Sport og frivillighed tænder lys i et land, hvor krigens monumenter står tomme hen omsluttet af den grå tåge.
Af Sameer Azizi, projektleder i Afghanistan for GlobalEduSport
En tidlig morgen besluttede en Ges’er at gå op på bakken bag ved vores guest house for at opleve solopgangen i Kabul. Bakken er et par hundrede meter høj, så Kabul city kan tydes glimrende derfra. På bakketoppen er der en gammel fort, som i løbet af de sidste 30 års krige er brugt til mange formål; millitærangreb, beskyttelse, tortur mv. Foran fortet er en gammel og meget brugt militær tank efterladt - et virkeligt tegn på langtidskrig i Afghanistan.
Vi blev hurtigt skuffede og fik ikke oplevet solopgangen, da tågen over Kabul den tidlig morgen var så kraftig, at solen ikke kunne tydes. Derimod fik vi alle en anden oplevelse ved at tage op på bakketoppen den dag. En flok unge knægte samledes i løbet af en halv times tid og gjorde klar til dagens fodboldtræning. Jeg faldt i snak med en ung mand iklædt en rød træningsdragt og efter en kort konversation fandt jeg ud af at han var deres træner. Han vendte hurtigt tilbage til sit hold og de startede deres træning som indeholdte opvarmning, diverse fodbold tekniske øvelser, skud øvelser og endelig strækkeøvelser. Disse træningssektioner blev afviklet på mange kreative måder - en nødvendighed, idet optimale træningsfaciliteter for disse spillere er uopnåeligt. Eksempelvis har de placeret et mål lang fortets mur, så de kan øve skud øvelser på bakketoppen, men uden at bolden ryger ned ad bakken. Militærtanken bruger de til at lave fysisk hårde øvelser; biceps, triceps, ryg-, mave og lårtræning.
Efter træningen faldt jeg i snak med træneren igen, og en fantastisk historie kom ud af det. Det viste sig, at han havde samlet en flok unge fra området på eget initiativ, og at han arbejdede frivilligt hver morgen på bakketoppen med at træne fodbold. Han var uddannet psykolog og arbejdede i et velkendt hospital for mentalt syge mennesker i Kabul. Han betalte alle udgifter til holdet og savnede støtte fra organisationer og den afghanske olympiske komité, der slet ikke havde reageret på hans henvendelser.
Målet for ham var at samle børnene og de unge fra området, så de blev adskilt fra det kriminelle miljø i Kabul. Han mente, at sporten kan være med til at få disse unge til at tænke på sundhed, aktivitet og en god psyke frem for stoffer, kriminalitet og dovenskab. Han var meget interesseret i at få støtte til både det faglige og det materielle til sit hold, dvs. fodboldudstyr og bøger, film og undervisning omkring fodbold.
Historien viser efter min mening, at sporten og frivilligheden lever selv i et land som Afghanistan og i et miljø som Kabuls, hvor unge mennesker møder kriminalitet, stoffer og misbrug hver dag. Så lad os kæmpe videre i Kabul og støtte disse typer af mennesker, så meget vi kan.
Læs mere om GlobalEduSport
