“Det første jeg plejede at gøre, når min mand kom hjem fra marken, var at kigge på hans hænder. Havde han penge med i dag?”
Af Tania Maria Lüders Rusbjerg, journalist i Mission Øst
Over for mig sidder Shukria, der mener, hun er cirka 33 år. Med sine alvorlige mørke øjne fortæller hun mig om livet før Mission Øst. Før de tørrede løg og de syltede peberfrugter. Og før den kun seks måneder gamle kvindegruppe, der for første gang i hendes voksne liv har givet hende andre at tale med end sin mand og sine fire drenge. Med sit blik boret ind
mit fortæller hun mig, hvordan hun plejede at give sine børn mad ved at overvinde sin stolthed og gå tiggergang hos naboerne. Hun bankede på deres døre og sad i stilhed hos dem i nogle minutter, indtil hun fik taget sig sammen til at spørge om en smule ris eller lidt olie.
Når det var allerværst, og naboerne ikke havde mere at gi’, skrabede hun melposens bund for de sidste rester og blandede dem med mælk fra familiens ene ko. Det var nødt til at være nok til hele familien.
Hendes ansigt bærer i dag tydelige spor af underernæringen. På hendes næse og kind har hun sår; en hudsygdom, der fortæller, at hun ikke har fået nok at spise.
I dag har hun inviteret os (jeg selv og en fotograf) indenfor i sit lille hjem. Her lugter af løg, som hun har spredt ud over en del af gulvet i familiens soveværelse. Her ligger de og tørrer, så hun kan lave pulver og tørrede løg af dem, som hun har lært af Mission Øst. Senere sælger hun produkterne på markedet og tjener penge til at købe mad til familien. Det cirka seks kvadratmeter lille værelse er både opholdsstue, sovekammer og spisestue i ét. Ved vinduerne hænger et par tynde gardiner, og da jeg tilfældigt kommer til at kigge nærmere på væggene, kan jeg tydeligt se halmen, der stikker ud af det brune ler. På gulvet langs væggene ligger flade måtter beklædt med rødt stof. Her har cirka 20 af landsbyens kvinder placeret sig i anledning af dagens besøg fra Danmark.
Har ikke fået lov af deres mænd
Vi er kommet for at høre om den kvindegruppe, som kvinderne startede i efteråret med hjælp fra Mission Øst. Der går ikke mange minutter fra, vi træder ind i det lille værelse til, at vores tolk, Malalai, hurtigt oversætter, at kvinderne ikke vil filmes med vores medbragte videokamera. De har ikke fået lov af deres mænd.
Her i Badakhshan provinsen er det stadig manden, der er overhovedet i familien, og ifølge de gamle traditioner er han og de andre familiemedlemmer de eneste mænd, der må se kvindens ansigt. Derfor dækker hun sig til med burka (en blå dragt, der dækker krop og hoved og med et vævet “gitter” foran øjnene), når hun bevæger sig uden for hjemmet.
Men under det blå stykke stof møder jeg kvinder som Shukria, der ikke står i skyggen af sin mand, når det drejer sig om at skabe et bedre liv for sig selv og sine børn.
Mit møde med kvinderne i gruppen overbeviser mig om, at det er kvinder som dem, der står i spidsen for - hvis ikke Afghanistans - så i hvert fald deres egen landsbys udvikling.
Vi gør det for vores børns skyld
Inden vi ankom til landsbyen, spurgte jeg Fouzia, Mission Østs lokale medarbejder, om hun ville udpege tre kvinder, der havde en exceptionel historie, jeg kunne fortælle videre til folk hjemme i Danmark. Fouzia grinte kort. Så lagde hun sit ansigt i mere alvorlige folder og sagde;
“De har ALLE en exceptionel historie!”
Som timerne går i kvindernes selskab, opdager jeg, at hun har ret. De rummer historier om fattigdom, desperation, ensomhed og frygt. Men også om håb og drømme og om en overvældende drivkraft til at skåne deres børn for det liv, de selv har måttet udholde. Det er på én gang både sørgeligt og livsbekræftende at sidde over for disse kvinder, der har så meget styrke til at overkomme deres fattige tilværelse.
“Vores eget liv er mere eller mindre forbi,” siger Sayed Nissa meget afklaret. Hun er ikke mere end 35 år gammel, men ifølge statistikkerne har hun som kvinde i Afghanistan ikke mere end cirka ti år tilbage at leve i.
