Af Jacob Pedersen, 18 år, ungegruppen Slænget, Tarup Ungdomsskole / Ungdomsringen
Sommeren 2007 i Kenya var præget af en masse aktivitet. Specielt hårdt fysisk arbejde. I 2007 havde vi i ungegruppen Slænget fra Tarup Ungdomsskole fået penge fra DUF til et 2-årig projekt om i fællesskab at oprette og opbygge en ungdomsklub i vores kenyanske samarbejdsorganisation, Wind of Hope in the Desert. Da vi kom derned, opdagede vi også, at det ikke var det eneste byggeprojekt, der var gang i. Både børnehaveklassen og Dispensary’et skulle bygges om efter en hård regntid med mange oversvømmelser og ødelæggelser.
Da jeg de første dage så, hvordan både gamle og unge kenyanere arbejdede med genopbygningerne, blev jeg meget overrasket. De havde ingen kraner, cementmaskiner eller andre elektriske maskiner til hjælp. Det hele blev lavet ved håndkraft! Cementen, der skulle lægges på gulvet, blev skabt ved at hente en masse jord i nogle trillebøre. Jorden blev lagt i en stor bunke, hvorefter en masse mindre sten, ca. 6-7 cm lange og 3 cm brede, blev lagt ovenpå jordbunken, så de dækkede. Til sidst blev der lagt en tyk kalk- og lerblanding (cement) oven på det hele. Hele blandingen blev overhældt med vand fra en vandslange. Det mest fantastiske og for den sags skyld også det hårdeste, var at tage en lille skovl, stikke den neden under det hele, løfte op og blande. Det skulle gøres, til det hele var blandet. Nærmest som en stor bolledej.
Mens dette stod på, hentede folk sten til støtte af fundamentet. Jeg var en af de heldige, der fik lov til sådan en tur. Den vil jeg aldrig glemme. Vi var 3 danskere og en stor håndfuld kenyanere, der tog af sted. En mindre lastbil hentede os, og jeg tænkte med det samme, at dér kunne vi da slet ikke sidde alle sammen. Men det skulle hurtigt vise sig, at det slet ikke var meningen, at vi skulle sidde i den. Jo, omme på ladet. Hold op en tur, vi fik. Det skal siges, at vejene i Kenya, specielt ude i de små byer, ikke er skabt af cement. Nej, det var bare en ganske almindelig jordsti. Så sad vi der og bumpede af sted. Det sjove var, at det kun var os danskere, der sad ned i ladet. Alle kenyanerne var kravlet op på de bøjler, der udgjorde det sted, hvor en presenning rigtigt skulle have været.
Da vi omsider, efter en god gang bumlen og ondt i lænden, kom til stedet, hvor vi skulle samle sten, var stedet ikke et område med en kæmpe bunke af samlede sten til afhentning som herhjemme. Næh, bare en lidt større vej med nogle sten i grøften. Så vi samlede alle stenene og kørte den lange vej hjem igen.
Da vores projekt oprindeligt var oprettelsen af en ungdomsklub, skulle vi nogle af dagene også bruge tiden på det. Vi havde snakket om, hvordan det fungerede i ungdomsklub herhjemme. Det viste sig at være rigtig vigtigt for at tro, at de samme regler kunne bruges i Kenya, ville være ærgerligt, for det ville slet ikke kunne fungere.
Aldersgrænserne i Danmark hedder fra 14 til 18 år. Kenyanerne bestemte, at deres aldersgrænse skulle være fra 9 til 25 år. Det er jo egentlig logisk. Som i en ungdomsklub i Danmark handler en ungdomsklub i Kenya også om at få de unge væk fra gaden og kriminalitet, der måske bliver begået i kedsomhed. Problemet i Kenya er ikke kun kriminalitet, men også prostitution, der begynder for nogle, når de allerede er 8 til 9 år gamle. Derfor skal der være et alternativ til dem. I klubben skal vi lære at reparere ting, både med hammer og også svejsning, men også at reparere tøj og lære at sy. De skal få noget godt ud af at være der, så de kommer igen. Det er også vigtigt at tænke på, at standarden umuligt kan blive den samme som her hjemme, men det, der kan tilbydes, vil alligevel være så godt og stort for de unge kenyanere, da de måske aldrig kommer til at opleve det, selv uden hjælp fra Wind of Hope og ungegruppen Slænget.
Læs mere om Ungdomsringen
