Bushka vil jeg aldrig glemme. Denne lille, lidt buttede baby var med til at sætte et blandt hundredevis af uudslettelige kenyanske fodspor i min hukommelse.
Af Anne Christine Sørensen, 17 år, ungegruppen Slænget, Tarup Ungdomsskole /Ungdomsringen
Noget af det første, jeg husker i forbindelse med hende, var følelsen af at være rådvild. En følelse der ofte følger efter det at være overvældet, hvilket også var tilfældet her. Khadija - kvinden, der er leder af det kenyanske Aids-projekt, Wind of Hope in the Desert, vi samarbejder med - havde besluttet at give os en opgave, der skulle bringe os tættere på de unge kenyanere i projektet; vi skulle for en tid føle på egen krop, hvordan det var at være overhoved i et ‘child headed household’, og således blev stort set hele følelsesregistret gennemgået på omkring seks timer.
Først var der spænding, mens vi ledte efter tøj, der egnede sig til at blive klippet om til bleer, endnu inden babyerne var ankommet ude fra oplandet (det var med blandede følelser, vi senere opdagede en række høje stabler af kasser med pambers-bleer inde på lagret). Men først da spændingen var blevet udløst, og lille Bushka overdraget til min varetægt, begyndte jeg at overveje, hvad jeg egentlig skulle gøre, og det gik op for mig, at jeg var på fuldkommen bar bund. Hvor skulle jeg få mad til hende fra? Jeg må have set latterligt formålsløs ud, mens jeg gik rundt og ledte efter en udvej til dette problem. Den kom i form af Bushkas moster - der også fungerer som hendes plejemor, eftersom hendes biologiske mor er død som følge af Aids - der også var blevet sat ind som et led i dette omfattende rollespil. Hun ville amme barnet i bytte for seks liter vand. Godt, næste problem, hvor skulle jeg så finde seks liter vand? Svaret var forholdsvis tæt på, da projektets lille brøndboring ikke var mere end tredive meter væk, så mens jeg hentede vand, fik Bushka sin mad.
Som nævnt var Bushka en anelse buttet af udseende - en følge af rent faktisk at have fået modermælk i stedet for blot erstatning. Denne egenskab satte hende imidlertid i stand til at græde ganske længe uden at blive videre udmattet, hvilket jeg da også fik en forsmag på, da hun kom tilbage fra sin mor. Allerede grædende. Hun græd, mens hun blev bundet fast til min ryg i et tørklæde, og hun græd, mens jeg bar hende og de seks litter vand op til Khadijas hus. Hun græd sågar, mens jeg forsøgte at få hende til at sove. Desperationen begyndte at bane sig vej frem, og jeg havde mest af alt lyst til at begynde at græde sammen med hende, men på spørgsmålet om, hvad det egentlig skulle gøre godt for, var svaret ‘intet’, og desperationen blev således langsomt afløst af beslutsomhed, og ikke længe efter faldt Bushka endelig i søvn - en tilstand hun befandt sig i i godt halvanden time.
Efter det var der blot en sær og let malplaceret ro i mit hoved resten af dagen igennem - selv da Bushka igen begyndte at græde. Denne opgave blev givet os en dag i sommeren 2006, og det var med glæde, at jeg genså en noget større Bushka i 2007.
Hvad der virkelig overbeviste mig om opgavens vigtighed i forhold til de andre unge var, hvad Khadija fortalte os om deres reaktioner efterfølgende:
“At first they were saying “Hey! Look at the mzungus with the babies!”, but when they had looked at you for a little while carrying that water and that fire wood they said “Look at the girls with the babies.” instead and when I asked them why they said “They are like us now.”"
Og netop en sådan forståelse for vores samarbejdspartneres situation, som vi opnåede gennem denne oplevelse, er grundlæggende for at kunne hjælpe på en holdbar og bæredygtig måde. Det nytter ikke noget at sidde herhjemme bag vore velisolerede vægge i lille Danmark og forestille os, hvad de mon kunne have brug for i ulandene. Som mange læsere af denne tekst nok ved, er det nødvendigt at sætte sig grundigt ind i den pågældende situation, inden vi beslutter, hvad der for dem er nødvendigt og unødvendigt.
Læs mere om Ungdomsringen
