Af Stine Vang Nielsen, 17 år, ungegruppen Slænget, Tarup Ungdomsskole / Ungdomsringen.
Ind imellem ser man noget, man væmmes ved, noget man bare har lyst til at glemme, og noget som ligger én så fjernt. Når det nu ligger så fjernt, er det muligt bare at se den anden vej.
Når vi smider vores affald ud i skraldespanden, er vi ikke nødt til at tænke på, hvor det kommer hen. Når vi kører i bil, er vi ikke nødt til at tænke på den forurening, vi forårsager. Når vi køber en pels, er vi heller ikke nødt til at tænke på, hvordan dyret, der førhen havde den, er blevet behandlet. Vores liv kan sagtens fungere uden, at vi tænker ret meget.
Jeg er dog af den overbevisning, at vi må gøre noget. Vi må alle sammen gøre noget og alle sammen tænke, for at verden kan blive et godt sted at være. En enkelt person kan ikke redde verden, men ved at påvirke andre til også at gøre noget kan det være, at vi kan udrette noget sammen.
Vi har alle et ansvar, for det vi gør, men vi har også et ansvar for det, vi undlader at gøre. Derfor forstår jeg ikke, hvordan vi kan være ligeglade, når vi først ved, hvilken risiko vi løber, og når vi kender til de konsekvenser, vores handlinger har til følge.
Derfor har jeg valgt at gøre noget. Jeg har valgt at melde mig ind i ungegruppen Slænget, hvor vi arbejder med unge HIV/AIDS-ofre i Kenya. Her er der nemlig andre, der ligesom jeg, ikke længere bare vil se på, mens mennesker i den tredje verden lider. Selvom HIV/AIDS ikke er ret udbredt i den vestlige verden, er det en sygdom, alle kan rammes af. Derfor har vi alle et fælles ansvar, og vi er alle sammen nødt til at kæmpe imod denne sygdom. Hvem vil nemlig gerne have AIDS?
Læs mere om Ungdomsringen
