En projektlederes fortælling om to nyudsendte frivillige og deres arbejde, deres engagement og deres glæde ved at oplevelsen.
Af Sameer Azizi, projektleder i Afghanistan for GlobalEduSport
I starten af februar måned rejste Malene og jeg sammen til Kabul. Jeg havde været der længe, så jeg vidste, hvad jeg skulle forvente, men Malene havde kun billeder og historier fra Kabul. Flyveturen er lang til Kabul fra København - især hvis man ikke skal overnatte i Istanbul. Men det gav Malene og jeg mulighed for at kende hinanden lidt bedre og finde ud af hvilket slags menneske, vil skulle bruge vores tid sammen med de næste 2 måneder. For man kan vel kun arbejde sammen i Afghanistan, hvis der er gode personlige bånd.. eller?
I Kabul havde jeg masser af ting jeg skulle nå - selvom der kun var gået 1½ - 2 måneder siden jeg forlod Kabul, var der taget mange vigtige skridt i projektet. Et judo-rum var blevet færdiggjort, undervisningen af judo-modulet var godt i gang af Shafiq, der var regnskabsarbejdet, et nyt guest house var valgt og aftaler med dem skulle i stand, Malene skulle sættes ind i projektet, menneskene og Kabul generelt. Kort sagt - dagligdagen i Kabul var startet og den er dejlig!
Malene var god til at forstå, at alt ikke kunne planlægges 100 %, og hun var ikke frustreret over at planen for dagen ikke gik som den skulle - for det meste… Men det, som imponerede mig, var hendes åbenhed for at møde afghanere, den afghanske kultur og de udfordringer, der er ved at arbejde som udlændinge i Afghanistan. Hun var positiv og tog alt som en oplevelse og det smittede af. Ikke kun på mig, men på alle vores lokale folk hernede, som indtil sidste dag var glad for både hende og Jeppe.
Efter et par uger kom Jeppe til Kabul og vi lagde frisk ud med en volleyball-workshop dagen efter han var kommet til Kabul. For dem der har været på en lang rejse, er det klart at det taget nogle dage at føle sig fysisk til stede i landet efter en lang rejse. Men der var en vilje til at gøre noget, mens man er her, som prægede hele perioden, og som gjorde Jeppe i stand til at virke som assistent til Malene - dagen efter han var kommet.
Vi havde planlagt at køre volley og fodbold workshops på skift, så vi f.eks. skiftede sportsgren efter 2 første uger og dernæst uge for uge. Vi havde opdelt deltagerne i 2 hold; morgen og eftermiddag, hvilket betød at Malene og Jeppes egentlig arbejdstimer var fra 8.30 til 15.15 - 4 dage om ugen. De øvrige 3 dage blev brugt på at planlægge workshops og holde lidt fri ved at nyde naturen i Kabul, spille fodbold med andre udlændinge, middage og fest mv. Men når man er i et fremmed land og bor sammen med personer, som man ikke kender særlig godt, kan sådan en stram plan virke stressende og hårdt. Det blev ikke bedre af at vi af adskillige årsager valgte at flytte rundt på programmer - f.eks. da vi besluttede at afvikle alle volley workshops i ét hug, eller at vi skulle afvikle de sidste 3 fodbold workshop i 4 dage. Men Jeppe og Malenes engagement og deltagernes glæde over de forskellige workshops var med til at gøre det hele lidt nemmere. Jeg tror at de gode oplevelser fra workshops’ne, hvor der på meget kort tid var skabt venskab og sammenhold mellem underviserne og deltagerne, er klart med til, at man giver den en ekstra skalle - noget der var hårdt brug for.
Jeg mener klart at jeg oplevede teamwork i bedste teoretiske stil både mellem os “udlændinge”, mellem Aschiana-edutrainere og de øvrige deltagere. Problemer var der nok af i perioden, men når jeg tænker tilbage husker jeg mest gode oplevelser, smil på læberne, afghanere der glemmer den verden omkring sig og er i sportens rus… og ikke at vi var irriteret over sne og vand på banen, som skulle ryddes 2 timer før en workshop, frustration over en plan som ikke holdte, bøvlede diskussioner om vores projekt, guest house osv. osv.
Så alt i alt mener jeg at have lært en masse om mig selv, om andre mennesker, hvad der giver pote i teamworking, hvordan problemer kan tackles på en positiv måde og.. og… og.. Alt sammen en god oplevelse - et koncept jeg hørte fra Jeppe og Malene i januar i København, da de skulle planlægge workshops i Afghanistan. Men ikke alene var det en god oplevelse for dem selv og deltagerne af deres workshops, men for alle omkring projektet.
Tashakor (tak) og … Motawaje!
Læs mere om GlobalEduSport
