Den Gamle Gartner

I et tilfældigt møde i Kabul udveksles dybe tanker og fordomme nedbrydes.

Af Sameer Azizi, projektleder i Afghanistan for GlobalEduSport

I dag kom jeg tilfældigvis til at snakke med en gammel mand, som alle her i huset (Happy house) kalder for Baba - dvs. bedstefar.

En gammel mand som tydeligvis på alle mulige måder er præget af flere års krig, ødelæggelse, flygt og sorg. Iklædt traditionelt afghansk tøj sad han og sov, da jeg gik forbi ham. Han vågnede brat og sagde salaam (hej).

Han var meget interesseret i at snakke og spurgte, om jeg var fra udlandet. Jeg forklarede ham, hvordan jeg var havnet i Kabul og om vores projekt. Han bad en bøn om at vi skulle få succes, da det var et godt formål. Han trøstede mig med at ikke høre på andre afghanere og fortsætte mit arbejde uanset om jeg mødte modstand, for mennesket skal kunne kende sig selv og sin samvittighed. Jeg var imponeret!

Snakken gik videre til, hvordan livet i Vesten er og før jeg nævnte noget, sagde han at uanset hvor rig man er og hvor stor ens adgang til materiale er, så kan lykke kun findes i det sted man føler sig hjemme - og her Afghanistan. Her citerede han en af Dari’s mest berømte digters digt - Bedil - om forskellen mellem ens lærer og ens far, som passede helt perfekt i snakken og situationen. Jeg var ubeskriveligt imponeret og samtidig helt skuffet over mig selv, da jeg før dette øjeblik havde generaliseret ham for at være en “alm. analfabet afghaner”…

Jeg gik videre med snakken og fortalte om min bedstefar, som ville ønske, at han kunne leve sine sidste dage i Afghanistan, før han døde - en drøm han aldrig fik oplevet. Før jeg lagde mærke til det trillede tårerne ned af kinderne på den gamle mand, som stod og var helt tavs af sorg og en dyb medfølelse. Han kunne kun sige: “Watan, watan ast dega!” (home sweet home).

Hele dagen tænkte jeg over de her få, men så dybe og tankevækkende minutter.

Læs mere om GlobalEduSport

Dette indlæg blev udgivet den mandag, 10. marts 2008 kl. 11:53 og er gemt i Historier. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.