Læs historierne

“Det første jeg plejede at gøre, når min mand kom hjem fra marken, var at kigge på hans hænder. Havde han penge med i dag?”

Af Tania Maria Lüders Rusbjerg, journalist i Mission Øst

Over for mig sidder Shukria, der mener, hun er cirka 33 år. Med sine alvorlige mørke øjne fortæller hun mig om livet før Mission Øst. Før de tørrede løg og de syltede peberfrugter. Og før den kun seks måneder gamle kvindegruppe, der for første gang i hendes voksne liv har givet hende andre at tale med end sin mand og sine fire drenge. Med sit blik boret ind
mit fortæller hun mig, hvordan hun plejede at give sine børn mad ved at overvinde sin stolthed og gå tiggergang hos naboerne. Hun bankede på deres døre og sad i stilhed hos dem i nogle minutter, indtil hun fik taget sig sammen til at spørge om en smule ris eller lidt olie.

Når det var allerværst, og naboerne ikke havde mere at gi’, skrabede hun melposens bund for de sidste rester og blandede dem med mælk fra familiens ene ko. Det var nødt til at være nok til hele familien.
Hendes ansigt bærer i dag tydelige spor af underernæringen. På hendes næse og kind har hun sår; en hudsygdom, der fortæller, at hun ikke har fået nok at spise.

I dag har hun inviteret os (jeg selv og en fotograf) indenfor i sit lille hjem. Her lugter af løg, som hun har spredt ud over en del af gulvet i familiens soveværelse. Her ligger de og tørrer, så hun kan lave pulver og tørrede løg af dem, som hun har lært af Mission Øst. Senere sælger hun produkterne på markedet og tjener penge til at købe mad til familien. Det cirka seks kvadratmeter lille værelse er både opholdsstue, sovekammer og spisestue i ét. Ved vinduerne hænger et par tynde gardiner, og da jeg tilfældigt kommer til at kigge nærmere på væggene, kan jeg tydeligt se halmen, der stikker ud af det brune ler. På gulvet langs væggene ligger flade måtter beklædt med rødt stof. Her har cirka 20 af landsbyens kvinder placeret sig i anledning af dagens besøg fra Danmark.

Har ikke fået lov af deres mænd
Vi er kommet for at høre om den kvindegruppe, som kvinderne startede i efteråret med hjælp fra Mission Øst. Der går ikke mange minutter fra, vi træder ind i det lille værelse til, at vores tolk, Malalai, hurtigt oversætter, at kvinderne ikke vil filmes med vores medbragte videokamera. De har ikke fået lov af deres mænd.

Her i Badakhshan provinsen er det stadig manden, der er overhovedet i familien, og ifølge de gamle traditioner er han og de andre familiemedlemmer de eneste mænd, der må se kvindens ansigt. Derfor dækker hun sig til med burka (en blå dragt, der dækker krop og hoved og med et vævet “gitter” foran øjnene), når hun bevæger sig uden for hjemmet.
Men under det blå stykke stof møder jeg kvinder som Shukria, der ikke står i skyggen af sin mand, når det drejer sig om at skabe et bedre liv for sig selv og sine børn.

Mit møde med kvinderne i gruppen overbeviser mig om, at det er kvinder som dem, der står i spidsen for - hvis ikke Afghanistans - så i hvert fald deres egen landsbys udvikling.

Vi gør det for vores børns skyld
Inden vi ankom til landsbyen, spurgte jeg Fouzia, Mission Østs lokale medarbejder, om hun ville udpege tre kvinder, der havde en exceptionel historie, jeg kunne fortælle videre til folk hjemme i Danmark. Fouzia grinte kort. Så lagde hun sit ansigt i mere alvorlige folder og sagde;
“De har ALLE en exceptionel historie!”

   
Som timerne går i kvindernes selskab, opdager jeg, at hun har ret. De rummer historier om fattigdom, desperation, ensomhed og frygt. Men også om håb og drømme og om en overvældende drivkraft til at skåne deres børn for det liv, de selv har måttet udholde. Det er på én gang både sørgeligt og livsbekræftende at sidde over for disse kvinder, der har så meget styrke til at overkomme deres fattige tilværelse.

“Vores eget liv er mere eller mindre forbi,” siger Sayed Nissa meget afklaret. Hun er ikke mere end 35 år gammel, men ifølge statistikkerne har hun som kvinde i Afghanistan ikke mere end cirka ti år tilbage at leve i.
“Vi kæmper videre for vores børns skyld. Så de kan have en fremtid.”

