Af Kent Nielsen, AIF
Sidste år var det 40 år siden at Israel besatte Vestbredden, og i år er det 60 året for statens Israels oprettelse. Med opsætning af det 200 km lange beskyttelseshegn i 2002, nogle steder som en 8 meter høj betonmur, tog AIF (Arbejderbevægelsen Internationale Forum) i Roskilde initiativ til, at markere modstand mod den yderligere optrapning af den endeløse besættelse. Vi lavede en kopi af “Muren” som blev opstillet på Stændertorvet i Roskilde den 1. maj 2004, med teksten: “Mur mellem mennesker skaber ikke fred”.
Tragedie og nederlag går som en rød tråd i palæstinensernes historie og kamp for uafhængighed af fremmed herredømme i løbet af de sidste 100 år. Men også en vilje til at bevare kultur og identitet - trods underlegenhed mht. fysiske magtressourcer.
En historie, som ofte har været usynlig i den samtidige europæisk-amerikanske verden. Og hvis ikke palæstinenserne var usynlige, så har de - ifølge de dominerende vestlige og israelske fortolkninger - selv hovedansvaret for deres evige ulykke.
Først i løbet af de sidste ti femten år er mere nuancerede fortolkninger af historien - og den aktuelle konflikt ved at vinde udbredelse. En proces, der i mangt og meget ligner den vietnamesiske frihedskamp i 1960´- og 70´erne og de sortes kamp for flertalsstyre i Sydafrika i 1980´erne og begyndelsen af 90´erne. Men modsat vietnameserne og de sorte i Sydafrika synes palæstinenserne dømt til endeløs besættelse og endeløs modstandskamp.
To begivenheder udkrystalliserer sig som helt centrale i det sidste halve århundredes palæstinensiske historie: Ved oprettelsen af staten Israel i 1948 blev 750.000 - eller to tredjedele af Palæstinas oprindelige befolkning - tvunget til at flygte. Lige siden er de blevet nægtet retten til at vende tilbage. En ret, FN´s generalforsamling har gentaget år efter år.
Ved besættelsen af Østjerusalem, Vestbredden og Gaza i 1967 kom de sidste rester af Palæstina under israelsk herredømme. I besættelsens kølvand er fulgt kolonisering i form af hundredvis af bosættelser og ulovlig tilflytning af 400.000 israelske statsborgere. Den israelske strategi har været at etablere kendsgerninger og systematisk trænge Palæstinas oprindelige befolkning i defensiven.
Selv aftaler om fredelig konfliktløsning har fungeret som skalkeskjul for at udbygge kontrollen.
Som benzin på historiens bål er antallet af bosættere fordoblet - efter Osloaftalerne (1993 & 94) og etableringen af det palæstinensiske selvstyre. Konflikten har således kunnet eskalere.
Den nåede endnu en kulmination fra september 2000 med den anden intifadas fortsatte krænkelser af menneskerettighederne, selvmordsbomber og den store israelske militære offensiv foråret 2002.
Med den aktuelle opførelse af en “sikkerhedsbarriere” på besat palæstinensisk territorium - og yderligere konfiskation af palæstinensisk land - er der føjet endnu et tragisk kapitel til palæstinensernes lidelseshistorie.
Rejsebrev fra en fredsvagt
Rega! Rega!
Gitte, 7. jan. ´08
Det første ord man lærer på hebræisk er ´shalom´, fred. Det næste er ´machsom´, tjekpoint. Det tredje er ´rega´, vent!
Man skal ikke have været længe i de besatte palæstinensiske områder før man støder på tjekpoints. Disse djævelske installationer der i forskellig størrelse og udformning - fra en enkelt militærjeep, til store terminaler - er sået udover Vestbredden og omkring Gaza. De forhindrer et dagligdagsliv i at kunne eksistere, besværliggør handel byer imellem, produktion, kulturel udvikling og udveksling, ja på enhver måde destruerer de alle aspekter af palæstinensernes liv og samfund. Og umuliggør ethvert tilløb til fred.
De er selvsagt bemandede af israelske soldater. Teenagefyre og teenagepiger, lige kommet ud af skolen. Som skal forsøge at videreføre en krig de voksne har ført i generationer - og som de nu, ikke altid men alt for ofte ganske helhjertet, selv fører videre.
