En beretning fra Kenya

Af Ane Andersen og Michelle Lind Pedersen, Assist

Den varme vind tog fat i mit hår, da jeg gik ned af stien mod hytterne. Jeg havde været der et stykke tid, i Kenya. Danmark virkede så langt væk, Kenya var så anderledes end det jeg var vant til. I starten tænkte jeg, at jeg måske burde have været bedre forberedt - læst nogle bøger eller lignende, men noget siger mig nu, at det måske ikke havde hjulpet. En ting er at vide, at 25% af Kenya har AIDS/HIV og at 65% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen - det er noget helt andet at se de tal blive til virkelighed, blive til familier, blive til de manglende sandaler på børnenes fødder og de store huller i deres tøj.

Hytterne som stod skrøbelige og næsten tomme og ville ikke stå efter den næste regnsæson. At se AIDS-enkerne med deres mange børn, som de ikke kan forsørge - se dem ind i deres trætte ansigter, og vide at deres eneste udvej er prostitution, selv om det ville betyde, at de kunne smitte flere med AIDS/HIV.

Jeg boede i et område der hedder Tharaka, i “bushen”, hvor mindre landsbyer eller klynger af lerhytter er spredt over det kæmpe område - de få veje, der var i Tharaka, var så hullede, at vores firhjulstrækker fløj fra side til side, så tingene væltede rundt. Manglen på vejnet er en af grundene til, at Tharaka er blevet et isoleret samfund - de fleste i Kenya aner ikke engang, at Tharaka eksisterer. Men dér var jeg altså - i det tørre, varme og glemte distrikt Tharaka. Natten virkede mørkere end i Danmark, men til gengæld virkede dagene også lysere. Jeg kunne ikke genkende Afrika fra de medier, jeg så derhjemme … jeg måtte danne mit eget billede af landet, af folket. Først var jeg i tvivl om jeg kunne gøre nogen nytte der - alting virkede lidt overvældende for mig, men det ændrede sig i takt med at dagene gik, og jeg lærte langsomt at tage en dag af gangen. Den typiske danske planlægnings-mentalitet passede ikke ind der - jeg måtte tilpasse mig mine omgivelser og ikke omvendt, og selv om det kunne være frustrerende, så var det egentlig også rart. Bare at kunne tage en dag af gangen. Gøre hvad var nødvendigt lige nu, nødvendigt for de mennesker vi ville hjælpe. Dele mad ud i dag. Køre ind til Marimanti-markedet i vores bulede gamle firhjulstrækker for at købe forsyninger i morgen. Besøge skoler dagen efter. Jeg blev overrasket over, hvor meget alting betød og hvor lidt der skulle til for at gøre en forskel. En skål ris. Farveblyanter. En fodbold. Et myggenet.

  
Jeg havde et par hvide sandaler med fra Danmark, jeg aner ikke hvad jeg tænkte på. Jeg gik rundt i disse sandaler næsten hver dag, og allerede efter første dag var de næsten ikke hvide længere. Den røde jord var karakteristisk for området - uanset hvor jeg så hen, var landskabet rødt, kun brudt af grønne baobabtræer og det grønne landskab omkring vandløb. Jeg så på mine sandaler, før jeg lagde mig til at sove i hytten… der var ikke meget hvidt tilbage. Jeg havde forgæves prøvet at børste jorden af, men det var umuligt, og efter et par dage tænkte jeg ikke længere over det. Den røde jord sad under mine negle, i mit hår, på mine ankler, i mit ansigt. Inden jeg faldt i søvn tænkte jeg på hvordan jeg havde siddet med de lokale og hørt deres historier, de accepterede mig fuldt ud og ville høre, hvordan sne føles. Jeg indså efterhånden, at en stor del af hjælpearbejdet i Kenya ikke udelukkende var uddeling af mad og andre nødvendigheder, men også bare at være til stede.

Jeg mødte en dreng, der hvor jeg boede. Han hed Paul og er 8 år. Han boede hos sine slægtninge, fordi at begge hans forældre døde af AIDS/HIV - hans job var at gå ud med gederne om morgenen og vende tilbage med dem om aftenen. Det er åbenbart almindeligt i Afrika, at ens familiemedlemmer pludselig dukker op, og så bor man der så længe, det er nødvendigt, mod at man hjælper til så godt man kan - i Danmark var det aldrig sket; vi ville have siddet en måned i forvejen med 4 forskellige kalendere og prøvet at finde huller, hvor man kunne klemme hinanden ind.

Paul sagde ikke så meget … udover at han var lidt genert, var han i mine vestlige øjne tydeligvist deprimeret. Men der er ikke midler til at behandle en psykisk lidelse - der er knap midler til det fysiske aspekt, og derudover taler man ikke om det psykiske i et samfund hvor alt er sat ind på overlevelse. Jeg tabte mit hjerte til den dreng - på mystisk vis fik vi skabt et bånd, og selv om jeg aldrig helt ville kunne sætte mig ind i hans verden og tanker, så lod det til at hjælpe at jeg bare sad ved ham når han tegnede, også selv om vi intet sagde. De normale kasser “Dansker” og “Afrikaner” blev brudt, og til sidst sidder man bare overfor et andet menneske. Menneske mod menneske.

Jeg er vendt tilbage til Danmark siden da og har fået en hel ny forståelse og taknemmelighed med hjem i bagagen. Jeg er så taknemmelig over og bevidst om, hvor heldig jeg er med en nem tilværelse som denne, hvor det er en selvfølge at gå i skole og have rent vand i hanen. Og derudover en forståelse for, hvor nemt det er at hjælpe, hvis bare man er villig til at række ud - for selv om situationen i Kenya på mange måder er forfærdelig, så har jeg fået en optimisme og tro på, at det er muligt at gøre en forskel, hvis bare man formår at tage en ting af gangen. Jeg er blevet fadder til Paul, og det gør mig så glad at vide, at jeg kan hjælpe ham til nogen af de basale ting, som mange danskere tager for givet hver dag.

Jeg finder stadig rødt jord i min kuffert. Jeg tror heldigvis aldrig, at det forsvinder…

Læs mere om Assist

Dette indlæg blev udgivet den mandag, 3. marts 2008 kl. 17:04 og er gemt i Historier. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.