“Vi kæmper videre for vores børns skyld. Så de kan have en fremtid.”
Frustrationer gik ud over børnene
Da Mission Øst i efteråret 2007 introducerede kvinderne for ideen om at starte en kvindegruppe, begyndte deres liv at ændre sig.
“Uden gruppen ville jeg stadig sidde i et hjørne dagen lang og spekulere på, om min mand mon ville komme hjem med penge i dag,” fortæller Shukria, der er valgt som gruppens formand; en opgave der går på skift cirka hver anden måned.
“Jeg kan ikke forestille mig mit liv i dag uden den hjælp, vi har fået. Før i tiden lod jeg mine frustrationer går ud over børnene, fordi jeg ikke havde andre at tale med. I dag føler jeg mig fortrøstningsfuld og glad. Når jeg går hjem fra ét af vores møder, føler jeg mig helt opfrisket,” siger hun.
Kvinderne mødes hver anden uge, og for stort set alle er det første gang i deres liv, at de er sammen med andre kvinder, uden at det har noget med arbejde eller højtider at gøre. I denne del af Afghanistan er det meget almindeligt, at kvinder sjældent er sammen med andre end deres familie derhjemme, og deres sorger og bekymringer får derfor lov til at hobe sig op indeni.
Fokus på det der gør glad
Midt i det hele bliver vi overdøvet af et æsel, der skryder højlydt ude foran huset. Det virker så komisk, at selv kvinderne, der er vant til det, alle begynder at grine. Og selv om deres fattigdom kan gøre ethvert menneske fortvivlet, er det deres evne til at le, der virkelig bevæger mig.
Vi bliver budt på tynd te med mælk, og til ære for de danske gæster får drikken også et skvæt fløde. Jeg kan ikke lade vare med at tænke på, hvor meget fløden må have kostet dem. Men det betyder mere for kvinderne, at deres gæster har det godt. Vi får fladt brød til og en skål med dyppelse, som traditionen tro tilberedes med sang, fortæller de. Jeg spørger, om de ikke vil synge sangen for mig? Efter en smule tøven synger én af kvinderne for, mens Shukria slår på en metalbakke for at skabe en rytme.
Her sidder jeg over for en flok kvinder, der stadig kun lige er ved at arbejde sig ud af en elendig tilværelse. De fleste af dem er ikke mere end ti år ældre end jeg selv, men et hårdt liv har fået dem til at ligne min bedstemor. Tanken om, at deres børn måske skal gå sultne i seng samme aften er ikke fremmed for dem, og stadigvæk har de overskud til at fokusere på de ting, der giver dem glæde. Sang, musik, og håbet om en bedre fremtid. Shukria, der før sad og ventede dagen lang på, at hendes mand skulle komme hjem med en smule penge, har taget sagen i egen hånd og er nu med til at føre familien ud af fattigdom med blandt andet sine tørrede løg. Selv hendes mand er taknemmelig og opfordrer hende til at tage det arbejde, hun kan få. Han ved godt, at alene har han ikke chancen for at hjælpe familien ud af sin miserable situation.
“Jeg har lært at tro på mig selv,” siger Shukria.
“Og jeg ved nu, at andre også tror på mig.”
***
Fakta om Mission Østs kvindegrupper i Afghanistan
I store dele af Afghanistan er det helt normalt, at kvinder meget sjældent mødes med andre mennesker end deres familiemedlemmer derhjemme. De lever i social isolation og har kun deres mand og børn at betro sig til. Bekymringer og sorger får derfor lov til at hobe sig op indeni. I Mission Øst tror vi på, at kvinderne, der hver for sig virker svage, kan være med til at gøre hinanden stærke i fællesskab, hvis de får mulighed for det. Derfor har vi som noget nyt hjulpet med at etablere 14 kvindegrupper i fattige landsbyer i den nordlige provins Badakhshan. Sammenholdet styrker dem som individer og giver dem tro på, at de kan være med til at hjælpe deres familier ud af fattigdom. Grupperne får blandt andet hjælp til at lære et håndværk som for eksempel forarbejdning af fødevarer for at forbedre deres indtjening. I år har Mission Øst planer om at hjælpe yderligere seks grupper på benene.
Vil du læse mere om kvindegrupperne og Afghanistans stærke kvinder, så bestil Mission Østs blad gratis på http://www.miseast.dk/sw5362.asp
26. marts 2010 at 21:49
Kære Tania
Rørende historie. Barsk, men med håb!
Hilsen Mie