Læs historierne

Af Jacob Pedersen, 18 år, ungegruppen Slænget, Tarup Ungdomsskole / Ungdomsringen

Sommeren 2007 i Kenya var præget af en masse aktivitet. Specielt hårdt fysisk arbejde. I 2007 havde vi i ungegruppen Slænget fra Tarup Ungdomsskole fået penge fra DUF til et 2-årig projekt om i fællesskab at oprette og opbygge en ungdomsklub i vores kenyanske samarbejdsorganisation, Wind of Hope in the Desert. Da vi kom derned, opdagede vi også, at det ikke var det eneste byggeprojekt, der var gang i. Både børnehaveklassen og Dispensary’et skulle bygges om efter en hård regntid med mange oversvømmelser og ødelæggelser.

Da jeg de første dage så, hvordan både gamle og unge kenyanere arbejdede med genopbygningerne, blev jeg meget overrasket. De havde ingen kraner, cementmaskiner eller andre elektriske maskiner til hjælp. Det hele blev lavet ved håndkraft! Cementen, der skulle lægges på gulvet, blev skabt ved at hente en masse jord i nogle trillebøre. Jorden blev lagt i en stor bunke, hvorefter en masse mindre sten, ca. 6-7 cm lange og 3 cm brede, blev lagt ovenpå jordbunken, så de dækkede. Til sidst blev der lagt en tyk kalk- og lerblanding (cement) oven på det hele. Hele blandingen blev overhældt med vand fra en vandslange. Det mest fantastiske og for den sags skyld også det hårdeste, var at tage en lille skovl, stikke den neden under det hele, løfte op og blande. Det skulle gøres, til det hele var blandet. Nærmest som en stor bolledej.

Mens dette stod på, hentede folk sten til støtte af fundamentet. Jeg var en af de heldige, der fik lov til sådan en tur. Den vil jeg aldrig glemme. Vi var 3 danskere og en stor håndfuld kenyanere, der tog af sted. En mindre lastbil hentede os, og jeg tænkte med det samme, at dér kunne vi da slet ikke sidde alle sammen. Men det skulle hurtigt vise sig, at det slet ikke var meningen, at vi skulle sidde i den. Jo, omme på ladet. Hold op en tur, vi fik. Det skal siges, at vejene i Kenya, specielt ude i de små byer, ikke er skabt af cement. Nej, det var bare en ganske almindelig jordsti. Så sad vi der og bumpede af sted. Det sjove var, at det kun var os danskere, der sad ned i ladet. Alle kenyanerne var kravlet op på de bøjler, der udgjorde det sted, hvor en presenning rigtigt skulle have været.

Da vi omsider, efter en god gang bumlen og ondt i lænden, kom til stedet, hvor vi skulle samle sten, var stedet ikke et område med en kæmpe bunke af samlede sten til afhentning som herhjemme. Næh, bare en lidt større vej med nogle sten i grøften. Så vi samlede alle stenene og kørte den lange vej hjem igen.

Da vores projekt oprindeligt var oprettelsen af en ungdomsklub, skulle vi nogle af dagene også bruge tiden på det. Vi havde snakket om, hvordan det fungerede i ungdomsklub herhjemme. Det viste sig at være rigtig vigtigt for at tro, at de samme regler kunne bruges i Kenya, ville være ærgerligt, for det ville slet ikke kunne fungere.

Aldersgrænserne i Danmark hedder fra 14 til 18 år. Kenyanerne bestemte, at deres aldersgrænse skulle være fra 9 til 25 år. Det er jo egentlig logisk. Som i en ungdomsklub i Danmark handler en ungdomsklub i Kenya også om at få de unge væk fra gaden og kriminalitet, der måske bliver begået i kedsomhed. Problemet i Kenya er ikke kun kriminalitet, men også prostitution, der begynder for nogle, når de allerede er 8 til 9 år gamle. Derfor skal der være et alternativ til dem. I klubben skal vi lære at reparere ting, både med hammer og også svejsning, men også at reparere tøj og lære at sy. De skal få noget godt ud af at være der, så de kommer igen. Det er også vigtigt at tænke på, at standarden umuligt kan blive den samme som her hjemme, men det, der kan tilbydes, vil alligevel være så godt og stort for de unge kenyanere, da de måske aldrig kommer til at opleve det, selv uden hjælp fra Wind of Hope og ungegruppen Slænget.

