Nye møbler gør en verden til forskel på Gambias nedslidte skoler.
Af Gudrun Awa Jørsing, Seniorer uden grænser
Siden 2000 har “Mellemfolkeligt Samvirke” betalt transporten af de containere, jeg sender til Gambia. Indholdet bliver fordelt imellem “min” døveskole, “St. John´s School for the Deaf”, som jeg har hjulpet siden mit første besøg der i 1988 (I kan læse mere om det på www.stjohns.dk), og andre små fattige skoler eller helseklinikker, der også er under den katolske mission i landet.
Emil Kujabi, som er min kontaktperson i Gambia, og som desuden arbejder tæt sammen med biskoppen, kontaktede mig for nogle år siden og sagde, at der fandtes nogle uhyggeligt fattige skoler oppe langs floden, om jeg kunne tænke mig også at hjælpe dem lidt. Jeg talte med MS om sagen, og vi blev enige om, at jeg, næste gang, jeg kom til Gambia, skulle rejse rundt og lave en behovsanalyse. Som aftalt så gjort. Jeg tog rundt til de 5 skoler, Emil Kujabi havde nævnt, og det var en barsk oplevelse. Man manglede stort set alt. På en skole havde man således et tomt lokale, hvor der i et hjørne stod en symaskine, der ikke virkede. Det var håndgerningslokalet. Men det gennemgående træk var, at man desperat manglede skoleborde og stole. De fleste steder havde man kun skolemøbler, de var købt i 1962, mens Gambia endnu var en engelsk koloni. Skolemøblerne, hvis man kunne kalde dem dette, var næsten kun splinter, som kun kunne gøre gavn som optændingsbrænde. Ofte kom børnene til skade, når de satte sig, og stole og borde faldt sammen under dem. Et sted sad der 10 elever på én bænk, og skoleinspektøren fortalte mig, at en af bænkene var den samme, han havde siddet på, da han begyndte i skolen for mange år siden.
Jeg gennemfotograferede skolemøblerne, hvor jeg kom frem, og MS var helt enig med mig i, at der skulle sendes hjælp hurtigst muligt, så selv om døveskolen var og forbliver mit hjertebarn, måtte den lige vente med at få noget i næste omgang. Jeg talte med Olaf Kahr på Djursland om sagen, og vi fik hurtigt pakket en container med solide skolemøbler.
Næste gang jeg var i Gambia, tog jeg ud til skolerne igen, og det var en fryd at se, hvilken gavn og glæde containerens indhold havde skabt. Jeg tog igen nogle billeder, så såvel MS som Olaf Kahr kunne se resultatet af hjælpen. Det er i øvrigt en ting, jeg finder meget vigtig, at man “tilbagemelder” godt og grundigt, så folk, der har givet noget, kan se, at deres gaver er nået frem i de rette hænder. Man hører så meget om det modsatte.
Jeg er såvel MS som Olaf Kahr dybt taknemmelig for al deres hjælp. Uden at kende nogen, der har gode ting, jeg kan få lov at fylde i containere, og uden at have nogen, der vil betale for deres transport, kunne jeg jo ikke have hjulpet spor. Jeg er også medlem af organisationen “Seniorer uden Grænser” (den kan I læse mere om på: www.seniorerudengraenser.dk), og dens computergruppe har også hjulpet mig, idet de har givet mig 12 computere, som man har glæde af på døveskolen - forudsat der ikke er strømsvigt. Det er desværre et tilbagevendende problem, og jeg er i fuld gang, i samarbejde med seks danske Rotary Klubber, at prøve at få installeret solenergi på hele skolen. Sol er der jo nok af.
Jeg har nydt at læse de forskellige historier, der er kommet i forbindelse med “I do statuetten”. Hvor findes der mange dejlige ildsjæle rundt omkring, og hvor er der brug for dem.
Et stort knus til jer alle.
Læs mere om Seniorer uden grænser