Frustrationer gik ud over børnene
Da Mission Øst i efteråret 2007 introducerede kvinderne for ideen om at starte en kvindegruppe, begyndte deres liv at ændre sig.
“Uden gruppen ville jeg stadig sidde i et hjørne dagen lang og spekulere på, om min mand mon ville komme hjem med penge i dag,” fortæller Shukria, der er valgt som gruppens formand; en opgave der går på skift cirka hver anden måned.
“Jeg kan ikke forestille mig mit liv i dag uden den hjælp, vi har fået. Før i tiden lod jeg mine frustrationer går ud over børnene, fordi jeg ikke havde andre at tale med. I dag føler jeg mig fortrøstningsfuld og glad. Når jeg går hjem fra ét af vores møder, føler jeg mig helt opfrisket,” siger hun.
 

Kvinderne mødes hver anden uge, og for stort set alle er det første gang i deres liv, at de er sammen med andre kvinder, uden at det har noget med arbejde eller højtider at gøre. I denne del af Afghanistan er det meget almindeligt, at kvinder sjældent er sammen med andre end deres familie derhjemme, og deres sorger og bekymringer får derfor lov til at hobe sig op indeni.

Fokus på det der gør glad
Midt i det hele bliver vi overdøvet af et æsel, der skryder højlydt ude foran huset. Det virker så komisk, at selv kvinderne, der er vant til det, alle begynder at grine. Og selv om deres fattigdom kan gøre ethvert menneske fortvivlet, er det deres evne til at le, der virkelig bevæger mig.

Vi bliver budt på tynd te med mælk, og til ære for de danske gæster får drikken også et skvæt fløde. Jeg kan ikke lade vare med at tænke på, hvor meget fløden må have kostet dem. Men det betyder mere for kvinderne, at deres gæster har det godt. Vi får fladt brød til og en skål med dyppelse, som traditionen tro tilberedes med sang, fortæller de. Jeg spørger, om de ikke vil synge sangen for mig? Efter en smule tøven synger én af kvinderne for, mens Shukria slår på en metalbakke for at skabe en rytme.

Her sidder jeg over for en flok kvinder, der stadig kun lige er ved at arbejde sig ud af en elendig tilværelse. De fleste af dem er ikke mere end ti år ældre end jeg selv, men et hårdt liv har fået dem til at ligne min bedstemor. Tanken om, at deres børn måske skal gå sultne i seng samme aften er ikke fremmed for dem, og stadigvæk har de overskud til at fokusere på de ting, der giver dem glæde. Sang, musik, og håbet om en bedre fremtid. Shukria, der før sad og ventede dagen lang på, at hendes mand skulle komme hjem med en smule penge, har taget sagen i egen hånd og er nu med til at føre familien ud af fattigdom med blandt andet sine tørrede løg. Selv hendes mand er taknemmelig og opfordrer hende til at tage det arbejde, hun kan få. Han ved godt, at alene har han ikke chancen for at hjælpe familien ud af sin miserable situation.
“Jeg har lært at tro på mig selv,” siger Shukria.

“Og jeg ved nu, at andre også tror på mig.”
 

***
 

Fakta om Mission Østs kvindegrupper i Afghanistan
I store dele af Afghanistan er det helt normalt, at kvinder meget sjældent mødes med andre mennesker end deres familiemedlemmer derhjemme. De lever i social isolation og har kun deres mand og børn at betro sig til. Bekymringer og sorger får derfor lov til at hobe sig op indeni. I Mission Øst tror vi på, at kvinderne, der hver for sig virker svage, kan være med til at gøre hinanden stærke i fællesskab, hvis de får mulighed for det. Derfor har vi som noget nyt hjulpet med at etablere 14 kvindegrupper i fattige landsbyer i den nordlige provins Badakhshan. Sammenholdet styrker dem som individer og giver dem tro på, at de kan være med til at hjælpe deres familier ud af fattigdom. Grupperne får blandt andet hjælp til at lære et håndværk som for eksempel forarbejdning af fødevarer for at forbedre deres indtjening. I år har Mission Øst planer om at hjælpe yderligere seks grupper på benene.
 