Læs mere om Ungdomsringen

Af Stine Vang Nielsen, 17 år, ungegruppen Slænget, Tarup Ungdomsskole / Ungdomsringen.

Ind imellem ser man noget, man væmmes ved, noget man bare har lyst til at glemme, og noget som ligger én så fjernt. Når det nu ligger så fjernt, er det muligt bare at se den anden vej.

Når vi smider vores affald ud i skraldespanden, er vi ikke nødt til at tænke på, hvor det kommer hen. Når vi kører i bil, er vi ikke nødt til at tænke på den forurening, vi forårsager. Når vi køber en pels, er vi heller ikke nødt til at tænke på, hvordan dyret, der førhen havde den, er blevet behandlet. Vores liv kan sagtens fungere uden, at vi tænker ret meget.

Jeg er dog af den overbevisning, at vi må gøre noget. Vi må alle sammen gøre noget og alle sammen tænke, for at verden kan blive et godt sted at være. En enkelt person kan ikke redde verden, men ved at påvirke andre til også at gøre noget kan det være, at vi kan udrette noget sammen.

Vi har alle et ansvar, for det vi gør, men vi har også et ansvar for det, vi undlader at gøre. Derfor forstår jeg ikke, hvordan vi kan være ligeglade, når vi først ved, hvilken risiko vi løber, og når vi kender til de konsekvenser, vores handlinger har til følge.

Derfor har jeg valgt at gøre noget. Jeg har valgt at melde mig ind i ungegruppen Slænget, hvor vi arbejder med unge HIV/AIDS-ofre i Kenya. Her er der nemlig andre, der ligesom jeg, ikke længere bare vil se på, mens mennesker i den tredje verden lider. Selvom HIV/AIDS ikke er ret udbredt i den vestlige verden, er det en sygdom, alle kan rammes af. Derfor har vi alle et fælles ansvar, og vi er alle sammen nødt til at kæmpe imod denne sygdom. Hvem vil nemlig gerne have AIDS?

Læs mere om Ungdomsringen

Bushka vil jeg aldrig glemme. Denne lille, lidt buttede baby var med til at sætte et blandt hundredevis af uudslettelige kenyanske fodspor i min hukommelse.   

Af Anne Christine Sørensen, 17 år, ungegruppen Slænget, Tarup Ungdomsskole /Ungdomsringen

Noget af det første, jeg husker i forbindelse med hende, var følelsen af at være rådvild. En følelse der ofte følger efter det at være overvældet, hvilket også var tilfældet her. Khadija - kvinden, der er leder af det kenyanske Aids-projekt, Wind of Hope in the Desert, vi samarbejder med - havde besluttet at give os en opgave, der skulle bringe os tættere på de unge kenyanere i projektet; vi skulle for en tid føle på egen krop, hvordan det var at være overhoved i et ‘child headed household’, og således blev stort set hele følelsesregistret gennemgået på omkring seks timer.

