Forholdene i Zimbabwe har i umindelige tider været kendt for at være uretfærdige og de involverede parter argumenterer på bedste vis for deres egen retfærdighed, hvilket dog ikke synes at skabe mere retfærdighed for nogen. Tværtimod befinder landet sig i en krise, som er ved at få det hele til at bryde sammen. Vi, i Disuzo, har gjort os nogle tanker om hvilken hjælp, vi yder i et land, hvor alle parter kæmper for deres retfærdighed, med det resultat, at der er en befolkning, der er kommet så meget i nød, at det truer deres eksistens.
Af en repræsentant for Disuzo Kwekwe
Vi starter her med et historisk flashback ud fra emnet uretfærdighed:
Da de hvide kom til det nuværende Zimbabwe, fordrev de lokalbefolkningen fra de områder, der var frugtbare og indførte et brutalt styre. Disse forhold gjorde, at der opstod den skævhed at knap 5000 hvide ejede 75% af landbrugsjorden og 13 mil. sorte ejede de restende 25%. Disse uretfærdige forhold førte til så stærke spændinger, at der udbrød en frihedskrig for retfærdighed. Krigen endte med, at lokalbefolkningen vandt og apartheidstyret faldt.
I Lancaster House blev der i lavet en aftale om, at de hvide farmere skulle overgive landet til de sorte i løbet af de næste 10 år, og at den engelske regering skulle kompensere økonomisk for det tab, farmerne led. Dette blev anset for en retfærdig løsning. Disse 10 år blev til 20 år, og efterhånden var de tidligere frihedskæmpere trætte af at vente og gjorde det klart for Mgabe, at de ville tage landet tilbage, om han stod bag dem eller ej. De begyndte at konfiskere land fra de hvide, hvilket førte til det ramaskrig, som vi oplevede i pressen herhjemme, da Mgabe understøttede krigsveteraners handling. Det blev åbenlyst proklameret, hvor uretfærdige, de sorte var. Da talen faldt på den kompensation, som den engelske regering havde samtykket i at give til de hvide farmere, erklærede Tony Blair, at aftalen var forældet! I stedet indførte han sanktioner mod Zimbabwe, sammen med flere vestlige lande, herunder Danmark, fordi Mgabes parti behandlede de hvide (og senere også de sorte) uretfærdigt.
Mgabe lader sig tilsyneladende ikke påvirke af det pres, der bliver lagt på hans land. Han støtter landreformen og lader vesten være vesten. Lokalbefolkningen har taget deres jord, som de vandt tilbage i 80érne, selv om det har sin pris (sanktioner). Som forhenværende guerilla-leder ved Mgabe, at enhver kamp kræver sine ofre og er tydeligvis indstillet på at hans land må betale en pris for at retfærdigheden kan ske fyldest.
I vestens øjne er Mgabe er en uretfærdig mand og vil derfor gerne have ham fjernet fra magten. Sanktionerne er det redskab, der bruges for at deres retfærdighed kan finde sted!
Ja, sådan kan man blive ved. Det er faktisk ikke helt til at blive klog på. Hvis du spørger den almene Zimbabwianer, så er han sulten, nogle dør og resten kæmper for at overleve. De synes at være blevet brikker i et større politisk spil, som yderligere forværrer det faktum, at HIV/AIDS er ved at æde befolkningen op og 100-tusinder af børn af blevet forældreløse. Og det er i hvert fald uretfærdigt.
Man kan stille sig selv spørgsmålet om det er muligt at hjælpe nogen under disse forudsætninger, hvor man hurtigt kan føle sig magtesløs, når man ser på, hvad det er for kræfter, man er oppe imod.
Vi, i Disuzo, er drevet af en passion for at hjælpe det Zimbabwianske folk pga. kærlighed til vores næste, som er det våben, der nedbryder enhver uretfærdighed. På trods af at vores hjælp kan synes som en dråbe i havet, så er det med til at bringe håb i nogle menneskers liv, der kan brede sig som ringe i vandet.
Læs mere om Disuzo Kwekwe