Vil du læse mere om kvindegrupperne og Afghanistans stærke kvinder, så bestil Mission Østs blad gratis på http://www.miseast.dk/sw5362.asp

Af Annica, Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening 

I efteråret 2006 gjorde jeg noget som ville komme til at føre til mere, end jeg dengang forestillede mig. Jeg tilmeldte mig netværket Hospitality Club (HC), et netværk for folk der gerne vil møde mennesker fra andre lande. Gennem dette netværk fik jeg kontakt til Yasser Al-Haj fra Betlehem, Palæstina, og starten på noget fantastisk.

Til hverdag er jeg leder af Dagskolen på Bustrup Hovedgaard, en lille skole for børn og unge med særlige behov. Yasser bor i Deheishe flygtningelejren udenfor Betlehem og er leder af Karama Organization, en NGO som arbejder med at skabe gode betingelser for børn og unge i lejren. Vi blev hurtigt enige om, at der var oplagte samarbejdsmuligheder for os.

Efter en del diskussioner besluttede vi at “gå efter” en sommerlejr i Danmark for en gruppe af de palæstinensiske unge. Uden at ane om det var muligt, kastede vi os ud i forberedelserne. Jeg sendte ansøgninger til alverdens fonder, organisationer, privatpersoner, virksomheder og skoler.
Yasser skaffede pas, visum, tilladelser fra forældre og alt andet praktisk. Tiden var knap, vi havde mindre end 3 måneder til det hele. Den eftermiddag, hvor jeg hentede gruppen fra Holstebro banegård, var derfor en stor dag. Vi gjorde det!

Yasser havde 9 unge med, 6 drenge og 3 piger på cirka 15 år. Kun en enkelt af de unge havde tidligere rejst udenfor Palæstina. De fleste havde aldrig været længere end 20 km væk fra Deheishe, hvor cirka 16.000 mennesker bor på 1.kvadratkilometer og 65 % af dem under 16 år.

Mødet med Danmark
De unge palæstinenseres møde med Danmark var overvældende. Selvom de havde rejst i næsten to døgn, var der slet ikke tale om at sove. Vel fremme på Bustrup, skulle alt prøves af, trampolinen, fodboldbanen, naturen - tænk at have så meget plads. Inden sengetid kom instrumenterne frem, der blev spillet og sjunget arabiske sange. Et meget bevægende øjeblik for mig.

Gruppen blev i Danmark i næsten en måned. De havde base på Bustrup, hvor de hurtigt fandt sammen med vore elever og følte sig hjemme. Programmet bestod af en række gode fællesoplevelser, som et stort sportsstævne, en tur til Skagen, kunst og musik. Derudover kom de på rundtur i Danmark. De oplevede landet og havde samtidig en række arrangementer blandt andet på de Tvind skoler, som havde støttet sommerlejren økonomisk. Uanset hvor de kom, gjorde de dybt indtryk på alle, unge som voksne. Fulde af energi optrådte de med dans, sang, musik og et lille bevægende teaterstykke. Yasser fortalte også hver gang om Palæstina, med billeder og historier fra deres virkelighed derhjemme.

“Der var alvor bag musikken, dansen, den lille sketch, de fremførte. Det er unge, der er under okkupation. Unge, der er ofre for vor tids apartheid. Unge, der er vokset op med krig. Der er frataget deres land. Unge, hvis fremtid ignoreres af vore - de vestlige landes medier. De medier, vi tror holder os underrettet, men som nøje har udvalgt, hvilke nødråb, vi må høre,” skrev Siri Holmebak fra Dagskolen på Tvind efter deres besøg af gruppen, og hun fortsatte:

“Men det var ikke offer-roller, de udstrålede. Tværtom. Det var flot, det de præsterede. Drengene dansede på en lang række med inciterende rytmer og smægtende fremmede toner fra strengeinstrumentet. Palæstina-tørklæder og ens T-shirt. De dansede med en energi, der sitrede i hele rummet. De lavede formationer og hop, faste trin, der trommede i gulvet mens deres ansigter glinsede af sved. De smilede beslutsomt til hinanden og til os. Senere kom skuespillet. Her var pigerne også med. Det viste, hvordan deres stemmer ikke kan druknes, deres musik ikke stoppes og deres trommer ikke dulmes. Til sidst stod de alle sammen der oppe foran tavlen. Med lys i hænderne og sang om deres drøm om Palæstina. Det var godt lavet. Ikke bare teknisk, kunstnerisk. Men hele deres hverdag i flygtningelejrene, deres historie, og deres dybe ønske om at få lov til at leve et godt liv lå bag hver strofe, hver bevægelse. Det var en helt almindelig fredag formiddag på Dagskolen i Tvind. Den endte med at blive noget helt særligt. Og deres blikke sidder stadig i vores hjerter”.