Først var der spænding, mens vi ledte efter tøj, der egnede sig til at blive klippet om til bleer, endnu inden babyerne var ankommet ude fra oplandet (det var med blandede følelser, vi senere opdagede en række høje stabler af kasser med pambers-bleer inde på lagret). Men først da spændingen var blevet udløst, og lille Bushka overdraget til min varetægt, begyndte jeg at overveje, hvad jeg egentlig skulle gøre, og det gik op for mig, at jeg var på fuldkommen bar bund. Hvor skulle jeg få mad til hende fra? Jeg må have set latterligt formålsløs ud, mens jeg gik rundt og ledte efter en udvej til dette problem. Den kom i form af Bushkas moster - der også fungerer som hendes plejemor, eftersom hendes biologiske mor er død som følge af Aids - der også var blevet sat ind som et led i dette omfattende rollespil. Hun ville amme barnet i bytte for seks liter vand. Godt, næste problem, hvor skulle jeg så finde seks liter vand? Svaret var forholdsvis tæt på, da projektets lille brøndboring ikke var mere end tredive meter væk, så mens jeg hentede vand, fik Bushka sin mad.

Som nævnt var Bushka en anelse buttet af udseende - en følge af rent faktisk at have fået modermælk i stedet for blot erstatning. Denne egenskab satte hende imidlertid i stand til at græde ganske længe uden at blive videre udmattet, hvilket jeg da også fik en forsmag på, da hun kom tilbage fra sin mor. Allerede grædende. Hun græd, mens hun blev bundet fast til min ryg i et tørklæde, og hun græd, mens jeg bar hende og de seks litter vand op til Khadijas hus. Hun græd sågar, mens jeg forsøgte at få hende til at sove. Desperationen begyndte at bane sig vej frem, og jeg havde mest af alt lyst til at begynde at græde sammen med hende, men på spørgsmålet om, hvad det egentlig skulle gøre godt for, var svaret ‘intet’, og desperationen blev således langsomt afløst af beslutsomhed, og ikke længe efter faldt Bushka endelig i søvn - en tilstand hun befandt sig i i godt halvanden time.

Efter det var der blot en sær og let malplaceret ro i mit hoved resten af dagen igennem - selv da Bushka igen begyndte at græde. Denne opgave blev givet os en dag i sommeren 2006, og det var med glæde, at jeg genså en noget større Bushka i 2007.

Hvad der virkelig overbeviste mig om opgavens vigtighed i forhold til de andre unge var, hvad Khadija fortalte os om deres reaktioner efterfølgende:

“At first they were saying “Hey! Look at the mzungus with the babies!”, but when they had looked at you for a little while carrying that water and that fire wood they said “Look at the girls with the babies.” instead and when I asked them why they said “They are like us now.”"

Og netop en sådan forståelse for vores samarbejdspartneres situation, som vi opnåede gennem denne oplevelse, er grundlæggende for at kunne hjælpe på en holdbar og bæredygtig måde. Det nytter ikke noget at sidde herhjemme bag vore velisolerede vægge i lille Danmark og forestille os, hvad de mon kunne have brug for i ulandene. Som mange læsere af denne tekst nok ved, er det nødvendigt at sætte sig grundigt ind i den pågældende situation, inden vi beslutter, hvad der for dem er nødvendigt og unødvendigt.

Læs mere om Ungdomsringen

Af Sarah Wolf, 17 år, ungegruppen Slænget, Tarup Ungdomsskole / Ungdomsringen

Efter lang tids kørsel i en nedslidt lastvogn er vi ved center-pointet Arimet, der er én af de otte center-points, som ligger uden for byen Isiolo i Kenya. Her bliver vi budt velkommen af stammefolket med sang og tilhørende dans, og da sangen slutter, begynder vi i stedet at synge for dem. Jeg opfattede det som måden at sige hej på. Efter dette scenarie vises vi hen foran en lille lerhytte. Jacob og Allan får en skammel, mens os piger får lov til at stå ved siden af. Her er det, som det engang var i lille Danmark, mændenes rang er langt højere end kvindernes. Alle landsbybeboerne sætter sig ned på jorden foran hytten. Børnene, de unge og bedsteforældrene. Forældregenerationen er der ikke rigtig, de er formodentlig døde af AIDS.

