Buzkashi er en traditionel sport i Afghanistan, hvor det gælder om at få en hovløs, død gedekrop ind i en cirkel, fra hesteryg. Historien handler om hvordan en dansker oplever stemningen på denne helt almindelige fredag til Buzkashi kamp.
Af Pernille Mahon Hansen, Global EduSport
Det er fredag eftermiddag i Afghanistan, marts 2005. Min tredje rejse til landet. Jeg skal for første gang i mit liv opleve en afghansk buzkashi kamp.
Som jeg sidder der på plastikstolen på et halvtomt stadium i Kabul, afvæbner tiden helt naturligt sig selv. Den flyder ud og forsvinder lydløst mellem internationale ISFA soldater og et par hundrede, ældre afghanske mænd.
Tavsheden breder sig, støvet lægger sig, mændene sætter sig.
Pludselig dukker der 30-40 ryttere op. Med langsomme, utålmodige skridt bevæger hestene sig på en lang række mod publikum. I baggrunden står de sneklædte bjerge sig som en klar baggrundstribune. Solen vipper lige på kanten af bjergtoppen. Den varmer. De rå menneskeansigter stirrer direkte på os - men ser os ikke. Kraften. Jeg mærker den helt ind og fyldes op af Afghanistan. Ser støvet der forfølger hesteryggene, mærker varmen og indånder vildskaben. Jeg lader mig forføre af de farverige, mongolklædte ryttere. Testosteronmængden vokser med støvskyen.
En taknemmelig, sørgmodig følelse blander sig i mig. Kommer lidt i vejen, kommer til sin ret. Taknemmelig over at sidde her i Kabul og opleve en unik, afghanske sportstradition. Sørgmodig over at vide, at sportens voldsomhed og magt symbolsk spejler et mat og udslidt landeansigt. Som ansigterne af de gamle mænd, jeg ser overalt i Kabul.
Kommer så pludselig til at smile. Én af rytterne ridder ud til kanten og lægger sin pink mobiltelefon - i ført en hvid Nike-trøje. Det var lige godt…!? Globaliseringen er en sær størrelse - så komisk, funktionel tragisk, at jeg for en stund er mere er optaget af en ‘international skammepolitik’ end det egentlige, Buzkhasien.
Mindre røde bliver mine kinder ikke, da en ung amerikansk, militærklædt kvinde med udslået, langt lyst hår ubekymret kaster sig over i sadlen og rider en lille ‘æresrunde’ foran os alle. Jeg bøjer hovedet og trækker ubevidst mit tørklæde længere frem. Underligt så forkert friheden føles her.
Jeg skuler ud til højre og prøver at gribe den stemning, den amerikanske kvinde har plantet hos de ældre afghanere ved siden af mig. De fortrækker ikke én mine.
Jeg bliver pludselig revet ud af min selvstøbte politik. Lyden af dundrende hove har vækket mig - kampen er i gang. Jeg hiver kameraet frem og skyder løs de næste 40 minutter. Bliver i min foto-iver galant og sikkert skubbet tilbage i min røde plastikstol af en fransk pressefotograf foran mig. Sebastián hedder han. Han balancerer stiligt på tribunen med en lille cigar i den ene hånd, kameraet i den anden. Du skal passe på, siger han og sætter sig ved min side.
Måbende ser vi begge til, da en hest sådan uden videre takker af og forlader kampen. En ikke helt enig rytter sidder lettere hysterisk og hopper i sadlen, mens hesten målrettet finder sin vej ud over den lille tribune. Dens rytter svinger opgivende den traditionelle buzkashi-pisk. Lige meget hjælper det. Heller ikke hesten fortrækker en mine.
Støvet hvirvler, der hujes og klappes. De kraftfulde, stærke ryttere belønnes med $100 for at bringe geden i cirklen. Jo højere honorar til den som dumper den døde, hovløse gedekrop i cirklen, jo vildere bliver kampen i arenaen.
Jo vildere bliver også de afghanske mænd ved siden af mig. Smilet har brudt de stramme livslinjer og er kommet frem. Snakken tager til. Teen drikkes tilpas sløvt.
Jeg føler mig vild og lettet. Håber afghanerne har glemt alt om ´kvinderytteren´ fra før. Når et splitsekund lige at tænke; bare det ikke giver anledning til et voksende had mod internationale. Sådan tænker jeg tit.
Jeg formår at skubbe irritationen (frygten?) fra mig og hengiver mig til nuet - den sidste akt af den rå fighterånd på banen. Tror Baghman provinsen vandt over Kabul, men har ikke fulgt med i pointfordelingen, indrømmet. Men jeg har følt buzkashien og mærket dens sus. Som der siges om Buzkashien; It is a way of life.
Jeg kaster et sidste blik mod bjergene. Det er tid til at takke af, denne helt almindelige fredag i Kabul.
Læs mere om GlobalEduSport