Unge danskere ser egne vanskeligheder i nyt perspektiv
De sidste dage inden hjemrejsen lavede vore elever sammen med de palæstinensiske unge et stort, flot mosaikbillede. Et monument over et møde mellem to verdener. Et møde som gav os alle sammen så meget. De unge palæstinensere fik et væld af oplevelser, de tidligere kun havde drømt om.
   

“Jeg er Ghassan fra Karama i Palæstina. Jeg besøgte Danmark og har set at der er virkelig dejligt og smukt. Jeg besøgte også den dejlige skole Bustrup og fik rigtig mange nye venner, og jeg savner dem så meget. Jeg elsker Danmark, fordi livet der er så frit. Der er ingen soldater, der er mange træer og god plads mellem alle hjem. På den måde er det meget forskelligt fra i Palæstina og flygtningelejren, hvor jeg bor - der er så meget plads i Danmark. Jeg ønsker, at jeg en dag kan komme tilbage til Bustrup. Til sidst vil jeg sige til alle mine venner på Bustrup. Kære venner, glem mig ikke,” sluttede Ghassan på 16 år af.
   

For vore egne elever er verden efter mødet med palæstinenserne blevet så meget større. De har fået nye venner. Venner som lever en totalt anden tilværelse, under vanskelige forhold. Det sætter deres eget liv i Danmark i et nyt perspektiv. Det har gjort dem interesserede i at lære mere, at forstå og mange af dem har også fået et ønske om at gøre noget for at hjælpe andre.

Livet har fået ny værdi
For mig personligt har mit liv efter mødet med palæstinenserne fået en ny dimension. Ugentlig er jeg i kontakt med de unge palæstinensere, og jeg mærker, hvor stor betydning rejsen til Danmark har haft for dem.

Jeg har nu et brændende ønske om at gøre mere for at støtte mine nye venner og deres folk, som har fået en stor plads i mit hjerte. Dette har ført mig til Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening. Her har jeg fundet en gruppe ligesindede, som jeg nu er sammen med om at gøre noget.
   

Naturligvis er Yasser og jeg også i fuld gang med at planlægge og forberede dette års sommerlejr med en ny gruppe unge palæstinensere. Selvom jeg bruger meget tid og mange kræfter på dette arbejde, så har det i den grad fyldt mig med energi og mit liv med ny værdi!

Læs mere om Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

Yderligere oplysninger:
www.karama.org

www.bustrup.dk
Film om projektet: http://video.google.com/videoplay?docid=-4634981013588745729&hl=en

www.danpal.dk

www.palaestina-info.dk 

Af Kirstine Krath Nielsen, 18 år, Ungegruppen Slænget, Ungdomsringen

Ungegruppen Slænget fra Tarup Ungdomsskole rejste i 2005 til Kenya for at besøge de unge i vores samarbejdspartner AIDS-organisationen Wind of Hope in the Desert. Her lavede vi blandt andet nogle billeder, som jævnligt bliver udstillet.

Én af historierne, vi brugte som inspiration, var “Den grimme Ælling” af H.C. Andersen i forbindelse med hans 200 års fødselsdag. Vi fik alle sammen læst historien op og satte os derefter til at tale om, havde den betød for hver enkelt.

Den første der startede var en dreng ved navn Moe. Han forklarede os alle, hvordan projektet Wind of Hope in the Desert var et paradis, for han havde tidligere levet på gaden. Derefter talte de andre efter tur.

Men den person, der trådte mest frem, var Peter. Han er 100 år af sind, men bor i en drengekrop, der ligner én på 12. I virkeligheden er han 18 år. Peter har HIV/Aids. Tidligere gadedreng og barneprostitueret. På gaden levede han af, hvad der nu var at spise fra selve den jordede vej. Det første år jeg mødte ham, stod han selv frem og fortalte, at han var smittet, det var faktisk under denne udveksling af tanker omkring historien, at han kom ind på det. Han forklarede, at selv om han var smittet, gjorde det ikke nogen forskel på, hvem han var. For inden i følte han sig allerede som en smuk svane.