Hvad jeg går ud fra er overhovedet af stammen begynder at snakke. Han fortæller os om livet i landsbyen, og om hvordan de overlever her på savannen. “Kvinderne går hen til bjergene hvor der vokser træer”, siger han og peger over mod bjergene. Vi kigger i den retning, han peger. Bjergene er langt væk - det må tage flere timer for kvinderne at gå derhen! Han fortsætter: “Her hugger de grene af, hvorefter de kommer tilbage til landsbyen for at brænde grenene til trækul. Efter det går de så ind til Isiolo, hvor de prøver at sælge dem.”Hold da op”, tænker jeg. “Går de hele vejen ind til Isiolo? Det har lige taget os halvanden time at køre i bil herud!”

Han fortæller, at kvinderne ikke altid får solgt noget, så må de bare gå hjem igen. Barske vilkår. Han fortæller om de forhindringer, de hver dag møder, hvoraf den største er manglende vand. Der er ikke mulighed for at grave en brønd, og det regner sjældent. De har fået nogle afgrøder af “Wind of Hope in the Desert”, vores samarbejdsorganisation i Kenya, men de er udtørret nu. Hvis de kunne, ville de plante rigtig meget for at føde landsbyen. De er villige til at arbejde hårdt for at få høst, men grundet manglende vand og forstyrrelse af vilde dyr, er dette ikke muligt. Hvis markerne kommer for langt ud på savannen, vil de vilde dyr æde afgrøderne. En ældre man bliver hevet frem, hans arm er helt tynd fra albuen og ned til håndleddet. Overhovedet fortæller, at det er et skud, der blev affyret af militæret. Det tager ofte ud på savannen for at øve skud, men det vil ikke tage hensyn til, at der bor mennesker.

Sådan bliver Overhovedet ved med at fortælle om landsbyens problemer. Jo mere han snakker, jo mere forstår jeg de fortvivlede udtryk, der sidder som brændt fast i landsbyfolkenes ansigter. Selvom det er brændende varmt, får jeg kuldegysninger. Konstante kuldegysninger. Gid der kunne gøres noget! Gid vi kunne tage dem alle sammen med til Wind of Hope, så de kunne få en fremtid! Heldigvis får vi fortalt, at nogle af de unge fra Arimet er kommet ind til Khadija, lederen af vores samarbejdsorganisation. Men det er langtfra nok. Jeg får det pludselig dårligt. Jeg får kvalme. Jeg tror, det er en blanding af varmen, overhovedets ord, børnenes bare fødder og manglende tøj, deres øjne der gennemborer mig, min fortvivlelse over den vestlige verdens manglende indsats i ulandene. Jeg bliver helt flov over at have så mange penge, komme til et så ludfattigt sted som dette og høre på snakken om overlevelse på savannen, når det eneste, jeg kan, er at se dum og medlidende ud! Og når besøget er forbi, kan jeg sætte mig op på taget af lastvognen med følelsen af at have gjort intet for at hjælpe disse mennesker.

Om aftenen på hotellet tænker jeg videre over dagens oplevelser. Jeg bliver enig med mig selv om, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed. Vi kan ikke redde hele verden. Det ved jeg godt. Det kom bare som et chok, at folk kan leve under så trange vilkår. Jeg synes i forvejen, det er hårdt nok at arbejde med de unge i Wind of Hope, men de har dog noget bedre vilkår end dem i Arimet. Lige før jeg falder i søvn, kommer jeg frem til at jeg blot er glad for, at jeg er med i Slænget. Jeg ved, vi gør en forskel for de unge i Wind of Hope. Men jeg ved også, at de folk, jeg mødte i dag, har brug for vores hjælp. Derfor sætter jeg mig det som et mål, at når vi kommer hjem til Danmark igen, så vil jeg gøre en langt større indsats for at gøre folk bevidste om levevilkårene i den tredje verden. Og gøre dem opmærksomme på, at de skal hjælpe dem til et bedre liv. Jeg vil kunne vende tilbage en dag og se dem i øjnene, uden at få kvalme og dårlig samvittighed.

Læs mere om Ungdomsringen