Hvorfor er lige netop idræt sådan et godt redskab til at indføre demokrati? Denne case kan give et svar på dette spørgsmål.
Af Sameer Azizi, projektleder i Afghanistan for GlobalEduSport
Trofast og ikke mindst nysgerrige står Sameer, Azad, Bafrin, Dalvin, Fatma og to nye piger fra et andet Aschiana center og venter på Shafiq. Det har alle det til fælles, at deres familier er så fattige at de må på gaden og tjene til livets og ikke mindst familiens ophold, at de er mellem 15-18 år, de kommer dagligt på et af Aschiana centrene. Desuden at de alle er ved, at have gennemført de fleste kurser som Aschiana tilbyder og om mindre end et år må de vide pladsen til nye og yngre børn.
Leder af Aschiana, Mr. Engineer Youseff forklarer, at der næsten hverdag står 5-10 nye gadearbejdende børn og banker på Main Aschianas tunge jernport. “Vi bliver nød til, at sende de ældre af sted, Afghanistan kan ikke tåle, at de yngste bliver voksne uden at have været børn”, forklarer han og sender en kort beklagende blik i retningen af den ventende gruppe.
I mellem tiden er Shafiq ankommet. Han nyder stor respekt blandt de unge og bliver hilst på med “Salam Aostad Shafiq, krob asti?”, denne respekt er anderledes end den man f.eks. skal udvise overfor sine ældre i familien forklare Fatma på 16 år. “Shafiq bekymre sig om os, han vil have at vi skal opnå noget i livet, han tror på os og giver os vejledning i mange spørgsmål”. På spørgsmålet omkring hvorfra de unge har stiftet bekendtskab med Shafiq, svarer gruppen nærmest i kor “Til judo træning på Schaz-Derek centeret”.
Fra Judo til samfundet
Shafiq har besluttet at samle en håndfuld af de ældste judoelever. Han har fået en idé, som han har besluttet at ville afprøve på gruppen. I sin forklaring omkring hvad der skal ske i løbet af morgen formår han at koge Afghanistans problemer ned til en enkelt sætning. “Vores problemer og grunde til disse problemer findes ganske enkelt i vores ledere”, siger han med et fast blik og fortsætter “vi ser på vores ledere og vi følger deres eksempel. Hvis de rager til sig af og kun bekymre sig om deres nye huse i Iran og Pakistan, hvad gør vi så ikke?” Spørger han retorisk. Den høje tynde Azad giver tegn og tager ordet. Han fortælle, at han har hørt om et medlem af parlamentet som nægter at bo som en konge. Han bor udenfor Kabul i et beduinertelt og har i øvrigt kun en kone. Shafiq smiler, og inden længe går snakken på tværs, pigerne er en smule tilbageholdne men kommer til orde via Shafiqs direkte spørgsmål. Under det lille halvtag summer luften af historier om den ene og den anden leder, om en onkel som vil bestemme alt, om USA, folk i nabolaget mv. Ind imellem stopper Shafiq dem og beder dem tage en række noter. “Man kan ikke huske alle tanker og derfor skal vi gemme vores tanker til vi får brug for dem igen” forklare han.
Da det nærmer sig frokosttid og efterfølgende arbejdstid opsummere Shafiq for gruppen “i dag har vi snakket om lederskab og hvordan en god leder behandler og ikke behandler sit folk. Jeres opgave er nu at gå ud og snakke med fem af jeres venner, stil de samme spørgsmål og lyt til deres svar. Gem deres svar og kom så tilbage”. De aftaler at mødes igen om tre dage. Shafiq forklare at hans grundtanke er, at give gruppen noget at tanker over for som han siger “i morgen bliver de en slags ledere, måske ikke for Afghanistan men måske i en familie, det er vigtigt, at vores familier har sunde ledere” siger han og undskylde sig da han skal videre til et andet Aschiana center og undervise i Judo.
Resultatet - demokratisk træningslejr
I alt mødtes Shafiq og gruppen 8 gange henover tre uger. Det lykkes Shafiq at få startet en snak om nuværende tilstande og ikke mindst fremtiden. Hvorvidt en leder skal være troende eller ej var der dyb uenighed om men grundlæggende kunne de enes om, at en leder skal være ærlig og retfærdig og stille sig som eksempel og tænke på andre før sig selv. Forløbet var et hjemmebrygget forsøg på, at give de ældste en form for samfundsfagsundervisning. De unge fik han i tale ved, at vise dem respekt på en neutral grund nærmere præcist i judo-rummet, hvor man ifølge de unge bliver respekteret udtaget til stævner, alt efter hvor meget man kæmper og knokler og ikke nødvendigvis bare fordi man er stærkest eller ens far har høj status i lokalsamfundet.
Læs mere om GlobalEduSport
