I Kwekwe i Zimbabwe var der en gruppe af voksne, der samlede lidt tøj, mad og andre fornødenheder, som blev delt ud blandt forældreløse børn. Nøden var stor og ressourcerne få. Mange har med sikkerhed bedt Gud om hjælp til at understøtte denne voksende gruppe af forældreløse.
Af en repæsentant for Disuzo Kwekwe
Under en ferietur bliver formanden for Disuzo inspireret til at hjælpe og efter nogen tid, får de at vide, at der vil blive sendt en container fra Danmark til Zimbabwe med udstyr, der bl.a skal hjælpe børnene. Ingen troede rigtigt på det, men tænkte at “han snakker bare”! Så kom dagen, hvor den første container stod på den lokale station og det var op til dem at få containeren tømt og destribueret indholdet, som bestod af tæpper, skolemøbler, hospitalsudstyr m.m. Panikken bredte sig og gode råd var dyre eftersom containeren ikke kunne stå for evigt på stationen, da hver dag, den var opmagasineret, kostede penge.
Glæden og overraskelsen var stor, når de forskellige ting blev delt ud til enkeltpersoner, skoler og andre institutioner. Der blev holdt officielle overrækkelses ceremonier med sang, dans og taler fra involverede parter og manges hjerter fyldtes af taknemmelighed over den hjælp, der blev givet dem.
Flere containere kom til og drømmen om at lave nogle værksteder, hvor unge kunne lære et håndværk og derved få et redskab til overlevelse, var pludselig mulig. Med de tilsendte ting, kunne man nu lave syværksted og computercafé. Dette blev en helt ny udfordring, som krævede noget mere end bare at dele udstyr ud til forskellige instanser. Det blev nu en nødvendighed med en klar struktur og en rollefordeling i forhold til, hvem der skulle gøre hvad og få fat i nogle kompetente mennesker, der kunne magte opgaven. Dette blev noget af en udfordring og krævede en disciplin, som ikke alle var i besiddelse af, så der kom en rask udskiftning i gruppen. Fra Danmark til Zimbabwe var telefonen ofte rødglødende i denne periode, da der blev givet instrukser, vejledning, rådgivning og klare ordre på, hvordan tingene skulle organiseres for at fungere ordentligt. Langsomt, men sikkert, udviklede foreningen “Phakamani” sig i Zimbabwe til at blive stabil og funktionel og med en stor lokal opbakning.
I Danmark arbejdede vi med drømmen om at søge midler til at lave et egentlig projekt dernede. Herhjemme gik vi i gang med at tilegne os viden om, hvordan man laver et projekt. Det var en hurdel, som for nogle af os syntes uovervindelig. Efter 3. ansøgning, mange diskussioner om kulturforskelle, frustrationer og timer foran computeren, blev vores ansøgning accepteret. Der var jubel i vores danske lejr. Det, der startede som en drøm, kunne nu blive en realitet. Det, der syntes uopnåeligt, var det ikke alligevel. Vores første projekt er nu i gang. Det er ikke så nemt, men når det er lykkes hertil, vil det også lykkes fremover.
Jeg, der skriver, har lært, at der ikke er noget, der er umuligt, når man virkelig sætter sig for, at det skal lykkes, men det kan tage sin tid at nå dertil, og det kommer ikke af sig selv.
Læs mere om Disuzo Kwekwe
6. april 2008 at 07:23
Det er altid godt at kunne jælpe andre mennesker i nød, jeg bliver altid meget glad når jeg læser artikler som denne. Ja, der er et meget stort behov for hjælp mange steder i verden, jeg sende selv tøj og legetøj afsted 2 gange om året, hellere lidt end ingenting.