt mere vredt, end den var tænkt. “Masseproducerede plastic-kopier”, tænkte hun. Den slags der går tusinde på en lastbil af, hvis ellers nogen vil have dem. Så tog hun sig i det, for et eller andet sted beundrede hun alligevel de hvide og grønne plastvæsener. År efter år kunne de tåle sol og regn uden tegn på rust. Lidt algefjerner fik dem hvert forår til at lyse og skinne igen. Men nej! Rulle ville ikke bytte. “Ingen personlighed, ingen bevægelse”, tænkte hun.
Med vemod tænkte hun på den gamle dame, der i mange år havde været Rulles opgave. I starten havde det nu ikke været de store følelser, der prægede forholdet. Man må jo, havde fru Marie sukket første gang hun satte sig i Rulle. De første dage var det da også kun små korte ture indenfor. Men sommeren kom, og turene blev længere. Snart kørte de forbi spisebordsstolene og besøgte toiletstolen. Og så pludselig gik det stærkt. En dag kørte de ud på terrassen og nød sol og blomster. Men det blev ikke ved det. En dag susede de forbi de klonede havemøbler, længere ned ad stien, ud på fortovet og helt op til kiosken. Så havde Rulle et ugeblad og lidt andet til Marie i kurven bagpå. Hu-hej hvor det gik. Marie var glad, og Rulle var glad. Det er godt at få sig rørt, sagde de næsten på én gang. De kendte hinanden rigtig godt nu. Marie vidste præcis, hvor elegant hun kunne styre Rulle. Den blev efterhånden udstyret med en pude her og en ekstra skinne der, så den lige passede til Marie. Tit mødte de andre kørestole, når de sådan kom omkring. Marie vinkede til dem, når de mødte dem på vejen eller inde på området. Der er nu ingen som dig, sagde Marie, når de igen var blevet lidt sig selv.
Så kom der dage, hvor Marie sad mere tungt i Rulle og næsten ikke kun skubbe de store hjul. Så kunne Rulle også føle sig helt flad. En dag punkterede et af de små forhjul med et brag, og både Rulle og Marie var lige ved at gå på næsen. Du er vist også kommet i reparationsalderen, drillede Marie. Men snart var Rulle klar igen og med en lappet slange, gik det igen fint. Men en dag kom Marie slet ikke. Og kort efter var Rulle så havnet sammen med de andre ting ude i hjørnet. “Sådan er livet”, sagde spisebordsstolene. En dag kom der én fra genbrugsbutikken, han kiggede lidt på tingene og tog så de gamle møbler med.
Rulle stod sammen med de andre ting endnu nogle dage. Så hentede nogle folk fra nødhjælpsarbejdet kørestolen og de fleste andre ting. Toiletstolen, de mange tiloversblevne albuestokke, og Maries gamle seng og madras kom også med. “For der skulle tænkes nyt”, sagde de i kommunen. Og så sagde plejehjemslederen, at der skulle tænkes nyt, væk med alle de gamle ting, og sådan gik det. Kun de grønne plastikmøbler blev tilbage.
På nødhjælpslageret stod Rulle, så de næste par måneder. En masse gamle kendinge var der også. Forladt, smidt ud, og så samlet op af en lastbil og stillet her, stablet op i massevis - gamle senge, madrasser, rolatorer og andre kørestole, nogle flade og defekte, andre skilt ad i flere dele. Rulle hilste også på Maries gamle symaskine. Hun kom til at tænke på den hyggelige snurrende lyd, når Marie arbejdede med den; nu stod den ganske stille sammen med en række andre symaskiner. Også nogle meget yngre eldrevne symaskiner var havnet på lageret. Rulle undrede sig. Og i boksen ved siden af hobede en masse albuestokke sig op.
En dag blev der travlhed på lageret. Nogle folk dukkede op og begyndte at tage kørestolene frem og undersøge dem nærmere. De så også undersøgende på flere af de andre ting på lageret. Nogle havde taget deres børn med, og de begyndte at springe op i Rulle og de andre kørestole, og de havde det vældig sjovt, mens forældrene arbejdede; de kørte rundt i kørestolene, de skiftedes til at sidde og skubbe. Inden længe blev Rulle dog sammen med en del andre ting puttet ind i en kæmpestor kasse, hvor det så ud til at hun skulle være et stykke tid. Folkene kaldte kassen for container og sagde, at “nu stod tingene godt der, indtil de kom til Angola”. Det var en god fornemmelse at der skete noget, syntes Rulle. Men der var ikke meget luft i den mørke container. Tingene stod presset tæt sammen. “Var man ikke flad i forvejen, er man det i hvert fald nu”, tænkte hun. I favnen havde Rulle en stor sæk tøj. Der var kasser fyldt med medicinske hjælpemidler, senge, skolemøbler, en strømgenerator og meget andet. Maries gamle seng var også kommet med. Hun kunne høre dens knirken fra et eller andet sted i mørket.