Peter er en smuk svane. Altid glad, strålende og varm af hjertet. Selv om han har haft megen modgang, og stadig har det på grund af sin sygdom, er han en smuk personlighed.

Mennesker som disse møder man desværre sjældent. Og hvad, der er endnu mere sørgeligt, er at man oftest skal rejse flere tusinde kilometer for at møde dem. Og i værste fald ved man aldrig om de stadig er i live næste gang, man kommer for at se dem.

Når man tilkobler sig et projekt som Slænget, skal man have mod. Ikke mod, som vi ser i film, men det mod, som vi møder, når ens ven ligger syg, eller man skal stå frem og sige noget, der ligger en på hjertet.

Peter er en helt. Et forbillede, som jeg ofte bruger. Når jeg tænker tilbage på de tårer, han fældede, da han fortalte om sin sygdom, stikker det i hjertet. Det mod, han udviste, da han indså og opgjorde for sig selv, at han var syg, er utroligt.

Selv om vi måske ikke kan mærke det i Danmark, så gør Peter en forskel. Dét at han ser sin frygt i øjnene, er noget hele verden skulle tage at lære noget af. Mest af alt er han et strålende eksempel på, at der er så meget mere i verden end bekymringerne om pletten på skjorten.
   

Det, vi har brug for, er flere helte. For det kan godt være, at vi ikke kan redde hele verden, men vi kan starte et sted. Slænget har startet i Kenya i byen Isiolo.

Læs mere om Ungdomsringen

Shafin er en klog og glad dreng på 12 år. Han går i 6 klasse. Ved første øjekast ser han ud som de andre drenge, men så opdager man at Shafin kun har et ben. Historien om Shafin fra Garissa er et billede på, hvordan en skole blev redningen på et ellers fortabt liv.

Af en repræsentant for IAS, International Aid Services

En tidlig morgen blev Shafin bedt om at hente vand ved floden af sin mor. Han tog spanden på hovedet og gik til floden. Da Shafin bøjer sig ud for at tage vand op, mærker han noget, der bumper ind i ham, og pludselig er han ude i vandet. Han råber til en mand, som sidder ude i sin træ kano: “Hjælp! Der er noget, der bider mit ben”. Manden iler til for at hjælpe, slår ud i vandet med en åre for at skræmme det som bider drengen og ser en stor krokodille. Han får Shafin op i sin båd og ind til land. Derfra bliver Shafin kørt i en lånt bil, som gør ham total angst, da han aldrig i sit liv har været inde i en bil.
Shafin var dårlig tilredt. Krokodillen havde bidt ham slemt i benet, og han havde flere mærker på ballen. På klinikken var de nødt til at amputere hans ben fra knæet og ned.

Shafin var heldig, at han fik hjælp og hurtig kom på klinikken. Men nu var der nye problemer for Shafin. Hans familie nægtede at tage ham hjem i hytten, for hvordan kunne han være til nogen gavn med et ben og to krykker. Han kunne ikke passe får eller hjælpe i husholdningen. Han var bare en krøbling.

Vi hørte om Shafins historie, og Shafin har nu fået et nyt liv og en fremtid på skolen. Han er kostelev og bor fast på skolen. Han er en dygtig elev og drømmer om at blive advokat. Shafin er i dag frisk og rask og drøner rundt med to krykker og spiller fodbold med de andre drenge. Skolen er helt klart Shafins redning. Her kan han forme og danne sin fremtid og som voksen få sig et godt arbejde.

Ønsker du at se dvd’en om Shafin kan den købes på www.friends-international.dk

Om projektet 

I januar 1998 byggede IAS en skole i byen Garissa ved at støtte byggeri af to bygninger og startede 1.-4. klasse op. Senere byggedes til med klasseværelser til 5.-8. klasse og desuden en bygning til legestue / børnehave. I alt 400 børn går nu i denne nye skole, og de får hver dag undervisning samt et måltid varm mad. Undervisningen for de fattigste børn bliver støttet fra Danmark og England via en fadderskabsordning.

Ca. 150 børn kommer fra afsidesliggende områder i byens slum. Disse bliver transporteret med skolebus hver dag til og fra skolen.

Skolen har gennem de sidste år fået indlagt solcelle anlæg og strøm. Dette har været en stor succes og vist sig meget effektivt, hvorfor det søges udvidet til andre af skolens bygninger.

Uddannelse er svaret.

Læs mere om IAS