‘Security’
Man skal som rejsende være udstyret med en ualmindelig stor portion zen for at kunne krydse et tjekpoint med blodtrykket på normal. Synet af behandlingen af de palæstinensiske civile er voldsomt. Der råbes fra skrattende højttalere på hebræisk, ordrer ingen forstår. Står man målløs og forsøger at finde ud af hvad der bliver sagt, råbes lidt højere - stadig på hebræisk. Rega! Rega! Er et ord man hurtigt lærer. Mens lommer tømmes, tasker scannes, fingeraftryk tjekkes i håndstore nye scanningsmaskiner, det nyeste isenkram man har fået installeret. Frem og tilbage, frem og tilbage i metaldetektoren går man. Men der kommer ingen soldat ud for at hjælpe én med at finde ud af hvorfor man bliver ved at bippe. Unge som gamle, kvinder og mænd, lokale og besøgende. Alle er lige ulige i besættelsens navn. Børn står med store øjne og kigger. Alt for mange palæstinensere står med hængende skuldre, ydmyge og nervøse. Næsten underdanige, i soldaternes altoverskyggende magt. Man forsøger at læse soldatens øjne: er det en god dag og man kommer igennem eller har han eller hun en dårlig dag og man må vende om. Er papirerne i orden? Der bønfaldes, grædes, appelleres, ventes, resigneres, skældes ud, åndes lettet op… Hele følelsesregistret afbildes blandt køens mennesker.
Men som årene går, er det nok resignationen, ja ligefrem apati, som er blevet det mest fremherskende træk blandt palæstinenserne ved tjekpointene. Man indretter sig. Og afretter sig. Busser og taxier får deres start- og endestationer hér og flytter med hvis tjekpointet flyttes. Og holder op med at køre når tjekpointene lukkes. Der handles og vandles. Hvert tjekpoint har sit eget liv. Det er dog altid det skæve samme. Kun graden af magtens konsolidering er det egentligt forandrede fra besøg til besøg.
Magtens arrogance
De nye store terminaler, som er blevet opført sammen med den enormt store apartheidmur Israel har ladet opføre på palæstinensisk land, er indrettet således, at der er et minimum af kontakt(mulighed) mellem kontrolløren og de kontrollerede. Flere tremmeindgange, og flere tremmeudgange ved hver bås, derimellem sidder de israelske soldater i aflukker med små skudsikre vinduer. Gerne mageligt henslængt, med fødderne oppe, mens de giver sig umådeligt god tid med at tjekke folks papirer. Hvis de gider, for er de fordybet i en mobilsamtale med veninden eller kæresten ja, så bliver der ikke engang kigget op når de lader en forbi, eller også får man lov til at vente til de lige er færdige. Eller bare gider. ´Security´, hedder det på nyhebræisk. Iblandt synger soldaterne hånlige sange i højttalerne, eller laver skingre lyde så mikrofonerne går i overgang og lyden af dem skræmmer de ventende. De hygger sig tit, soldaterne, inde i deres bure, med snak og vittigheder indbyrdes, man kan se at de har det sjovt sammen. Dejligt. For dem. Imens står vi andre udenfor, i vores eget bur, i det kolde neonlys som giver alle træk en blålig tone.
Eksempler på tilbageholdelser i timevis, tæsk, ydmygelser og trækken lod om hvem der må passere er der masser af.
Mennesker fødes ved tjekpoints, mennesker dør ved tjekpoints.
Bosættere
På den anden side af tjekpointene ser vi dem mens vi kører forbi i de evigt pendlende palæstinensiske busser og fællestaxier: bosætterne. Til hvis ære vi lige har været igennem skærsildens forgård. Vi kigger ud gennem støvede ruder, trætte, opgivende. De kigger tilbage, mistroiske.
De har ikke skulle igennem tjek, udspørgning, venten. De kan komme og gå som det passer dem. De kan bevæbne sig og beskyde palæstinensere. Tæve bønder. Det sker regelmæssigt. Og her er vi. De israelske og internationale fredsaktivister. Vi? Vi er sluppet gennem ét tjekpoint, nu er vi på vej mod et nyt, og et nyt, og et nyt… Før vi når frem til vores respektive destinationer.
Hvor ligger Annapolis?