Den store låge i containeren blev nu lukket, og Rulle kunne mærke at de kørte, og derefter sejlede. De sejlede i mange uger, så lå de helt stille og bare ventede og ventede. Det var ulideligt varmt, det lugtede lidt kvalmt af gummi og gammelt tøj. Så endelig gik dørene op, og der blev pakket ud. Der blev ordentlig snakket og diskuteret om de ting der efterhånden blev pakket ud af containeren. Det var som om alle havde en mening om tingene og alle sagde, hvad de mente om tingene. Men det foregik på et sprog som Rulle slet ikke forstod. Rulle kom til at tænke på Juleaften hjemme i Danmark, og hun forstod, at hun var langt væk fra Danmark nu.
En dag lev Rulle læsset på en lastbil. Igen var der en masse andre ting med, og der var også folk der sad eller stod på lastbilens lad. Chaufføren kørte godt til, det gyngede noget, for mange steder var vejen ujævn. Lastbilen kørte og kørte, i alt gik der 3 dage, før de nåede frem. Undervejs snakkede da lidt med et par andre kørestole, der skulle samme vej. “Det er som alle mine skruer er løse”, betroede Rulle de andre. “Samme her”, svarede de andre kørestole. Så stoppede lastbilen. Folkene hoppede ned og tog deres små sække og bylter med korn og kaffe, og så blev Rulle også læsset af vognen.
Landskabet her var stort og solbeskinnet. Der voksede palmer og små tornede kaktus og langt ude kunne Rulle se bjerge. Den næste time var dog ikke just behagelig for kørestolen. Ganske vist var dækkene flade, men at man af den grund fjernede både dæk og slange fra alle hjul, var noget nær det værste hun endnu havde oplevet. Hun følte sig grim og usmart, sandet knasede, når man skubbede med hende, og hun tænkte, at det var godt at Maries spisebordsstole ikke kunne se hende i den tilstand.
Dagen efter gik den lokale smed i gang. Han viklede reb og bast omkring Rulles tomme fælge og smurte så de nye dæk til med noget flydende gummiagtig klister, som gjorde dem helt stive. Skruer og nitter blev strammet, og snart følte Rulle sig helt menneskelig igen.
En dag kom en mand og hentede Rulle. Hun blev nu fragtet af sted på en lille vogn, der var spændt efter et æsel. De kom til det hus, hvor manden boede, og kørestolen blev nu sat af på den åbne sandede plads foran huset. På gårdspladsen sad en dreng og så spændt på det hele. Da han så Rulle, humpede han i en vældig fart over for at se nyerhvervelsen, forbi høns og duer, der skræppende fløj op. José kunne nemlig ikke gå. Når han skulle omkring, humpede han på træklodser.
Nu fik han gamle Maries plads i Rulles store favn. De blev hurtigt fine venner. José havde gode kræfter i armene, og han havde ikke vanskeligt ved at køre Rulle. Rigtige veje var der ikke mange af, men med de nye hjul gik fint, selv kaktus-skoven kunne man komme forbi uden at miste luften. Rulle lagde snart mærke til, at begge Jose’s ben manglede. Historien var, at han sammen med sin bror skulle passe gederne, da en landmine detonerede. Eksplosionen var ganske voldsom. To geder lå dræbt på stedet. Broderen blev slynget nogle meter væk, men slap i øvrigt helt uskadt. José var svært tilskadekommen, og de næste uger var han tæt på at dø. Begge ben måtte amputeres, men kom sig.
Nu kom en svær tid, hvor han måtte vænne sig til et liv med et så alvorligt handicap. Han kunne ikke længere være med, når de andre løb og legede, og han kunne ikke gå den lange vej til skole. Smeden var kommet med træklodserne - “så behøvede han da ikke at slide hænderne i stykker også”, havde smeden sagt. Nu gik dagene langsomt for José. Han var derhjemme og kom ikke ret mange steder. Om dagen flettede han kurve og han kunne kigge lidt efter sine små søskende, men ellers syntes han ikke at hans liv var til megen nytte.
Med Rulle fik José nyt liv og nyt håb. Skabt til bevægelse, smilede han og gav et ordentlig vrid på hjulet. Han var stolt og glad for sit nye køretøj, og han begyndte igen at lægge planer. “Det er godt, at jeg stadig er nyttig”, tænkte Rulle. Hun syntes også godt om sit nye liv.
Bevægelserne var ganske vist anderledes nu: små hurtige ryk, når José spillede fodbold eller løb om kap med de andre drenge, der ligefrem kappedes om få en tur i Rulle. Solen gjorde den gamle kørestol varm og de gamle tegn på rust var efterhånden helt væk. “Hellere slides op end ar ruste op”, tænkte Rulle. Og hun syntes hun havde været ganske heldig.
Læs mere om Dansk-Angolansk Venskab
